Hvad er det egentlig, vi taler vi om, når vi taler om børn og unges trivsel i skolen? Og hvordan arbejder skolerne med at fremme trivsel? Det er temaet for den nye forskningsoversigt ’Trivsel og trivselsfremme i skolen’ fra DPU, Aarhus Universitet, der giver et overblik over nyere forskningsviden om trivsel og de aktuelle diskussioner om trivsel i grundskolen.

Sandheden om trivsel?

Venka Simovska, professor ved DPU, Aarhus Universitet har skrevet den nye forskningsoversigt sammen med Nis Langer Primdahl, postdoc ved DPU, Aarhus Universitet. Den bygger på 159 danske, nordiske og internationale studier af trivsel og trivselsfremmende interventioner og programmer. Når man læser sig igennem studierne, er det ifølge Venka Simovska iøjnefaldende, at der ofte mangler en klar og eksplicit definition af, hvilket begreb om trivsel de bygger på.

”Det betyder, at vi ofte ikke ved, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om trivsel. Det kan bidrage til forvirring hos lærere og andre professionelle, der skal arbejde med trivsel. Tal for trivsel, f.eks. fra kvantitative trivselsmålinger, kan være misvisende, især når de løsriver sig fra den kontekst, eleverne besvarer spørgsmålene ud fra, og bliver til en situationsuafhængig og statisk sandhed om skoleelevers trivsel,” siger Venka Simovska.

Hun anbefaler derfor, at lærere og andre professionelle, der arbejder med trivsel i praksis, er opmærksomme på, at trivsel ikke kun er én ting, men kan være mange forskellige ting. Når skoler skal arbejde med trivselsfremme, bør de derfor starte med at afklare, hvad udfordringen og situationen er på netop deres skole med netop de elever, og hvilken specifik forståelse af trivsel, de vil arbejde ud fra – og så derefter planlægge konkrete interventioner og eventuelt inviterer konsulenter ind udefra,” siger Venka Simovska og fortsætter: 

”Når trivsel ses som en integreret del af hverdagen i skolernes pædagogiske arbejde, bliver det et mere dynamisk fænomen, hvor pædagogikken og undervisningen kan afspejle, at der måske er perioder, hvor børn oplever mistrivsel, og perioder, hvor de ikke gør. At trivsel varierer hos den enkelte og i en klasse er en naturlig del af livet, hvorimod ideen om, at vi kan eliminere mistrivsel helt og alle være i en konstant tilstand af trivsel, er en illusion,” siger hun.

Indsatser rettes mod individer

En stor del af forskningen og de interventioner og trivselspraksisser, den undersøger, er kendetegnet ved en individfokuseret tilgang til trivsel. Det indebærer, at ansvaret for, om elever trives, i høj grad kommer til at ligge på de enkelte elever.

”Vi ser mange interventioner, der baserer sig på f.eks. positiv psykologi eller mindfulness. Det er altså de enkelte elever, der så at sige skal lære at trives bedre. Derimod fylder relationerne mellem eleverne, relationerne mellem elever og lærere, undervisningsmetoder og den pædagogiske praksis ikke ret meget i den del af forskningen,” siger hun.

Trivsel og mistrivsel er med andre ord kontekstafhængige. Venka Simovska understreger derfor vigtigheden af, at vi ikke kun ser trivsel som et spørgsmål om, hvordan enkeltelever ”har det” og som noget, de kan arbejde med individuelt. Trivselsfremme handler også om at overskride det individuelle blik og arbejde med alle de aspekter af elevernes skolehverdag, der påvirker deres trivsel.

Det er påfaldende, at det netop er de kontekstuelle aspekter, eleverne fremhæver, når man spørger dem, hvad der er vigtigt for deres trivsel i skolen. Det viser den forskning, der har undersøgt elevperspektiver på trivsel.

