Asterisk nr. 115 - Oktober 2026 - Tema: Lyst til læring
At være soldat er den vildeste profession, der findes, og du skal virkelig ville det. Men det skal du også, selvom du har valgt en mere fredelig profession, for i dag er det ikke nok at leve op til den professionelle rolle – du skal også gøre det på din egen måde. Derfor er vilje vigtigere end lyst, uanset om du er soldat, lærer eller skoleelev.
Lyt til artiklen
I dokumentarfilmen Armadillo fra 2010 følger vi en gruppe danske soldater, mens de er udsendt til Helmandprovinsen i Afghanistan. Inden afrejsen fortæller soldaterne, hvorfor de har meldt sig til missionen. Var det af pligtfølelse, eller fordi de ville bidrage til den internationale kamp mod terrorisme? Nej, ikke først og fremmest. Nogle af soldaterne så det mere som et spændende eventyr eller et selvrealiseringsprojekt, hvor de kunne komme ud og prøve sig selv af.
I dag kan man nemlig godt være professionel soldat, selvom drivkraften er et personligt projekt, lyder det fra Lars Geer Hammershøj, lektor ved DPU, Aarhus Universitet.
”I dag er vores forhold til den profession, vi vælger, individualiseret. Dvs. vi bliver ikke som tidligere bare socialiseret ind i de forskellige professioner, hvor vi så udfylder de veldefinerede roller som lærer, pædagog eller soldat. Vi vil være lærer, pædagog eller soldat på vores egen måde, og det er ikke uforeneligt med at tage den professionelle rolle på sig,” siger han.
Han har de seneste 10 år arbejdet med begrebet professionsdannelse, senest i samarbejde med Forsvaret, hvor begrebet militær professionsdannelse skal indfange de egenskaber, det kræver at være en dannet soldat – dvs. en soldat, der forholder sig reflekterende til militærprofessionen og derved bliver professionel på sin personlige måde.
”I dag skal du prøve at finde ud af, hvordan du vil udfylde rollen som soldat på netop din måde. Det understøttes på sergent- og officersuddannelserne.”
Lars Geer Hammershøj
At vi i dag ønsker at være professionelle på vores egen måde, er ifølge Lars Geer Hammershøj karakteristisk for den individualisering, der præger vores tid – en tendens, der har vokset sig stærkere gennem de seneste 50 år, og som kommer til udtryk både i vores forhold til uddannelse og til arbejdsmarkedet.
Hvordan det viser sig i skolen, vender vi tilbage til, men vi tager først en runde med militærprofessionen. Vi forbinder traditionelt det at være soldat med at gå 100 % ind i tjenesten, hvor man i overført forstand ofrer sin individualitet på professionens alter. Men hvor stærk individualiseringstendensen er blevet i dag, viser sig ved, at selv i Forsvaret socialiseres man ikke længere bare ind i rollen som soldat.
”Du får ikke et mere radikalt arbejde end at være soldat. Du risikerer dit liv, og det kan være det mest anstrengende, udmattende og chokerende, du kan forestille dig. Men du kan også gøre de vildeste erfaringer. Og i dag skal du prøve at finde ud af, hvordan du vil udfylde rollen som soldat på netop din måde. Det understøttes på sergent- og officersuddannelserne, hvor eleverne opfordres til at finde ud af, hvilken slags leder eller officer, de gerne selv vil være – og om nødvendigt bryde tillærte forestillinger om, hvad en sergent eller officer er, og gennem egne erfaringer finde ud af, hvad der virker, og hvad der er vigtigt for netop dem,” siger Lars Geer Hammershøj.
Den personlige motivation vil altid stå i et spændingsforhold til det professionelle. De kan være i konflikt med hinanden, men sådan behøver det ikke være – hvis din personlige motivation for fx at være soldat er orienteret af det professionelle, forklarer Lars Geer Hammershøj.
