(Varighed: 34 minutter)

Filmens hovedperson Hanne er 40 år gammel, har Downs syndrom og er blind. Fokuserer særligt på at demonstrere hvordan en meget systematiske og målrettet pædagogisk indsats skaber positiv udvikling med hensyn til færdigheder og trivsel. Desuden fokuseres på det ændrede menneskesyn i forhold til svært udviklingshæmmede.

(Varighed: 37 minutter)

Filmen fortæller hvordan både dårlige fysiske rammer, normeringer, problematisk samarbejde i personalegruppen samt ”forkert” menneskesyn har været medvirkende årsag til manglende udvikling og trivsel hos beboerne. I filmen Fortælles om processen med skift fra et fokus på ren pleje til et udviklingsfokus. Historien om beboeren Jørgen på ca. 38 år følges sideløbende. Der fokuseres på hvordan hans voldsomme og problematiske adfærd reduceres efter han kommer med i et ”Det ka´ nytte” projekt.

(Varighed: 19 minutter)

Opfølgning på hvordan det er gået hovedpersonen, Hanne fra film 1. I filmen fortælles hvordan Hannes udvikling er fortsat efter hun er flyttet til nyt botilbud (Kronborghus) med mere hensigtsmæssige fysiske rammer, og med en overordnet ”Det ka´ nytte” referenceramme som udgangspunkt for arbejdet. Dokumentation af at udvikling er mulig og pointering og understregning af at udviklingen betinges af de rette ressourcer, metoder og menneskesyn. Hanne tilværelse fremstilles som værende mere ”normaliseret” i og med at der vises flere scener hvor Hanne færdes udenfor boinstitutionen og benytter sig af samme tilbud som andre mennesker i det omkringliggende samfund (HT-bus, frisør, svømmehal), ligesom det pointeres at Hanne nu er kommet i dagtilbud og der vises flere scener her fra.

(Varighed: 40 minutter)

Filmen er bygget op omkring en fortælling vedrørende en pædagog (uerfaren på området), der søger arbejde på botilbudet Kronborghus. Filmen følger pædagogen fra jobsamtalen til arbejdet med en konkret beboer, Susanne, der har både syns- og hørenedsættelser. I filmen uddybes det hvad der kræves af en pædagog der skal arbejde efter ”Det ka´ nytte” principper. Personalet undervises af Poul-Erik Larsen der understreger ”Det ka’ nyttes” referenceramme/ menneskesyn: at normaludvikling forudsætter at der kompenseres for de medfødte skader og at årsagen til fejludvikling skal findes i den manglende kompensation. Desuden gennemgang af hvordan der arbejdes med ”Det ka´ nyttes” pædagogiske analysemodel i forhold til arbejdet med Susanne. I arbejdet med analysemodellen fremstår lederen som særligt ”Det ka´ nytte” kyndig sparringspartner. I filmen understregs det hvordan arbejdet er både hårdt men også fagligt spændende og udfordrende.

(Varighed: 27 minutter)

Filmen fokuserer på at fortælle hvordan det var ar vokse op som åndssvag på de danske centralinstitutioner i perioden fra ca.1950 – 1990. Dette gøres ved gennemgang af hovedpersonen Eigils livsforløb, og historien efterlader det indtryk at Eigils udvikling stort set kun er blevet dårligere fra han institutionsanbringes som 3½-årig (bl.a. mistede færdigheder ift. renlighed, at spise selv, forstå hvad der bliver sagt til ham) til han i 1988 kommer med i et ”Det ka´ nytte” projekt.  Årsagen til dette beskrives som værende betinget af dårlige miljømæssige forhold gennem hans opvækst. Eigil er 42 år og bor på Svaneparken da han kommer med i DKN projektet, og hans udvikling undervejs i et 2-årigt forløb beskriver, hvordan det er muligt at skabe en positiv udvikling for selv de allersvageste beboere. Desuden pointering af hvordan Eigils udvikling og trivsel er afhængig, særligt af personaleressourcer, men også de fysiske rammer tilskrives betydning.

(Varighed: 36 minutter)

Filmens institutionelle rammer adskiller sig fra de øvrige: Hovedpersonen Elna på 60 år der er døvblind er kommet i privat familiepleje i et ”almindeligt” hjem. Kommunikation og kommunikationsudvikling er centrale temaer, og der fokuseres særligt på anvendelsen af konkreter. Filmen fortæller hvordan Elnas trivsel og udvikling er forbedret med de ændrede rammer og metoder.