Kom til alumneaften på DPU
DPU inviterer alle sine tidligere studerende til alumneaften på Campus Emdrup i København. Du er velkommen til at tage en kollega med.
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
Festsalen, A220, DPU, Aarhus Universitet, Tuborvej 164, 2400 København NV
Få ny inspiration gennem faglige workshops, der klæder dig på til at møde virkeligheden med ny viden om temaer som trivsel, PPR, bæredygtighed, AI og sexisme.
Mød DPU’s masteruddannelser og alumneforeninger
Netværk med gamle studiekammerater, gode kollegaer og nye bekendtskaber
Program
Ankomst fra kl.15.45: Hils på gamle studiekammerater og mød DPU’s masteruddannelser og alumneforeninger
16.15 - 16.45
Velkomst i Festsalen (lokale A220)
16.45 - 17.30
Første runde workshops
17.30 - 17.45
Pause: Netværk og mulighed for at møde DPU’s masteruddannelser og alumneforeninger
17.45 - 18.30
Anden runde workshops
Efterfølgende er der lidt koldt til ganen og popcorn i hyggeligt selskab med gamle studiekammerater, gode kollegaer og nye bekendtskaber.
Del det gode budskab med dine gamle studiekammerater, og invitér gerne en kollega med.
Arrangementet er gratis, men tilmelding til workshops er nødvendig.
Når du klikker på 'Tilmeld' ovenfor, tilmelder du dig først selve arrangementet, og derefter kan du vælge workshops.
Har du spørgsmål? Kontakt Studieliv@edu.au.dk
Vælg mellem workshops:
Første runde: kl. 16.45 - 17.30:
Hvad taler vi egentlig om, når vi taler om trivsel i skolen?
Skoleelevers trivsel er på alles læber. I forskningen, i praksis og i den offentlige debat hersker forskellige opfattelser af, hvordan skoletrivsel og trivselsfremme kan og bør forstås. Med afsæt i forskningsoversigten ”Trivsel og trivselsfremme i skolen” (Pædagogisk indblik) bliver vi klogere på, hvordan skoletrivsel forstås, er på spil og kan sættes i spil, når lærere, skolepædagoger og ledere skal reflektere over trivselsarbejdet i skolesammenhænge.
Nis Langer Primdahl, postdoc, DPU
Læs Pædagogisk indblik: ”Trivsel og trivselsfremme i skolen”
Fra greenwashing til bæredygtig praksis: ESG som drivkraft i organisationer
Bæredygtighed er ikke længere til at ignorere, med stigende krav om ESG-rapportering og fokus på verdensmålene. Men hvordan omsættes ambitioner til reel handling? ESG står for Environment, Social og Governance og er en måde at strukturere arbejdet med bæredygtighed på, som er udbredt i danske og udenlandske virksomheder. Denne workshop belyser hvordan organisatorisk entreprenørskab og læring i organisationer kan understøtte bæredygtig omstilling i praksis. Workshoppen henvender sig til dig der, som medarbejder eller leder, arbejder med udvikling i organisationer. Workshoppen afsluttes med en dialog om handlemuligheder, du kan tage med hjem.
Mette Lindahl Thomassen, ph.d.-studerende, DPU
Generativ AI og dannelse: Hvorfor skal vi ikke fokusere på snyd?
”Dannelse forbliver (…) en halvdannelse, hvis ikke den også formår at synliggøre de sammenfiltrede forbindelser, som de nye digitale teknologier skaber.” Sådan skriver Kasper Schiølin i sin Tænkepause ”Teknologi”. Hvis du interesserer dig for, hvordan generativ AI forandrer uddannelsessektoren, skal du komme med til denne workshop om nye forbindelser mellem dannelse, eksamen og universiteternes regulering. Du kommer bl.a. til at møde lommeregneren og chatkamæleonen.
Ida Schrøder, postdoc, DPU
Læs om Tænkepausen ”Teknologi"
Unge på druk
Danske unge har i en årrække høstet den tvivlsomme titel, ”europamestre i druk”. De er berygtede for at drikke intenst indenfor korte tidsrum – typisk fredag og lørdag aften – med det formål at blive kraftigt berusede. Men hvad driver de unge til at drikke så meget? Hvad vil de have ud af det? Og hvordan kan vi forebygge, at alkoholforbruget fører til ulykker, vold og misbrug? Det er spørgsmålene, som behandles i denne workshop. Oplægget bygger på undersøgelser af unge i bl.a. København, Aalborg, Sønderborg og Sunny Beach.
Sébastien Tutenges, professor, DPU
Anden runde: kl. 17.45 - 18.30:
Hvordan skaber vi deltagelsesmuligheder for alle elever i skolen?
DPU's nye PPR-forskningscenter præsenterer praksiseksempler fra forskellige forskningsprojekter. Eksemplerne handler om, hvordan lærere, pædagoger, skolekonsulenter og PPR samarbejder om at udvikle fællesskabende aktiviteter og undervisningspraksis, der skaber tilhørsoplevelser og deltagelsesmuligheder for alle elever. Workshoppen giver mulighed for en fælles drøftelse af, hvordan man -med blik for læreres betingelser og klassens sociale dynamikker- kan samarbejde om at udvikle en undervisningspraksis, hvor færre elever udskilles og marginaliseres.
Charlotte Dyreborg Madsen, adjunkt, DPU
Læs om Nationalt center for PPR-forskning
Sexisme på arbejde
På trods af velfærdssamfundets klare ligestillingsidealer, har de sidste år tydeliggjort store udfordringer med sexisme på danske uddannelser og arbejdspladser. På denne workshop udfoldes sexisme som et kritisk emne for alle arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner – accelereret af #metoo, men i grunden et gammelt og velkendt problem. Oplægget giver definitioner, konkrete eksempler og tilgange til at arbejde med og lede sexisme-indsatser.
Mie Plotnikof, lektor, DPU
Bæredygtighed som indhold og grundlag i uddannelse og pædagogik
Lokale og globale udfordringer kobles i stigende grad til forskellige greb omkring bæredygtig udvikling. På tværs af uddannelsesfelter forstås begrebet vidt forskelligt, både som noget der kan være med til at forme indhold i undervisning, men også som et grundlag for at nytænke og udvikle uddannelse. Workshoppen sætter fokus på, hvad begrebet bæredygtig udvikling kan tilbyde indenfor uddannelsesforskning, -policy og -praksis, og ikke mindst hvilke faldgruber, der venter, når et så ambitiøst, men også diffust, begreb trænger sig på indenfor uddannelse og pædagogik.
Jonas Andreasen Lysgaard, lektor, DPU
Læs Pædagogisk indblik: ”Bæredygtighed i uddannelse og pædagogik”
Når nye teknologier skaber pædagogiske udfordringer i uddannelsessektoren
Med nye teknologier opstår der også nye pædagogiske udfordringer. På workshoppen skal vi derfor drøfte spørgsmål som: Hvordan forholder vi os til nye uddannelsesteknologier, der ændrer vores opfattelser af, hvad en ’lærer’ og en ’studerende’ er? Hvad bliver mennesker og deres læring til i de nye sammenhænge, hvor vi tydeligvis får brug for nye kompetencer? Hvordan undgår vi, at ny teknologi øger ulighed i gruppen af studerende? Hvilken rolle kommer bevidsthed om egen uvidenhed til at spille i fremtiden? Workshoppen tager bl.a. udgangspunkt i et helt nyt Pædagogisk indblik om generativ AI i uddannelsessektoren.
Cathrine Hasse, professor, DPU
Læs Pædagogisk indblik: ”Generativ AI i uddannelsessektoren”