Når skolerne henviser elever til specialundervisning, er det især drenge. Når der er matematik eller naturfag på skemaet, er det især piger, der engagerer sig mindre og får lavere karakterer. To eksempler blandt mange, hentet fra forskningen, på uhensigtsmæssige kønsmønstre i danske børns skolegang.

Men forskningen viser også, at disse kønnede mønstre kan ændres gennem pædagogiske og didaktiske interventioner, fortæller Dorthe Staunæs, professor ved DPU, Aarhus Universitet, og leder af den nye kortlægning, der nu præsenteres i rapporten: ”Det lovende er kønsklogt og responsivt. En kortlægning af pædagogiske og didaktiske interventioner vedr. køn i naturfag, matematik og STEM-aktiviteter i grundskolen.”

Den danske grundskole bugner af initiativer og indsatser, der arbejder med bl.a. elevernes selvforståelse og sociale relationer i forhold til matematik, naturfag og de såkaldte STEM-aktiviteter (Science, Technology, Engineering, Mathematics), med disse fag og aktiviteters status og indhold, med eksperimenterende undervisningsmetoder og nye typer undervisningsmaterialer. Alt sammen for at få elever og især piger til at interessere sig mere for og klare sig bedre på dette felt.

Hidtil har der dog manglet et overblik over de mange og lovende indsatser, som fonde, skoler, professionshøjskoler og private organisationer sætter i søen for at rette op på kønsskævhederne. Som en del af kortlægningen har forskerne fra DPU derfor interviewet lærere, pædagoger, pædagogiske ledere og andre praktikere fra skoleverdenen samt medarbejdere fra ministerier, fonde og interesseorganisationer om, hvilken litteratur de finder anvendelig i deres interventioner, og hvad de savner viden om.

Varieret billede

Som en afgørende del af kortlægningen har de desuden gennemgået de seneste 20 års danske, nordiske og internationale forskningslitteratur på området og udvalgt i alt 171 studier, herunder fra Syd- og Østeuropa samt Mellemøsten, hvor langt flere kvinder end i Danmark befinder sig på videregående uddannelser inden for STEM-området.

”Vi vil gerne give et varieret billede af forskningen på området og har inddraget studier fra dele af verden, vi ikke normalt sammenligner os med. Men når vi nu herhjemme tilsyneladende bliver ved med at have et kønsproblem ift. skole og uddannelse, bør vi ikke kun spejde efter mulige løsninger inden for vores egen sammenhæng, men også kigge andre steder hen og se, hvad der er på færde der,” siger Helle Plauborg, lektor ved DPU, Aarhus Universitet og deltager i kortlægningen.

Forbindelsen mangler

Kortlægningen opsamler og analyserer både erfaringsviden og forskningslitteratur på området i relation til hinanden. Derved kan den pege på, at mange aktuelle pædagogiske og didaktiske indsatser i matematik, naturfag og STEM-aktiviteter i grundskolen enten kun er løst koblet til eller helt afkoblet fra den forskningsviden, der faktisk er tilgængelig.

”Meget af den viden og mange af de erfaringer, vi oparbejder, går tabt, fordi der ikke foregår nogen systematisk opsamling eller overordnet organisering af eller udveksling mellem de mange indsatser. Der foregår altså en masse på feltet, men en pæn del af det bliver glemt eller bevidst overset i ivrigheden efter at løse kønsgåderne på STEM-området gennem endnu en ny didaktisk og pædagogisk indsats. Vi peger derfor på vigtigheden af, at der ikke kun bruges ressourcer på spritnye initiativer, men nok så meget på at kvalificere og sammenkoble de begreber og interventioner, der allerede er ’opfundet’,” siger Dorthe Staunæs.

Når kortlægningen har særligt fokus på ligestilling og diversitet i forhold til naturfag, matematik og STEM-aktiviteter, er det bl.a. fordi både uddannelsessektoren, erhvervslivet og politiske beslutningstagere har et stærkt ønske om at styrke skoleelevers og især pigers deltagelse i og interesse for disse fag.

Føle for faget

At skele til praksis i andre kulturelle sammenhænge end vores egen er nyttigt i lyset af, at vi i Danmark har stort fokus på børn og unges følelser ift. fagene i skolen og i forbindelse med deres senere uddannelsesvalg.

”Følelsesarbejdet – det vi kalder det affektive arbejde -  er blevet en vigtig del af pædagogikken og didaktikken hos os, fordi valgmulighederne er flere end i en række lande i fx Mellemøsten og Sydamerika, hvor det at læse en naturvidenskabelig uddannelse er noget, man ”skal”, eller den mulighed, man har. I nordisk sammenhæng tænker vi i højere grad, at vi er nødt til at motivere børnene for disse fag, for at vi kan håbe på, at de senere vælger at gå den naturvidenskabelige eller tekniske vej. At de skal kunne lide fagene og interessere sig for dem er en udfordring, der overskrider kønsproblematikken og mere handler om, hvordan vi generelt forstår og organiserer uddannelse. Det er tankevækkende, at deltagelse i naturfag, matematik og STEM-aktiviteter i den grad frames som et affektivt anliggende, og vi bør forske i, hvilke konsekvenser, det egentlig har, når undervisningen tapper ind på følelseslivet i den enkelte elev og den kollektive stemning i klassen,” siger Dorthe Staunæs.

Kønsklog praksis

Kortlægningen bruger begrebet ’lovende interventioner’ som gennemgående analytisk begreb til at indkredse didaktiske og pædagogiske praksisser, der er håbefulde ift. at ændre uhensigtsmæssige kønsmønstre og skabe lige chancer for eleverne.

