Asterisk nr. 115 - Oktober 2026 - Tema: Lyst til læring
Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til! Sådan har et stigende antal unge det, når de tænker på uddannelse, fag og fremtid. Men hvor bliver lysten til et bestemt fag og en bestemt fremtid egentlig født? Hvis unge ikke kommer ud i virkeligheden og møder mulighederne, kan vi i hvert fald ikke forvente, at de bare af sig selv får lyst til en bestemt fremtidsvej. Vi kigger på, hvad vejledningsforskningen ved om lyst.
Lyt til artiklen
Det er mange år siden, at du blev smed, fordi din far var smed. Siden 70’erne har mantraet i de små hjem snarere lydt: Du kan blive det, du har lyst til! Du skal bare vælge uddannelse med hjertet! … så hvad har du lyst til? Hvad vil du gerne være, når du bliver stor? Netop disse velmenende og entusiastiske spørgsmål flyder stadig fra empatiske forældre, ivrige onkler og hjertevarme lærere.
Men hvad gør det for unge mennesker, at lyst fylder så forholdsvis meget, når de skal i gang med at overveje, hvilken fremtidssti de skal tage, og hvilken ungdomsuddannelse og senere uddannelse, de skal vælge? Det taler Asterisk med to vejledningsforskere, professor Rie Thomsen og lektor Kristina Mariager-Anderson fra DPU, Aarhus Universitet, om.
”Der er mange unge, der beskriver, at de ikke ved, hvad de vil. En vigtig pointe her er, at lyst måske ikke altid bare er noget, vi går rundt og har, men noget, som kan opstå. Det er svært at have lyst til noget, som man ikke ved eksisterer. Lysten til noget opstår jo med de erfaringer, unge selv gør sig, fx når de møder mennesker, som udfører roller på arbejdspladser ude i virkeligheden,” forklarer Kristina Mariager-Anderson.
Den vigtige pointe vender vi tilbage til om lidt. Men lad os lige slå én ting fast. Der er intet galt med, at lyst spiller en central rolle i vores uddannelsessystem, understreger professor Rie Thomsen. Og det starter tidligt: Både i dagtilbuds- og folkeskoleloven er det en selvstændig pointe, at institutionerne skal fremme børn og unges lyst fx til at lære. Ifølge Rie Thomsen er lysten en del af fundamentet for, at vi får et uddannelses- og arbejdsliv, som gør os glade.
”Jeg synes, at det lystfokus, vi finder i både dagtilbudsloven og folkeskoleloven, er rigtig vigtigt. Vi burde faktisk også have det i universitetsloven, for det pålægger de institutioner, som har med mennesker at gøre, at bidrage til at tingene giver mening for den anden. Det, vi tilbyder, skal være meningsfuldt for de studerende. Det er et enormt vigtigt princip, som peger ind i institutionernes opgave og ansvar, og betyder, at vi skal gøre os umage,” siger Rie Thomsen og understreger, at det ikke handler om, at vi skal gøre folk forkerte, hvis de ikke har lyst til en bestemt fremtidsvej.
Når der skal vælges videregående uddannelse, har de unge lysten med i deres navigation – hvis altså vi regner med, at lyst er det samme som faglig interesse eller glæden ved udsigten til et spændende job. Det indikerer en undersøgelse fra EVA – Danmarks Evalueringsinstitut fra 2024. Undersøgelsen er gennemført blandt 22.000 førsteårsstuderende på de videregående uddannelser. I den angiver 88 procent af de unge, at de i høj eller meget høj grad har valgt uddannelse ud fra faglig interesse. De unge har kunnet angive flere svar og 83 procent svarer, at muligheden for at få et spændende job også spiller ind på deres valg. De unge spørger altså ikke kun sig selv, om de fx har lyst til at fordybe sig i fagene på sygeplejerskeuddannelsen, men også om de har lyst til at have det liv og arbejdsliv, som de tror, følger med professionen.
