Skal vi styrke børns læse- og skrivelyst, må vi interessere os for deres oplevelser

”Jeg har siden advaret om, at vi ville se endnu et fald, hvis vi ikke gjorde noget. Men intet er sket. I hvert fald ikke noget, der ændrer noget. Man forbedrer ikke elevernes læsekompetencer ved at forbyde mobiltelefoner, investere i nye bøger eller ved nogle af de andre ’quick fixes’, som politikerne hiver op af hatten,” siger han og slår fast, at det er komplekst at løse den læsekrise, vi for ham at se står i. 

”PISA-rapporten peger blandt andet på, at flere elever har skolefravær, og at flere elever ikke forstår meningen med skolen. Men det handler også om forringelser på læreruddannelsen, om lærere, der er pressede på tid, den måde, vi laver læseprøver på i folkeskolen – og om lukning af skolebiblioteker. Og så har sociale medier en betydning, men det er ikke hele årsagen,” siger han.

Der er for Simon Skov Fougt ingen tvivl om, at der skal sættes ind bredt, hvis vi skal vende den nedadgående læsekurve. Og et sted at starte kunne, ifølge Simon Skov Fougt, være at interessere os for, hvornår børn faktisk oplever læseglæde. 

”Det er indlysende, at der er en sammenhæng mellem læseglæde og læsekompetencer. Det er velbelyst i motivationsforskningen, at kaster du dig helhjertet over noget, så er der større sandsynlighed for, at du bliver god til det,” siger han.

For ham, er det vigtigt, at vi skelner mellem henholdsvis læselyst og læseglæde.

”Jeg forstår læseglæde som noget, der er i mig, mens læselyst er noget, der opstår i nuet. Jeg elsker at læse og har en enorm læseglæde, men jeg har ikke lyst til at læse lige nu, hvor jeg snakker med dig. Og det er heller ikke alt, jeg har lyst til at læse. Pointen er, at det er elevernes iboende læseglæde, der er vigtig at udvikle i folkeskolen, og altså det, litteraturundervisningen bør sigte imod,” siger han. 

Skal vi fremme børns skrivelyst, må vi, ligesom når vi skal fremme læselyst, være nysgerrige på børns skriveoplevelser. Stine Heger definerer ’lyst’ lidt anderledes end Simon Skov Fougt. 

”Ser vi på forskningen, kan man sige, at skrivelyst er en slags paraplybetegnelse, hvor skriveglæde er én måde at tale om skrivelyst på, motivation er en anden og engagement en tredje,” siger hun og peger på, at skrivelyst ikke skal forstås statisk.

”Vi skal passe på med at gøre skrivelyst til noget, man enten har eller ikke har. Det er afhængigt af en række faktorer. I skolens skriveundervisning kommer det ofte til at handle om, hvordan vi får eleverne til at deltage i undervisningen og skrive noget, som har en vis kvalitet; men jeg tror, vi skal se mere på, hvad det er for nogle oplevelser, børnene har, og hvilke rammer vi skaber om skrivningen,” siger hun.

Lysten driver værket

Inden vi dykker mere ned i, hvordan vi bedst fremmer børns glæde ved – eller lyst til – at læse og skrive, så lad os lige se lidt mere på, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at føle lyst eller glæde for at blive en god skriver eller læser.

Ser vi på læsning, skelner den amerikanske forsker i læsning Louise Rosenblatt (1904-2005) mellem det, hun kalder ’efferent reading’ (nyttelæsning) og ’aesthetic reading’ (oplevelseslæsning). Mens en nyttelæsers opmærksomhed er rettet mod den viden eller information, man kan tage med sig fra teksten, er en oplevelseslæsers opmærksomhed rettet mod oplevelsen i læseøjeblikket, altså hvad man føler, sanser og forestiller sig. 

”Man kan nok godt blive en ok nyttelæser uden at have læseglæde. Men det er jo ikke grunden til, at du skal læse litteratur. Det skal du for at forstå dig selv og den verden, du er en del af. Derfor må det også være den æstetiske læsning, der står i centrum i litteraturundervisningen i folkeskolen,” siger Simon Skov Fougt og tilføjer, at man med en sådan undervisning også bliver en bedre nyttelæser, men at det, som det er nu, kun er nyttelæsningen, der fremmes i folkeskolen.