”Det, der betyder mest for deres trivsel, er skolens fysiske rammer og psykosociale miljø, den generelle atmosfære i skolen, at de føler, de tilhører et fællesskab, at de oplever, at de har medindflydelse på skolen, at lærerne behandler dem retfærdigt, og at lærerne inddrager dem i og varierer undervisningen” siger Venka Simovska.

Normen om trivsel

I forskningen bliver trivsel i skolen typisk opfattet som et positivt fænomen – og selvfølgelig er trivsel godt, fastslår Venka Simovska. Men hun efterlyser, at forskningen i højere grad også har et kritisk perspektiv på trivsel.

”I den forskning, vi har gennemgået, er der kun få studier, der har blik for de mulige negative effekter af den måde, vi samfundsmæssigt taler om trivsel på. Man kan sige, at vi har en slags trivselstyranni, forstået på den måde at vi f.eks. lægger et pres på skolerne og eleverne, når vi afholder nationale trivselsmålinger. Her er trivsel en norm, man skal leve op til – og hvis eleverne så angiver, at de ikke trives så godt, lever deres skole ikke op til den norm. Eleverne og deres skole kan føle sig ansvarlige for et dårligt trivselsresultat, der påvirker rankingen af skolen negativt,” siger hun.

De mulige negative effekter kan også handle om, at trivselsinterventioner og -programmer i skolen ofte er generelle og implicit bygger på bestemte normer, der ikke nødvendigvis tager højde for elever med andre forudsætninger og baggrunde end gennemsnitseleven.

”Min pointe er ikke, at vi skal afholde os fra trivselsinterventioner, men at der er brug for forskning i, om de faktisk fremmer trivsel for alle elever – eller om de kan have utilsigtede negative effekter for elever, der adskiller sig fra de dominerende normer, f.eks. elever med minoritetsbaggrund, non-binær kønsidentitet eller fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse,” siger Venka Simovska.

Add on til lærernes arbejde

Forskningsoversigten gennemgår også studier, der undersøger læreres perspektiver på trivsel. Her er det en interessant pointe, at mange lærere opfatter trivsel som en integreret, naturlig del af deres undervisningspraksis, forklarer Venka Simovska.

”I deres professionelle selvopfattelse er undervisning og omsorg for elevernes trivsel tæt forbundne. De ser trivsel som en del af det daglige pædagogiske arbejde. Når trivsel så f.eks. fra politisk hold udskilles som et særligt indsatsområde, og skolerne skal implementere trivselsprogrammer, måske med ekstern konsulentbistand, oplever mange lærere det som et add on, en ekstra opgave, de bliver pålagt, som de dels ikke har tid til, dels ikke har kompetencer til at løse,” siger Venka Simovska.

Lyt til praktikerne

Aktuelt er der stort fokus på børn og unges manglende trivsel, ikke mindst hos politikere og i medier. På baggrund af forskningsoversigten anbefaler Venka Simovska derfor et større blik for nuancerne i diskussionerne om trivsel.

”Når vi vil arbejde med trivselsfremme, bør vi lytte mere til praktikerne på området og til elevernes stemmer. Ikke kun som de kommer til udtryk som data og tal i kvantitative trivselsmålinger, men ift. hvad de faktisk siger om, hvad der har betydning for deres trivsel. Ready made-interventioner og programmer, der trækkes ned over eleverne og lærerne, giver sjældent mening.

”Enhver pædagogisk praksis handler jo om at arbejde med konkrete elever i en konkret skole, også når det drejer sig om trivsel. Trivselsfremme i skolen må derfor starte med at spørge: Hvad kan vi gøre sammen for at forbedre netop disse elevers trivsel, og hvilke forudsætninger og ressourcer er nødvendige,” siger Venka Simovska.

Podcast: ”På Engbjergskolen skal trivsel være der hver dag”

Sammen med forskningsoversigten udgiver DPU en podcast om trivsel og trivselsfremme i skolen. