DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Om ICCS

Introduktion til ICCS 


Det overordnede formål med ICCS er igennem løbende internationale undersøgelser at kortlægge og sammenligne, hvordan forskellige skolesystemer forbereder eleverne til deres liv som voksne samfundsborgere – herunder ikke mindst hvordan den del af skolens virke er under udvikling og forandring i en globaliseret verden. Det sker først og fremmest ved at undersøge unges holdninger til sociale og politiske spørgsmål, deres viden om demokrati, politik og samfund og deres opfattelser af sig selv som borgere og skoleelever. Projektet inddrager desuden informationer fra lærere og skoleledere for at kortlægge, hvordan forskellige skoler konkret forholder sig til denne del af skolens virke.            

I ICCS arbejdes der ud fra den overordnede antagelse, at både gamle og nye konflikter mellem forskellige idealer for den gode demokratiske borger får en stadig større betydning i det 21. århundrede, hvor det er blevet en stor udfordring at finde balancen mellem det individuelle og det kollektive, det nationale og det globale. Som eksempler på de internationale fænomener, der tænkes at påvirke unges politiske dannelse, kan man nævne udfordringer med håndteringen af internettet, globale klimaforandringer, immigration, multikultur, international terror og det europæiske samarbejde i EU.

ICCS drejer sig ikke mindst om, hvordan globaliseringen og andre af samtidens fænomener afspejler sig i de unges hverdags- og skoleerfaringer, men også mere alment om, hvordan disse forskellige fænomener og tendenser på forskellige måder kan påvirke og stå som udfordring for skolerne i deres arbejde med denne del af skolens virke, både i den almene hverdagspraksis, i undervisning og i andre aktiviteter.

Den første ICCS-undersøgelse blev gennemført under navnet ICCS 2009, der senere blev fulgt op med ICCS 2016. Danske resultater fra de undersøgelser var og er på flere måder bemærkelsesværdige. Blandt andet viste det sig, at de danske elever havde nogle af de mest positive holdninger til klasserummet som ramme for demokratisk debat, og samtidig markerede de sig positivt som nogle af de dygtigste til at besvare forskellige faglige opgaver om demokrati, politik og samfundsforhold. 

ICCS ledes og koordineres internationalt af ACER i Australien (The Australian Council for Educational Research) og LPS i Italien (Universita degli Studi Roma Tre, v. Laboratorio di Pedagogia Sperimentale). Aktuelt (efteråret 2020) er ICCS ved at gennemføre en forundersøgelse forud for en ny international hovedundersøgelsen i foråret 2022 (ICCS 2022).

Etik og datasikkerhed

Alle respondenters deltagelse i de empiriske undersøgelser i ICCS foregår under garanti om fuld anonymitet.

Alle ICCS databaser er anonymiserede, og det er ulovligt for IEA’s datacenter at arbejde med personhenførbare data i internationale komparative undersøgelser.

Projektet offentliggør og behandler per definition ikke data, der kan henføres til institutioner eller personer. Denne anonymitet gælder både nationalt og internationalt.

Projektet rummer på den baggrund ikke vanskelige etiske problematikker omkring datahåndtering.

Finansiering

De enkelte lande finansierer deres egen forskning i ICCS. I Danmark samfinansieres projektet af Aarhus Universitet og Undervisningsministeriet. Europæiske lande i ICCS (2009 og 2016) modtager støtte fra et direktorat under EU Kommissionen til dele af deltagerlandenes omkostninger i forbindelse med det internationale samarbejde i IEA.