Nyt Asterisk: Skal lysten drive læring?
DPU’s digitale magasin Asterisk dykker denne gang ned i lyst som pædagogisk princip. Danmark er igen gået i PISA-chok efter den seneste nedslående måling. Hvordan kan vi dog give vores børn og unge lyst til at lære noget mere? Hvordan styrker vi deres skrive- og læselyst, og hvordan giver vi dem matematikglæde? Og er det egentlig lysten, der driver læring, og lysten, der styrer vores uddannelses- og karrierevalg?
Læs eller lyt til alle artikler i Asterisk >
Asterisk er DPU, Aarhus Universitets digitale magasin, der udkommer fire gange om året. Magasinet formidler forskning om pædagogik og uddannelse og forsøger at foregribe og gå dybere ned i aktuelle temaer og diskussioner på området.
Få nyhedsmail, når Asterisk udkommer >
Artikler i Asterisk nr. 115 - oktober 2026:
Der må være grænser for lyst
Det er lysten, der driver værket, siger vi. Men skal den også drive læring? Hvordan blander lysten sig med angst? Kan kunstig intelligens hjælpe på læringslysten? Sammen med Kirsten Hyldgaard, Ning de Coninck-Smith og Christian Dalsgaard fra DPU runder vi psykoanalysen, reformpædagogikken og de store sprogmodeller for at blive klogere på lystens indtog i pædagogikken. Det er nemlig ikke nødvendigvis lystfuldt at lære noget og være en engageret elev.
Skal vi styrke børns læse- og skrivelyst, må vi interessere os for deres oplevelser
Danske elever er blevet dårligere til at læse. Det slog den nyeste PISA-undersøgelse fast med syvtommersøm. Men i stedet for at sætte ind med hurtige løsninger, bør vi interessere os mere for børns læseoplevelser – og for hvordan vi udvikler deres lyst til at læse. Og så skal vi give elevernes skrivning og skrivelyst samme opmærksomhed som læsningen. Vi taler med Simon Skov Fougt og Stine Heger fra DPU om læse- og skrivelyst.
Alle mennesker fødes med lyst til at lære matematik
Vi har alle fra starten af livet en iboende interesse for at lære matematik, og den skal vi nære livet igennem. Derfor er det vigtigt at tale om, hvordan vi alle bruger matematik i hverdagen, hvis udviklingen skal vendes, så flere elever bliver interesserede i og dygtige til matematik. Vi taler med Morten Blomhøj fra Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning om matematikglæde - og med Maria Kirstine Østergaard fra DPU om matematikangst.
Den nye forsvarsvilje
At være soldat er den vildeste profession, der findes, og du skal virkelig ville det. Men det skal du også, selvom du har valgt en mere fredelig profession, for i dag er det ikke nok at leve op til den professionelle rolle – du skal også gøre det på din egen måde. Lars Geer Hammershøj fra DPU forklarer, hvorfor vilje er vigtigere end lyst, uanset om du er soldat, lærer eller skoleelev.
Skal lysten drive værket, når vi vælger uddannelse?
Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til! Sådan har et stigende antal unge det, når de tænker på uddannelse, fag og fremtid. Hvis unge ikke kommer ud i virkeligheden og møder mulighederne, kan vi i hvert fald ikke forvente, at de bare af sig selv får lyst til en bestemt fremtidsvej. Vi spørger vejledningsforskerne Rie Thomsen og Kristina Mariager-Anderson fra DPU, hvor og hvordan lysten til et bestemt fag og en bestemt fremtid egentlig bliver født.
Leder: Fordi de SKAL!
Folkeskolen har i årtier skruet op for lysten og ned for de faglige præstationer, men børn lærer ikke nødvendigvis det, de har lyst til, og faglighed opstår ikke af sig selv. Det er tid at skabe en bedre balance mellem det, man har lyst til, og det man skal, skriver Claus Holm, leder af DPU.
Kommentar: Når PPR skal til eftersyn, skal vi se efter det rigtige
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) er blevet en central part i nogle af de mest presserende diskussioner på børne- og skoleområdet om bl.a. mistrivsel, skolefravær, inklusion og den voksende gruppe børn, der har brug for særlig støtte. Regeringen har derfor varslet et eftersyn af PPR. Det er en god ide – men det er afgørende, hvad der kigges efter, skriver Dorte Kousholt og Charlotte Dyreborg Madsen fra DPU i deres kommentar.