”Den litteraturundervisning, vi har i folkeskolen, med fokus på analysemodeller og ’rigtige og forkerte’ svar fremmer ikke den æstetiske læsning,” siger han.

Også når det handler om skrivning, kan en vis portion lyst være vigtig, hvis man skal blive god til at udtrykke sig på skrift, forklarer Stine Heger.

”Fra forskningen ved vi, at der er en sammenhæng mellem at have lyst til at skrive og at skrive gode tekster, men vi ved ikke, om man bliver god af at have lyst, eller om man får lyst af at være god. Men man kan sige, at for at udvikle sig som skriver, er man nødt til at øve sig. Jo mere man øver sig, jo bedre bliver man. På den måde spiller lyst en rolle,” siger hun og fremhæver, at lyst til at skrive ikke nødvendigvis skal forstås som en indre kreativ passion. 

”Nogle vil opleve det sådan, men langt fra alle. Men man kan gøre en stor forskel i skolen ved at blive mere opmærksom på rammerne og fællesskabet om skrivning, og på om de opgaver, eleverne bliver stillet, giver mening for dem,” siger hun.

Glæden ved at skrive sammen

For at blive klogere på, hvad der kan få børn til at opleve skrivelyst, undersøgte Stine Heger i sin ph.d-afhandling, hvordan børn, der frivilligt har tilmeldt sig en forfatterskole, finder glæde i at skrive. De senere år har flere og flere børn tilmeldt sig forfatterskoler for børn i deres fritid, og hun antog, at netop disse børns skrivning kunne lære os noget om skrivelyst. 

Over halvandet år deltog hun derfor i skriveundervisning på udvalgte forfatterskoler og talte med børnene om, hvad de godt kunne lide ved at skrive, og hvorfor de kunne lide at være på forfatterskolen. Det viste sig, at børnene blandt andet vægtede fællesskabet om skrivning meget højt. 

”De sad måske bare stille og skrev ved siden af hinanden, men der var et reelt fællesskab. De udvekslede erfaringer med skriveprocessen og hjalp hinanden med at finde på. Og de oplevede, i modsætning til deres erfaringer fra skolen, at der var en opmuntrende atmosfære, hvor det at skrive i sig selv var vigtigt, også selvom teksten måske ikke blev færdig eller særlig god. De oplevede også, at der var plads til at vise sårbarhed omkring det at skrive,” siger Stine Heger.

En anden faktor, der ifølge Stine Heger viste sig at have betydning for børnene, var frihed. Det at de havde indflydelse på, hvad de ville skrive, og at de havde mulighed for at vælge at skrive noget andet end lige præcis det, underviseren lagde op til.

”Det er jo ret interessant, at frihed har så stor betydning for skrivelysten. Det kan selvfølgelig aldrig være fuldstændig frit i skolen, og det skal det heller ikke. Men måske kan man skabe en balance mellem nogle rammer og en vis mulighed for at udfolde sig frit. Det kan også være selve skriveprocessen, som man giver eleverne mere medbestemmelse i forhold til,” siger hun.

Også muligheden for at udfolde fantasien var en faktor, som børnene fremhævede. Og netop det, at fantasien spiller en rolle for skrivningen, er der ifølge Stine Heger forskningsmæssigt belæg for. 

”Der er skriveforskere, der har peget på, at fantasi er grundlæggende for alle skriveformer. Børnene på forfatterskolen gav udtryk for, at fantasi i skrivning var noget, de ikke oplevede, at der var så meget plads til i skolen,” siger hun.

”Når man siger til lærere, at de selv skal deltage i skrivning, kan nogle godt blive lidt overvældede. Men faktisk tror jeg ikke, at det kræver så store forandringer. Det kan være, man bruger 20 minutter i forberedelsen på selv at afprøve skriveopgaven og så i undervisningen refererer til, hvordan man oplevede det. Den skrivende dansklærer kunne også med fordel tænkes mere ind i uddannelsen af dansklærere på læreruddannelsen,” siger hun. 

Sammen med Kristine Kabel, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, har Stine Heger netop udgivet en forskningsoversigt, der viser, hvad dansk og international forskning siger om børn og unges skrivelyst. Her kunne de konstatere, at de fire temaer, som børnene på forfatterskolerne pegede på, er gennemgående i forskningen. 