Samtidig viser en fravalgsanalyse fra EVA af samme datamateriale, at mange unge fravælger specifikke uddannelser på grund af arbejdsvilkår og løn. Kigger man fx på unge, som har fravalgt professionsuddannelser som pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver, angiver 48 procent arbejdsvilkårene og 39 procent lønnen som medvirkende årsager til fravalget.
”Lysten opstår, når noget føles meningsfuldt, og det bliver synligt for os, at vi kan være en del af noget, som vi ikke kendte før.”
Kristina Mariager Anderson
Men den faglige lyst ser grundlæggende ud til at leve: Unge vil gerne læse noget, de interesserer sig for, og som fører til et spændende og meningsfuldt arbejdsliv. Så hvor kommer lysten til en given fremtidsvej, uddannelse, profession eller beskæftigelse fra? Er det noget, vi bare får spontant? Er det en lyst, som ligger latent inde i os og bare skal vækkes, eller kan andre ligefrem installere lyst i os?
”Lyst eller motivation til at gå en vej i livet er ikke noget, andre kan eller skal proppe ind i dig. Lyst opstår i situationer, hvor mennesker oplever, at de kan deltage, engagere sig, bidrage på meningsfulde måder. Lysten opstår, når noget føles meningsfuldt, og det bliver synligt for os, at vi kan være en del af noget, som vi ikke kendte før. Det vil være min tese, at det i sig selv skaber en lyst,” siger Kristina Mariager-Anderson.
Her skal vi have fat i motivationsteorien, som Kristina Mariager-Anderson har beskæftiget sig med i mange år. For virkeligheden er sjældent, at vi bare automatisk har lyst til en eller anden livsvej.
”Der er meget motivationsteori, som peger på, at motivation ikke er noget, vi har inde i os. Den ligger ikke latent inde i os og venter på at blive tændt. Derimod peger megen forskning på, at deltagelse i forskellige aktiviteter kan være en vigtig kilde til motivationen. Så motivationen bor ikke inde i mennesket, men opstår i samspillet mellem mennesker, aktiviteter og kontekster,” forklarer hun.
Og den tilgang kan tage noget af presset væk fra den enkelte, fordi lysten så ikke er noget, vi skal vente dukker op i os selv, men tværtimod er noget, som kan spire og vokse frem, når vi oplever verden sammen med andre.
I vejledningsverdenen har man for længst udskiftet begrebet karrierevalg med karrierelæring. I stedet for at fokusere på de unges valg, støtter vejledere og lærere dem i at være nysgerrige på sig selv og deres omverden for at udvikle deres evner til at træffe valg om uddannelse og arbejdsliv. Professor Rie Thomsen siger:
”Vi vender det om og siger: Det er ikke valget, det handler om. Det handler om at blive klogere på verden og kunne se sig selv forskellige steder i verden – uden at skulle træffe sine valg lige dér. Det handler om at vænne sig til at være på en rejse, som jo fortsætter hele livet.”
Mange elever har i dag meget lille viden om, hvilke job- og uddannelsesmuligheder, der findes, og derfor klumper de sig sammen om færre uddannelser. Fx vælger en stor del af en ungdomsårgang stadig at tage en stx. Men sådan behøver det ikke at være.
Vi ved, at mødet med virkeligheden ofte åbner de unges øjne for de mange muligheder, der er, og det kan vække motivationen og lysten til forskellige fremtidsveje. Det er en af konklusionerne i forsknings- og udviklingsprojektet SamVej (Samarbejde om udvikling af ledelse og læringsorienteret uddannelsesvejledning), som de to DPU-forskere har lavet sammen med to forskerkolleger på VIA University College, Randi Boelskifte Skovhus og Miriam Dimsits.
Forskningsrapporten Virkeligheden gør en forskel viser, at det påvirker unges motivation og lyst, når lærere og uddannelsesvejledere samarbejder og inddrager virksomheder og arbejdspladser i undervisningen.