”Det er en central pointe, at man godt kan sætte en indsats i gang, men man kan ikke være sikker på, hvad der kommer ud af den. Men nogle indsatser kan i kraft af deres tilgang til problemstillingen siges at være mere lovende end andre,” siger Dorthe Staunæs.

En lovende praksis er fx velvidende om, at når den tematiserer kønsforståelser, er den selv er med til at skabe dem.

”Lovende praksisser ved, at i samme øjeblik man går i gang med at bearbejde eksisterende kønsproblematikker, så flytter disse problematikker sig og er allerede blevet til nogle andre, end de var til at begynde med, og som man nu skal forholde sig til i stedet. Lovende praksisser skal så at sige kunne arbejde med effekten af deres eget arbejde,” siger Dorthe Staunæs.

Pædagogiske og didaktiske interventioner kan altså ikke uden videre løse ”kønsproblemet”. De er selv med til at skabe kønsforståelser og -problematikker på bestemte måder, som de må være opmærksomme på.

”Det lyder kringlet. Og det er det også, men pointen er, at det ikke er nok at være inkluderende over for og bevidst om køn i sin intervention. Det må også foregå kønsklogt, dvs. bunde i en opmærksomhed på, at køn er noget, der flytter sig og er i udvikling. I den kønskloge intervention pendulerer man mellem de betydninger, vi plejer at tillægge kønskategorierne, og så alt det, køn også kan være,” siger Dorthe Staunæs.

Opmærksomhed på børnene

Et andet træk ved den lovende intervention er, at den er responsiv. Det er ikke nok at arbejde med og forholde sig kritisk til normative forestillinger om køn i samfundet eller i den enkelte institution, som nogle skoler har gjort med rette og med succes de seneste mange år, mener Dorthe Staunæs.

Helle Plauborg uddyber:

”Den lovende praksis har børneperspektivet med og responderer klogt og proaktivt, dvs. arbejder hele tiden for at komme kategoriseringer af børnene i forkøbet, der låser dem fast i bestemte forståelser af fx køn. Det er ikke nok at være sensitiv i forhold til kønskategorier, man må også være responsiv i forhold det, der kommer fra eleverne, og i forhold til hvordan det, man gør, virker på eleverne. Dvs. som lærer må man forsøge at være responsiv i forhold til sin egen virkning på eleverne og i forhold til de livshistorier og baggrunde, de bringer med i undervisningsrummet.”

Analysér køn – men altid sammen med andre kategorier

Kortlægningen præsenterer en ny analysemodel, som både kan bruges til at analysere de konkrete interventioner på skolerne og til mere overordnet at afkode, hvordan køn er på spil i dem.

Modellen opstiller syv forskellige tilgange til at forstå, producere og arbejde med kønskategorien. Dels traditionelle kønsforståelser, dels måder, hvorpå disse forståelser kan omformes og åbnes op. Desuden lægger modellen op til at arbejde med, at køn altid hænger ’intersektionelt’ sammen med andre kategorier som fx socialklasse, etnicitet/racialisering og seksualitet.

”Det er ikke nok at undersøge, hvordan naturfag, matematik og forskellige STEM-aktiviteter er kønnede. Vi må også se på, at disse fag og aktiviteter har aner og brugbarhed i hele verden. Man kan med stor fordel tænke ud af boksen, hvis man vil have fx elever med minoritetsbaggrund til at interessere sig for STEM. Vores pointe er, at fagenes indhold og form og forskellene i elevers interesse og motivation for at deltage ikke alene eller primært handler om køn, men også kan handle om fx racialisering. Fx er der for børn med minoritetsbaggrund måske andre ting på spil, hvor køn kommer i anden række eller blander sig med andre kategorier,” siger Dorthe Staunæs og fortsætter:

”Derfor handler det også om at udfordre, hvad naturfag, matematik og STEM også kan være og udfordre de tagen-for-givet-heder, der ligger i fagenes selvforståelse og curriculum. Det handler om tværfaglighed, men også om andre didaktiske og pædagogiske greb. Litteraturen byder fx på praksisser, der kobler kunst, æstetik og andre traditionelle humaniora-elementer ind i STEM-pædagogikken.”

Kortlægningen afsluttes med et katalog af eksempler fra den internationale litteratur, men pointerer samtidig, at disse eksempler ikke skal forstås som opskrifter på, hvad man skal gøre og hvordan. Der er med andre ord ikke tale om best practices.

”Praksis er aldrig generel, men foregår altid i konkrete sammenhænge. Derfor vil best practices sjældent kunne holde, hvad de lover. Vi leverer derimod en analysemodel og peger på en række principper, man kan indarbejde og reflektere over i sin praksis, og som kan få denne praksis til at tegne lovende,” siger Helle Plauborg

>Selvom om matematik, naturfag og STEM-aktiviteter er et højt prioriteret område, der får meget omtale i disse år, er det påfaldende, hvor meget der mangler ledelse og organisering af de mange pædagogiske og didaktiske indsatser på de enkelte skoler eller i de enkelte kommuner, mener Dorthe Staunæs.

”De lovende praksisser er derfor også kun lovende i det omfang, der sker en højere grad af ledelse og organisering af dem, i hele kommunen, på hele skolen eller i hvert fald blandt en gruppe af lærere, og at den viden og de erfaringer, man opnår, opsamles og deles. For det vil være meget svært for den enkelte ildsjæl eller lærer at stå alene med at intervenere kønsklogt og responsivt,” siger hun.