”Hvis du ved, hvad det vil sige at være en professionel soldat, og hvad professionen kræver af dig, og hvis du faktisk agerer professionelt i situationen, er det ikke et problem, hvis din personlige motivation ikke falder én til én sammen med professionens formål,” siger Lars Geer Hammershøj.
Lars Geer Hammershøj har udviklet begrebet professionsdannelse under indtryk af to dominerende tendenser i tiden. For det første den stigende individualisering, hvor det bliver vigtigt for den enkelte faktisk at have lyst til de ting, man gør i sit professionelle liv, og at vide, hvorfor man gør det. Og tilsvarende i skole- og uddannelsessammenhæng, hvor det bliver vigtigt at have lyst til at lære det, man skal, og at vide, hvorfor man skal lære det.
For det andet den fornemmelse af, at forandringer sker hastigere og hastigere, som ikke mindst den tyske sociolog Hartmut Rosa har beskrevet grundigt med sit begreb ’accelerationssamfundet’, forklarer Lars Geer Hammershøj.
At være professionel i en tid med disse tendenser kalder altså på professionsdannelse – en særligt arbejdsrelateret dannelse, der er specifik for hver profession, men består af fire grundkomponenter, der ifølge Lars Geer Hammershøj er fælles for alle professioner: Vilje, dømmekraft, innovation og relationer.
Viljen er naturligvis ikke en ny opfindelse. Kigger vi igen på Forsvaret, har krig altid krævet vilje, men tidligere måtte man mobilisere den som en del af den rolle, man blev socialiseret ind i – eller tvunget ind i, fordi man kom i fængsel eller blev skudt, hvis man ikke ville.
”Vilje indebærer, at du vil din profession med de regler, rammer og formål, der gælder. Som soldat skal du naturligvis acceptere, at du er en del af militæret, at du skal adlyde ordrer, og at formålet er at forsvare Danmark. Tidligere satte man ikke spørgsmålstegn ved den praksis og de traditioner, der fulgte med professionen. I dag kan man godt ville professionen og samtidig være kritisk over for dele af den praksis og de traditioner, fx den seksualiserende tone, der tidligere har været i Forsvaret. Og hvis Forsvaret ikke ændrer praksis, kan konsekvensen være, at de unge vælger det fra,” siger Lars Geer Hammershøj.
At forholde sig kritisk-reflekterende til sin socialisering ind i militærprofessionen, var tidligere det rene kætteri.
”Under Første Verdenskrig blev de unge mænd totalt socialiseret ind i den anonyme rolle som soldat. Man gjorde, hvad der blev sagt, kravlede op af skyttegravene, når der blev blæst til angreb, løb ind i kugleregnen og blev mejet ned. Men op gennem det 20. århundrede og især efter Anden Verdenskrig sætter individualiseringen sig igennem. Vietnam-krigen markerer et vendepunkt, hvorefter de unge, måske forstærket af Ungdomsoprøret, i højere grad sætter spørgsmålstegn ved, om de vil deltage på professionens præmisser. Det er ikke tilfældigt, at antallet af militærnægtere i Danmark topper i 1970’erne,” siger Lars Geer Hammershøj.
Men krig er vildt og kaotisk, og man kan ikke drive et forsvar uden klare kommandolinjer, pointerer Lars Geer Hammershøj.
”At deltage i Forsvaret kræver, at man underlægger sig sine overordnede og adlyder ordrer. Man skal vide, hvornår man kan forsøge at være kritisk, og hvornår man skal lade være og bare udføre det, man bliver bedt om. Den store forskel fra tidligere er, at du i dag skal have vilje til at adlyde ordrer som en del af det at være professionel. Professionsdannelsen indebærer, at du aktivt forholder dig til din socialisering ind i Forsvarets kommandostrukturer og vælger, om du kan være i dem eller ej,” siger han.