Forskerne har mange eksempler i deres interview på unge, som får aha-oplevelser i mødet med virkeligheden. En ung mand var ude på et lokalt ølbryggeri og fortalte bagefter, at han havde opdaget, at det jo ikke bare handler om at brygge øl på et bryggeri. Der er mange forskellige processer fra indkøb af varer og produktionsprocesser til salg og markedsføring.
”Fordi han var inde på det bryggeri, gik der en masse op for ham om det her sted, som ellers bare var en bygning, han var gået forbi mange gange. Det er måske banalt, men det handler om at gøre sig nogle brede erfaringer med, hvad et arbejdsliv er. For den slags erfaringer kan være med til at gøre det tydeligere, hvad man finder interessant og meningsfuldt,” forklarer Kristina Mariager-Anderson.
”Det er vigtigt, at de unge, der ikke har lyst til uddannelse eller job, ikke bliver gjort forkerte eller oplever, at der er noget galt med dem.”
Rie Thomsen
Og netop dét er et fælles ansvar. For det er ikke unges skyld, at de ikke ved, hvad de har lyst til, understreger professor Rie Thomsen. Det er en situation hos de unge, der kan ændres, og her er der masser af redskaber i vejlednings-værktøjskassen. Det kan handle om konkrete aktiviteter, hvor de unge kommer ud og ser, hvordan uddannelser er i praksis. Det kan også handle om at afdække sammen med det enkelte unge menneske, hvad de har af tanker og ideer og erfaringer.
Spørger man de to vejledningsforskere, skal vi først og fremmest se lysten i uddannelses- og arbejdslivet som noget, der kan vokse frem, og som får stærkere vilkår desto større vores kendskab er til de forskellige muligheder, der er. Men virkeligheden er også, at lærere og vejledere hver dag møder unge, der har svært ved at se, hvad de kan eller vil.
”Nogen har hverken lyst til uddannelse eller job,” forklarer Rie Thomsen. ”Grundlæggende skal man i vejledningen så arbejde med, hvad der skal til, for at det her unge menneske får øje på nogle veje. Men i lige så høj grad skal vi se på, hvad det er for nogle omstændigheder, som har bragt den unge i den situation. Og med dén samlede viden skal vi se på, hvad det er for nogle erfaringer, der kan hjælpe den unge til at kunne se sig selv i uddannelse eller job.”
Lige i den situation er det meget vigtigt ikke at få individualiseret problemet, understreger hun.
”Det er vigtigt, at de unge, der ikke har lyst til uddannelse eller job, ikke bliver gjort forkerte eller oplever, at der er noget galt med dem. Vi må ikke gøre det til den enkeltes ansvar alene,” forklarer Rie Thomsen.
Hun peger på, at målet med vejledning – og med vores pædagogiske institutioner og uddannelser i det hele taget – er at muliggøre, at den enkelte kan deltage i samfundet.
”Vi er her ikke for at overlade det til den enkelte. Vi er her for at være med i den relation og i de processer,” siger Rie Thomsen.
Der er dog ikke noget galt med, at vejledningen har fokus på, hvad unge har lyst til.
”Vi skal anerkende, at vejledning har en stor styrke i at lade mennesker – unge som ældre – udforske deres lyst i forhold til uddannelse og arbejde, og at den udforskning ikke kun er at kigge på, hvad der er inde i mennesket selv, men også i relation til alle de muligheder, der er, som vejlederne har en dybdegående viden om. På den måde bliver lysten hverken individualiseret eller foregår i blinde,” forklarer Rie Thomsen.
”Som menneske kan man ikke drømme om uddannelser og job, som man ikke kender til. Man kan kun se mulighederne fra det punkt, man står på i verden.”
Kristina Mariager Anderson
Vi ved, at det gør en forskel, når vejledningen er integreret i hverdagen og i de enkelte fag, og når lærerne samarbejder tæt med vejledere og også tager vejledningsopgaven på sig.
