Forskningsrapport i tilknytning til ITMF-Projekt 153
Virtuel skole
af Birgitte Holm Sørensen, Bernt Hubert, Jette Risgaard og Gitte Kirkeby.
Pris: Gratis (Elektronisk publikation) 78 sider ISBN: 87-7613-089-4
Resumé Forskningsprojektet er knyttet til ITMF-udviklingsprojektet Virtuel skole i Farum kommune. Udvikings- og forskningsprojektet er blevet til på baggrund af den unikke situation, at samtlige lærere og familier med skolesøgende børn i Farum kommune har fået stillet en computer til rådighed i hjemmet. Kommunen har hermed haft et udviklingspotentiale, som vi gennem et udviklings- og forskningsprojekt har ønsket at afdække.
I forskningsprojektet er der arbejdet ud fra den antagelse, at eksistensen af computere i alle hjem ville have betydning for børnenes læreprocesser. Forskningen har derfor haft overordnede spørgsmål: Hvilken betydning har adgangen til computere og it-redskaber i både skole og hjem for elevernes læreprocesser? I relation hertil er det undersøgt, om forholdet mellem skole/fritid og skolearbejde/hjemmearbejde forandres, og i så fald hvorledes.
Forskningsprojektet har et dobbelt sigte, idet det både har indgået i relation til udviklingsprojektet og omfatter erfaringsindsamling og analyse i forhold til de opstillede forskningsspørgsmål. Der er tale om en form for aktionsforskning, hvor forskerne i en eksplorativ proces har været aktører i projektets udviklingsproces. Det har de været ved at deltage i udviklingen af projektdeltagernes forudsætninger for gennemførelse af de læringsscenarier, som har været en del af udviklingsprojektet. Læringsscenarier defineres her som en række planlagte begivenheder, der afprøves i praksis til belysning af en fremtidig situation.
I forbindelse med de gennemførte læringsscenarier har forskningen været interesseret i didaktiske aspekter ved at se på, hvorledes undervisning kan tilrettelægges så de særlige potentialer ved, at alle elever har adgang til computere og it-redskaber i hjemmet bedst muligt udnyttes. |