DPU

Aarhus Universitets segl

Komparativ skoleforskning

Nationalt Center for Skoleforskning er den danske partner i de internationale komparative storskalaundersøgelser undersøgelser, der gennemføres i regi af International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA). Centret varetager DPUs medlemskab af IEA og har det nationale ansvar for planlægning, gennemførelse og forankring af de internationale undersøgelser, som Danmark deltager i.

IEA består af universiteter og uafhængige forskningsinstitutioner fra mere end 60 lande, som gennemfører komparative og longitudinale undersøgelser af elevers færdigheder og kompetencer inden for blandt andet læsning, matematik, naturfag, digital kompetence og politisk dannelse. IEA varetager også en række undersøgelser på vegne af OECD.

IEA-undersøgelserne bygger på komparative forskningsdesigns, hvor forskellige landes skolesystemer analyseres og sammenlignes over tid. Ved at undersøge variationer mellem skole- og uddannelsessystemer og de kulturelle kontekster, tydeliggøres sammenhænge, som ikke ville kunne identificeres gennem isolerede nationale undersøgelser.

NCS fungerer også som nordisk hub for kapacitetsopbygning i relation til internationale storskalaundersøgelser og andre komparative forskningsdesigns med fokus på grundskole og tilgrænsende områder. Centeret gennemfører workshops, seminarer og konferencer med fokus på metodiske, analytiske og organisatoriske aspekter af denne type undersøgelser.