”Skal man som dansklærer lykkes med at styrke børn og unges skrivelyst, anbefaler vi derfor blandt andet at etablere skrivefællesskaber, at give mulighed for at eleverne kan skrive med en vis frihed, medbestemmelse og fantasi, og at dansklæreren selv bliver mere aktivt skrivende,” siger Stine Heger. 

Læsning er mere end bare en bog

Ifølge Simon Skov Fougt går flere af de faktorer, som Stine Heger peger på, igen, når vi taler om læseglæde. Blandt andet friheden til selv at vælge.

Et af de problemer, Simon Skov Fougt ser i folkeskolen i forhold til at udvikle børns læseglæde, er, at man ofte kun giver eleverne mulighed for at læse den samme fælles bog eller tekst.

”En forudsætning for at kunne udvikle læseglæde er, at du læser noget, du synes er interessant, derfor er en af mine kæpheste, at der skal være et skolebibliotek på alle skoler, der er bemandet af en bibliotekar, der kan guide til lige præcis den bog, du har interesse for. For det er jo virkelig subjektivt,” siger han.

Også det at opbygge et fællesskab og et miljø omkring læsningen er vigtigt for at fremme læseglæden, pointerer Simon Skov Fougt.

Han har netop været involveret i projektet Læsekultur Svendborg, der er et samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, Svendborg børnebibliotek, tre lokale skoler og den lokale SFO juniorklub. Projektet handler om, hvordan man kan fremme elevernes læseglæde og har blandt andet haft fokus på at skabe et miljø om læsningen.

”Bibliotekarerne byggede blandt andet læsemøbler ud af nogle IKEA-senge sammen med eleverne for at skabe et læsemiljø på skolerne, hvor der er rart at være. Det at læse handler ikke bare om bogen. Det handler også om at opbygge en kultur omkring læsningen,” siger han og refererer til et amerikansk studie, der beskriver nogle drenge, der læser ’Manga’ sammen efter skole – for så at gå ud i haven og iscenesætte den kamp, de lige har læst om. Bagefter sætter de sig ved computeren for at undersøge noget, de er blevet nysgerrige på. 

”Det er også læsning. Og det er den slags universer, vi voksne skal fremelske. Jeg bruger rigtig meget tid på at bygge læsehuler sammen med min datter. Det tager nogle gange en time. Og så læser hun måske ti minutter. Og det er fint. Hun har haft en god oplevelse. Og det har jeg også,” siger Simon Skov Fougt.

Fokus på oplevelser frem for modeller

Kunne Simon Skov Fougt bestemme, så litteraturundervisningen i folkeskolen helt anderledes ud, end den gør i dag. Den gode litteraturundervisning tager nemlig ikke afsæt i analysemodeller, men i elevens oplevelse af teksten.

”Vil vi virkelig fremme elevernes læseglæde, kræver det for mig at se en helt anden form for respektfuld dialog, hvor man stiller sig nysgerrig over for, hvad eleven oplever og tænker. Jeg siger ikke, at analysemodeller er skidt, men man skal ikke lære modeller for modellens skyld. Man skal lære dem, fordi man kan bruge dem til at argumentere for de oplevelser, man har,” siger han og fortæller, at han netop er blevet færdig med at udvikle et læremiddel, der skal løfte litteraturundervisningen i udskolingen. 

”Sammen med en lærer har vi lavet et tema om det at være ung. Det har vi, fordi vi gerne vil have eleverne til at forholde sig til sig selv som mennesker. Det er den slags litteraturforløb, der hjælper os til at reflektere over os selv, jeg gerne vil have mere af,” siger han.

Han mener, at afgangsprøven i læsning, som den på nuværende tidspunkt ser ud i dansk i folkeskolen, ødelægger den gode læseoplevelse – og at prøvens form smitter af på den måde, som litteraturundervisningen praktiseres på i folkeskolen. 

Prøven består af fem tekster, som eleverne på 30 minutter skal læse og besvare en række spørgsmål til. 

”Det er ikke en undersøgelse af elevernes læseforståelse, men en hastighedskonkurrence. Læsehastighed betyder noget, men det er ikke læseforståelse – og slet ikke læsekompetence. I dette års prøve var fire ud af de fem tekster fagtekster, og én var skønlitterær. Elevernes læsning vurderes altså med meget stor overvægt af fagtekster,” siger han og peger på, at den forsøgsprøve, der har været i mundtlig dansk, er et skridt i den rigtige retning. 

