Besøg programmets egen hjemmeside Her
ASPPIN undersøger, hvordan naturoplevelser stimulerer legende fantasi, interaktion og kognition hos børn. Projektet studerer kulturelle læreprocesser gennem begreberne konvergent og divergent tænkning i relation til børns leg i naturen. De projektansvarlige, Theresa Schilhab og Gertrud Lynge Esbensen undersøger i samarbejde med Richard Dewhurst, hvordan børn som er mere eller mindre naturvante, leger spontant. Projektet er støttet af PlayTrack.
Gennem samlet set 10 dages observationer af leg i en dansk skov, sammenligner projektet fire grupper af børn i alderen 3-4 og 5-6 år. Det er projektets hypotese, at børnenes fortrolighed med natur afspejler sig i måden, de interagerer med naturen og hinanden under leg. Bl.a. er forventningen, at naturen faciliterer en mere åben og divergent tænkning gennem leg, som fx mere omfattende kreative og associative interaktioner og flere konkrete interaktioner med omgivelserne.
Børnegrupperne (mellem 10 -20 børn) blev rekrutteret fra børnehaver, der var enten overvejende by-børnehave (mindre erfaring med naturudflugter) eller naturbørnehave (meget erfaring med naturudflugter). Børnene blev ledsaget af det daglige personale og var opdelt i forhold til de grupper, de var vant til i børnehaven. Opholdet og legen i skoven foregik på udvalgte områder i en dansk blandingsskov med varieret bevoksning og vekslende terræn og med minimal voksen indblanding.
I observationsdagene har flere af børnene kortevarende båret diktafoner og Gopro kameraer under legen med henblik på at indsamle førstepersons data. Kameraerne blev således søgt monteret, så de indfangede, hvorhen barnet rettede sit blik. Et særligt aspekt af dataindsamlingen blev da, i hvilket omfang diktafoner og kameraer dvs. teknologi indgik i legen.