En ting er danske soldater på mission i Afghanistan, noget andet alle dem, der gør frivillig tjeneste i Forsvaret uden at vide, om de en dag kommer i kamp eller ej. Hvad får dem til at melde sig under fanerne? Ifølge Lars Geer Hammershøj kan der være mange forskellige grunde, og en af de grunde, Forsvaret hører oftere og oftere, er fædrelandskærlighed eller et ønske om at forsvare sit land eller nogle værdier, som man føler er truet.
Men samtidig er der mange unge, som har svært ved at forholde sig til tanken om at skulle ofre sig for fædrelandet.
”Hvis du spørger de unge, om de er villige til at dø for at forsvare Danmark, er der relativt få, der svarer ja. Men hvis du spørger dem, om de er villige til det for at forsvare deres familie eller deres way of life, er der markant flere, der svarer ja. Jo tættere vi kommer på den enkeltes liv, jo større er offerviljen, og på den måde afspejler det individualiseringen. Det, der betyder mest, er viljen til at forsvare sine nærmeste og det liv, man ønsker at leve på sin måde,” siger Lars Geer Hammershøj.
”Forestillingen om, at vi voksne ved, hvad børnene skal lære, eller at vi ved, hvad det vil sige at være professionel i bestemte professioner, bliver undergravet af forandringshastigheden i vores samfund.”
Lars Geer Hammershøj
Det spændingsforhold mellem det personlige og det professionelle, der kommer radikalt til udtryk i Forsvaret, gør sig også gældende i en række andre professioner – og faktisk også i skolen og gymnasiet, selvom det ikke helt kan kaldes en profession at være gymnasie- eller grundskoleelev.
”Tidligere blev børn jo bare socialiseret ind i rollen som skoleelev, hvor de fik at vide, hvad de skulle lære, og så havde de bare at lære det. Men fra reformpædagogikken og frem og især efter 1975, hvor formuleringen ’lyst til at lære’ kom ind i Folkeskolens formålsparagraf, sker der et skifte hen imod, at vi gerne vil have, at eleverne selv har lyst til at lære,” siger Lars Geer Hammershøj.
Samtidig forandrer samfundet sig så hastigt, at det ikke er givet, at vi skal lære det samme om 10 år, som vi anser for naturligt at lære i dag. Det gælder både i skolen og i forhold til kompetencer på arbejdsmarkedet.
”Forestillingen om, at vi voksne ved, hvad børnene skal lære, eller at vi ved, hvad det vil sige at være professionel i bestemte professioner, bliver undergravet af forandringshastigheden i vores samfund. Når vi fx ser på udviklingen inden for kunstig intelligens, kan vi jo faktisk ikke vide, om den slags matematik, som man lærer i skolen eller gymnasiet i dag, vil være vigtig fremover, eller om der stadig vil være behov for at kunne læse og skrive,” siger Lars Geer Hammershøj.
Derfor hører man i dag oftere og oftere, at elever i skolen og gymnasiet spørger: ”Hvorfor skal vi lære det her, hvorfor er det vigtigt?”, fortæller han.
”Og det er jo faktisk rigtig gode spørgsmål, som lærerne får sværere og sværere ved at svare på. Når vi samtidig gerne vil have, at eleverne selv har lyst til at lære, kan det blive svært at motivere dem for skolen. Det er jo et problem, som vi også ser på arbejdsmarkedet, hvor det er svært at tiltrække og fastholde medarbejdere, hvis de ikke selv er motiveret for jobbet ved, at de fx personligt finder det meningsfuldt,” siger Lars Geer Hammershøj.
Ifølge Lars Geer Hammershøj er den helt store pædagogiske opgave i dag derfor at arbejde med viljen hos elever, studerende og professionelle på arbejdsmarkedet – helt generelt på tværs af professioner og uddannelsesinstitutioner. Og det særlige ved viljen er, at den kommer indefra.
”Du kan presse nogen til at gøre noget, men du kan ikke presse nogen til at ville noget. Hvis du har viljen til at gøre noget bestemt, er det fordi du på et eller andet niveau opfatter det som vigtigt eller som det rigtige at gøre ift. nogle formål, du kan identificere dig med, eller mål, du selv har,” siger Lars Geer Hammershøj.