”Det er en helt anden tilgang, hvor man skal bruge det, man har læst, til at diskutere, argumentere og forholde sig til teksterne i stedet for som udgangspunkt at analysere dem. Det understøtter den oplevelsesorienterede tilgang til litteratur, som jeg synes, vi skal fremme,” siger han.

Hjemmet er afgørende

Læseforskning viser desuden, at hjemmet og forældrene spiller en afgørende rolle i forhold til udviklingen af læseglæde hos børn. For et par år siden lavede Simon Skov Fougt et forskningsprojekt i Rudersdal Kommune, hvor han undersøgte læselyst blandt folkeskoleelever og forældre.

”Her kunne vi se, at alle de førskoleaktiviteter som for eksempel oplæsning, historiefortælling eller sang, der foregår i hjemmet, før eleverne starter i 0. klasse, har en signifikant effekt hele vejen op til 9. klasse. Hjemmet er den allermest afgørende faktor for læseglæden. Og det, vi gør som forældre, er afgørende. Det betyder noget, at min datter ser mig med en avis eller en bog og ikke med en skærm, og at vi skaber hyggelige stunder om det at læse,” siger han og skynder sig at tilføje, at der også er børn fra ikke ressourcestærke hjem, der bliver glade for at læse. 

”Men det kræver, at vi giver dem mulighed for at hente inspiration og fællesskab omkring læsning andre steder. Jeg drømmer om at efteruddanne ’læse-pædagoger’ – altså fritidspædagoger med efteruddannelse i læsning, der får nogle redskaber til at lave sådan en lystbetonet læsning med børnene. Det kunne være en måde at gøre det på. Men det handler jo alt sammen om, hvor mange ressourcer, vi er parate til at investere i børns læseglæde,” siger han.

I forhold til skrivning er der, ifølge Stine Heger, ikke særlig meget forskning, der undersøger forældrenes betydning. Men til gengæld er der en del forskning, der peger mere generelt på, at voksnes interesse og engagement i, hvad børn interesserer sig for, har betydning for skrivelyst. 

”Jeg har fulgt mange forfatterbesøg i folkeskolen. Når der kommer en voksen, som gør noget nyt og anderledes, og som engagerer sig i og går i dialog med eleverne om deres skrivning på en anden måde, end de er vant til, så begynder flere af de elever, der normalt ikke interesserer sig for at skrive, faktisk at skrive,” siger hun.

En halv milliard er ikke løsningen

I øjeblikket samarbejder Simon Skov Fougt med Rudersdal Kommune om – på baggrund af den undersøgelse, han har lavet – at iværksætte en række tiltag, der skal fremme elevernes læseglæde. Han er intet mindre end imponeret over den måde, kommunen går til opgaven på.

”Jeg har aldrig før oplevet, at en undersøgelse er blevet taget så seriøst så hurtigt. Jeg har lige været til et møde om, hvordan man kan fremme undervisning i kildekritik, og jeg har haft flere møder om, hvordan vi kan få forældrene mere på banen. Der er stormøde om læsning for alle kommunens pædagoger her i september, der er sat penge af til at genoprette skolebibliotekerne, og der er planer om at inddrage kommunens dagtilbud,” fortæller han og tilføjer:

”Det mener jeg, man kunne lære meget af nationalt. Der er som sagt mange årsager til, at læselysten er dalet, og derfor er vi også nødt til at sætte ind på mange parametre, hvis vi vil ændre noget. Vi kan ikke fikse det ved at give en halv milliard til nye bøger, som er det, der ofte sker, når politikerne får øje på, at 30 procent af vores unge ikke har alderssvarende læsefærdigheder,” siger han.

For Stine Heger er det afgørende, at vi får sat gang i undersøgelser, der giver os viden om, hvordan det står til med danske elevers skrivevaner og skrivelyst – og dermed også, hvordan man bør sætte ind for at styrke dem.

”Skal vi blive bedre til at fremme børns skrivelyst herhjemme, er det nødvendigt, at vi får lavet egentlige undersøgelser af skrivelyst i de danske klasserum. Ligesom vi skal have gang i undersøgelser af børns skrivevaner på tværs af skole og fritid,” opfordrer Stine Heger.