”Lærerne og vejledere har forskellige indsigter i de unges liv og situation. Lærerne har kendskab til de unges søskende og forældre, ved måske, hvad de bøvler med, og hvordan relationerne er i klassen. Så når de to fagligheder er et fælles net, som tænker, at karrierelæring ikke er noget adskilt fra det, der i øvrigt sker i folkeskolen, så kan vi bedre hjælpe de unge med at forstå den verden, som de skal være deltagere i,” siger Kristina Mariager-Anderson.
Og det er et fælles ansvar hos alle de voksne omkring de unge at hjælpe med at åbne verden og mulighederne op. For som de to forskere gentagne gange pointerer: Det er svært at drømme om noget, som man ikke ved eksisterer.
”Vi skal passe på med at individualisere det her og tænke, at lyst er noget, der bor inde i os. For så vil manglende lyst og motivation jo også bo inde i de unge. I stedet må vi se på samspillet mellem de unge og de muligheder, der er til rådighed. Som menneske kan man ikke drømme om uddannelser og job, som man ikke kender til. Man kan kun se mulighederne fra det punkt, man står på i verden, og unge møder ikke de samme muligheder, mennesker og erfaringer. Derfor er lyst heller ikke blot et individuelt anliggende, men hænger sammen med de muligheder for deltagelse, udforskning og læring, som forskellige unge får adgang til. Så måske handler det ikke om at skabe lysten i de unge, men om at man skaber nogle rammer og muligheder for at afprøve nogle ting, danne sig erfaringer og blive klogere på verden og sig selv i verden,” pointerer Kristina Mariager-Anderson.
Som vejledere, lærere og forældre skal vi måske også af og til lige klappe hesten, når vi forestiller os, at de unge helst skal brænde af lyst og motivation til en bestemt uddannelse. Rie Thomsen siger:
”Jeg er ikke nødvendigvis fortaler for, at vi skal sige til unge, at de skal vælge en uddannelse, de virkelig brænder for, og at det skal føles rigtigt i hele kroppen. Det er ikke dén slags lyst, vi taler om. Vi taler om, at hvis man skal gennemføre noget, så skal det føles meningsfuldt.”
Og den mening kan gro frem mange forskellige steder.
”Hvis en ung i 9. klasse siger ’Jeg vil i gymnasiet, for det skal mine venner!’, så vil jeg sige: Fino kanino! Hvis det betyder så meget for dig at være sammen med dine venner, så gør du det. Bare du er klar over, at det også er dét, som skal bære dig igennem, når du undervejs kommer til at slide i det og måske også får nogle nederlag. Vi voksne vælger jo også arbejdsopgaver ud fra, hvem vi skal arbejde sammen med, og ikke nødvendigvis efter hvad vi er bedst til. Så hvorfor skal unge ikke også have lov til at udtrykke og følge deres lyst på den måde,” spørger Rie Thomsen.
”Det er jo ikke fordi, at så snart alle har lyst, så kører det hele. Sådan er det ikke. Men lyst er dog en faktor for at lykkes og få et arbejdsliv, som er meningsfuldt. Det er selvindlysende, at undervejs i ens uddannelses- og arbejdsliv – og i alle andre aspekter af livet – der kan lysten ikke altid komme foran. Men vi er nødt til at have et minimum af lyst,” siger Rie Thomsen.
Og så kan det godt være, at vi indimellem i løbet af vores uddannelses- og arbejdsliv har perioder, hvor vi bider tænderne sammen og gør noget ikke blot af lyst, men fordi vi skal, eller fordi der venter noget ude på den anden side.
”At have lyst til noget er ikke nødvendigvis en boblende glæde, du har i dig hver dag, fordi du brænder for noget. Men lyst er det, der får dig til at handle. Fx ved at gå hen på en uddannelsesinstitution hver dag for at få en uddannelse. Og dét er vigtigt. Derfor er det også et fælles ansvar at sikre, at lysten er der. Det er ikke kun de unges ansvar,” forklarer hun.
”Vi skal holde fingrene af fedtefadet i forhold til, hvad unge bør og skal vælge. Det er de unges egen vurdering, deres lyst og deres eget valg.”