Viljen er derfor forskellig fra det, vi ofte kalder ydre motivation: At man drives af et ønske om status, bedre karakterer, højere løn, om at vinde guldmedalje eller få anerkendelse af sine ledere.
”Her er det ting, du får af andre udefra, som du forsøger at leve op til. Men i viljen er det din egen overbevisning om, at noget er rigtigt eller vigtigt, der tæller,” siger Lars Geer Hammershøj.
Når det ifølge Lars Geer Hammershøj er problematisk at tale om ’lyst til at lære’, er det fordi lyst er en flygtig følelse, der kommer og går, og som altid er bundet til noget konkret. Elever kan have lyst til at arbejde med Vikingetiden, lyst til at læse en Harry Potter-bog, lyst til at lave et eksperiment i fysik eller lave en hylde i håndværk og design.
”Lyst er en følelse, der forbinder sig med et objekt. Men når skolen skal give eleverne ’lyst til at lære’ eller ’lyst til at lære mere’ er det netop ikke noget konkret, vi beder dem have lyst til. Det er noget så abstrakt som selve den fortløbende læreproces, de skal have lyst til, og det kan man ikke forlange af nogen, slet ikke af skolebørn,” siger han.
Når børn står med sommerfugle i maven på første skoledag og glæder sig til det nye liv, handler det derfor mere om vilje til at træde ind i rollen som skoleelev end om lyst til at lære, pointerer Lars Geer Hammershøj.
”Børnene kommer jo med en forestilling om, at nu skal de endelig i skole. De vil gerne være sådan nogle, der er blevet store og ikke mere går i børnehave, men i en klasse og som skal lære at læse og skrive. Men det er jo ikke selve det at læse og skrive, det handler om. Det er rollen som skoleelev, der betyder noget, og viljen til at være i den rolle skal skolen gøre alt for at understøtte,” siger Lars Geer Hammershøj.
Selvom der ikke er nogen opskrift på vilje, kan man ifølge Lars Geer Hammershøj godt pege på, hvad der kan skærpe folks vilje til at udfylde en professionel rolle – hvad enten man er elev, studerende, lærer, pædagog eller soldat – og hvordan man altså derfor kan arbejde pædagogisk med den.
”At man bliver overbevist om, at det, man gør, tjener et vigtigt formål, eller at hensigten med det er rigtig, kan skærpe viljen. Og så er drømme en effektiv måde at styrke din vilje på. At du drømmer om noget, der ligger uden for dig selv, men som du rigtig gerne vil opnå, og hvor vejen derhen ligger udover den rene lystfølelse her og nu – hvad enten det er dine personlige drømme eller drømme om, hvordan du kan bidrage til din profession eller til samfundet. Rent pædagogisk handler det om at åbne elevernes øjne for, at det her, det er fedt, det vil jeg drømme om at blive bedre til eller vide noget mere om, eller sådan et arbejde eller uddannelse vil jeg også gerne have engang,” siger Lars Geer Hammershøj.
Lars Geer Hammershøj har i perioden 2024-2026 i samarbejde med Forsvarsakademiet gennemført projektet ’Militær professionsdannelse’ om, hvad det vil sige at forholde sig professionelt som soldat og officer i dag.
Sammen med Vilhelm Stefan Holsting har han skrevet bogen ’Militær professionsdannelse’, der udkommer 2. november på Forlaget Samfundslitteratur.
I projektet har Lars Geer Hammershøj observeret undervisning og øvelser og gennemført interview på Forsvarets sergent- og officersuddannelser i både Flyvevåbnet, Søværnet og Hæren.
Lektor i uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i leg, kreativitet og dannelse – herunder professionsdannelse. Han underviser på DPU’s bachelor- og kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.
NR. 115
TEMA: Lyst til læring
OKTOBER 2026
