Asterisk nr. 115 - Oktober 2026 - Tema: Lyst til læring
Folkeskolen har i årtier skruet op for lysten og ned for de faglige præstationer, men børn lærer ikke nødvendigvis det, de har lyst til, og faglighed opstår ikke af sig selv. Det er tid at skabe en bedre balance mellem det, man har lyst til, og det man skal.
Lyt til artiklen
I Ordbog over det danske sprog kan man støde på ordet ’lysttime’, som er en fritime, hvor elever undtagelsesvist får fri til at gøre, hvad de nu har lyst til. I det danske skolesystem er lysten dog ikke isoleret til en enkelt time, den er snarere udpeget som drivkraften bag læring i alle timerne. Det er et stort problem, det er et samfundsproblem.
Ubalancen har konsekvenser på godt og ondt. Godt er det, at vi har fået en folkeskole, som er venlig mod børn og optaget af den enkeltes lyst til tryghed, trivsel og læring. Denne skole er på den ene side en skolehistorisk landvinding tilvejebragt gennem efterkrigstidens reformpædagogiske opgør med den autoritære pædagogik. På den anden side handler det ikke længere om det 20. århundredes opgør med ufrihed i form af frigørende eller frigjort pædagogik, for reformpædagogikken har sejret, faktisk ad helvede til – den blev for meget af det gode. Derfor bør det i 2026 handle om at afbalancere idéen om, at den enkelte bedst realiserer sig selv ved at forfølge sin lyst til trivsel og læring.
”I det danske skolesystem er lysten udpeget som drivkraften bag læring i alle timerne. Det er et stort problem, det er et samfundsproblem."
Claus Holm
For tiltroen til at der eksisterer en iboende drift mod at lære algebra, kasserollebøjninger og det periodiske system har lidt alvorlige knæk. Også den enkelte elevs selvbegrænsning af sin lystudfoldelse er svær at få øje på, det er sammenstød med fællesskabet, uro og mangel på disciplin til gengæld ikke. Der er brug for en bedre balance mellem lyst-ting og skal-ting, og det forudsætter nogle brud.
For det første kræver et brud med lysten som den vigtigste drivkraft bag læring ændringer af formålsformuleringer. Dagtilbuddet skal ikke kun sørge for, at barnet får lyst til at lære, grundskolen ikke kun for elevernes lyst til at lære mere, og de studieforberedende ungdomsuddannelser skal ikke kun fokusere på elevernes lyst til at læse videre. Lyst, lyst, lyst. Men uddannelse er ej blot til lyst – det er også en til tider smertelig pligt til at lære.
”Uddannelse er ej blot til lyst – det er også en til tider smertelig pligt til at lære."
Claus Holm
For det andet er der behov for et brud med ønskebarnstænkningen. De seneste mange generationer er født og vokset op som ønskebørn, og de nuværende voksne er faktisk ønskebørnenes ønskebørn. Derfor har vi i dag lystprægede voksne med en historisk stærk idé om, at deres, og, ikke mindst, deres barns ønsker skal spille førsteviolin. Det fører til forhandlinger, hvor forældre alt for ofte giver efter for barnets lyst, og mere generelt bidrager det til sammenstød, når dette leder til bestillinger på særbehandling. Det er i fællesskabets perspektiv asocial og uønsket adfærd.
For det tredje bør skolen igen italesættes som en ’skal-ting’, som man ikke kan vægre sig imod ved at sige, at man kun er til ’lyst-ting’. En teenager, som har det svært med allehånde skal-ting, bør ikke have forældreopbakning til at have det roligt og rigtig hyggeligt med at slibe både på havnen – og hvad han nu ellers har lyst til – i stedet for at gå i skole.
Med andre ord vil jeg vove pelsen og hævde, at hovedproblemet på tværs af dårlige PISA-resultater, skolefravær, ubalancerede formålsformuleringer i uddannelsessystemet og ønskebørns-problemer i hjem og skole, er, at folkeskolen og uddannelsessystemet i mange år har savnet vilje til at forpligte elever og studerende tilstrækkeligt på skal-ting i forhold til lyst-ting. Men som samfund har vi nu brug for også at kunne sige:
Fordi de SKAL lære noget!
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 115
TEMA: Lyst til læring
OKTOBER 2026