Rie Thomsen
Det modsatte af lyst kunne være tvang. Og her skal man fra politisk hold være varsom. Fx er der politisk blevet kommunikeret, at vejledning skal bidrage til, at flere får en erhvervsuddannelse. Men den slags kommunikation er i modstrid med vejlederfagligheden, pointerer Rie Thomsen. For vejledning handler grundlæggende om at hjælpe et menneske med at finde ud af, hvad han eller hun kan se sig selv i eller få lyst til. Og det sker gennem oplevelser og ny viden.
”Så når politikerne slipper idéen om, at vejledningen skal gøre noget bestemt, så kan det faktisk godt understøtte, at flere vælger en erhvervsuddannelse. Men den politiske kommunikation har den konsekvens, at nogle unge tænker, ’så skal jeg i hvert fald ikke til vejledning, for der bliver man overtalt til at tage en erhvervsuddannelse!’ Det er jo den situation, vi har haft,” siger Rie Thomsen og understreger, at det er fint, at vi som samfund ønsker at gøre noget ved, at vi kigger ind i en fremtid, hvor vi mangler faglærte. Men midlet til at få flere faglærte er gode vejledningsaktiviteter, som præsenterer erhvervsuddannelserne meningsfuldt
”Vi skal have gode aktiviteter og introducere alle ungdomsuddannelser ligeværdigt og med høj kvalitet. Men vi skal holde fingrene af fedtefadet i forhold til, hvad unge bør og skal vælge. Det er de unges egen vurdering, deres lyst og deres eget valg,” siger Rie Thomsen.
Og så skal vi jo i øvrigt tage højde for, at vi alle skal være mange årtier på arbejdsmarkedet, og at vores lyst i arbejdslivet ændrer sig gennem livet. Mange ønsker undervejs i deres karriere at lave et sporskifte, og her kunne vi med fordel skabe et langt bedre overblik over, hvilke vejledningsmuligheder vi alle sammen har adgang til gennem vores arbejdsliv, mener Rie Thomsen.
Hun og Kristina Mariager-Anderson har sammen lavet en undersøgelse af voksne menneskers overgange i arbejdslivet. Herfra ved vi, at vi mennesker meget ofte får lyst til et sporskifte i vores karriere mange år før, vi fører det ud i livet. Og her kunne vi godt som samfund i langt højere grad støtte voksne på arbejdsmarkedet, påpeger Rie Thomsen. For i dag ved de færreste, hvor de skal gå hen for at blive vejledt, hvis livet ændrer sig, eller de får lyst til et nyt fag eller en ny uddannelse.
”Langt de fleste får ikke nogen hjælp eller sparring og går med tankerne om et sporskifte meget længe. Vores undersøgelse viste, at det er enormt diffust at finde ud af for folk. Så deres lyst bliver forløst meget sent. Og det kan i sig selv medføre en ulyst. Og det er ærgerligt,” siger Rie Thomsen.
Læs forskningsrapporten om Samvej her: Virkeligheden gør en forskel
Læs en artikel om Samvej her: Samarbejde om job og uddannelse gør skolen virkelighedsnær for de ældste elever
Professor i karrierevejledning og overgange ved DPU, Aarhus Universitet. Forsker bl.a. i overgange, karrierelæring, uddannelses- og karrierevejledning, fællesskaber og social retfærdighed. Rie er Danmarks første professor i karrierevejledning og er koordinator for DPU’s Master i professionel vejledning.
Lektor i vejledning ved DPU, Aarhus Universitet og professor II i karrierevejledning ved University of South-Eastern Norway. Forsker bl.a. i karrierevejledning, uddannelses- og arbejdslivsovergange, unges deltagelsesmuligheder samt kritiske perspektiver på vejledning. Hun underviser på DPU’s Master i professionel vejledning og på bachelor- og kandidatuddannelsen i Uddannelsesvidenskab.
NR. 115
TEMA: Lyst til læring
OKTOBER 2026