Hvad vil det sige at være kønsklog? Og hvordan arbejder man som pædagog, lærer, skoleledelse og fagprofessionel på skolerne med køn på kloge måder, sådan at ethvert barn får mulighed for at udleve sit potentiale og ikke bliver begrænset af kønnede fortællinger om, hvem fx naturfag og matematik er til.
Dorthe Staunæs, professor i socialpsykologi ved DPU, Aarhus Universitet har sammen med en gruppe kolleger gennemført en omfattende undersøgelse, hvor de bl.a. har set på piger inden for STEM-fag i skolen (STEM er den engelske forkortelse for ’Science, Technology, Engineering, Mathematics, dvs. matematik og de teknisk-naturvidenskabelige fag). Der findes mange myter om, at netop de fag er drengefag, men er det i virkeligheden myterne, som er problemet, og hvordan kan man som lærer komme ud over myter og fordomme, så man kan hjælpe med at give plads til, at alle børn kan finde disse fag spændende?
Du kan downloade en folder og lytte til en podcast, der opsummerer forskningen og som henvender sig direkte til pædagoger, lærere, skoleledelse og fagprofessionelle i grundskolen.
Materialet er finansieret af VILLUM FONDEN.