Stine Marie Hur: Frigørelsens magt - Pædagogiske roller i relation til frie udviklingshæmmede voksne 67 sider ISBN 978-87-7430-044-1

 

Om bogen:

I 1998 blev serviceloven indført og med den en ny måde at italesætte den psykisk udviklingshæmmede borger. Institutionsbegrebet blev elimineret og ord som selvbestemmelse, medborgerskab og valgfrihed blev nu brugt til at omtale denne gruppe. Serviceloven er et forsøg på at gøre op med den isolation, der har præget handicapområdet og give den handicappede borger mulighed for at tage ansvar for eget liv. Sociologen Erving Goffman beskriver den totale institution, og det var dennes træk, med bl.a. isolation af beboeren fra omverden og alle serviceydelser samlet på et sted, som serviceloven søgte at udslette. Den udviklingshæmmede voksne er i dag borger i eget hjem, frem for beboer på en institution. Serviceydelser og botilbud er blevet adskilt således, at enhver serviceydelse nu tilbydes uanset boform. Ændringerne med mere valgfrihed i forhold til bolig kræver også noget af beboerne, bl.a. at man påtager sig ansvaret for at være 'herre i eget hus' (Socialministeriet 2007).

Indførelsen af serviceloven stiller selvsagt nogle nye krav til det pædagogiske personale. Nu skal bostedet i højere grad være præget af en hjemlig atmosfære frem for en institutionel. Der er forskel på fællesrum og privat bolig, og der gælder forskellige regler det ene og andet sted, selvom det ofte kun er en dør, der adskiller rummene fra hinanden. Magtanvendelser - forstået som fysisk tvang - skal undgås eller minimeres, til det "? det absolut nødvendige" (Ministrialtidende 2008). Men det betyder ikke, at der ikke foregår en styring af beboerne. Den er bare mere skjult end tidligere. Skellet mellem omsorgssvigt og omsorgspligt er essentielt og sætter pædagogernes faglighed på spidsen.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i en governmentality-analyse. Der er et særligt fokus på arbejdet efter institutionsbegrebets ophævelse i 1998, og den konkrete interaktionistiske relation mellem pædagog og beboer anskueliggøres gennem egne observationer fra et bofællesskab, der er den boform, der kommer tættest på integration i normalsamfundet, men som stadig tilbyder pædagogisk bistand døgnet rundt. Denne case benyttes til at identificere, hvilke roller pædagogen indtager overfor beboeren.

Tilsammen afdækker de to analyser, hvilke styringsmæssige sammenhænge og modsætninger, der er på og imellem makro-, meso- og mikroniveau i den pædagogiske magtudøvelse, og hvad disse har af betydning for pædagogernes arbejde.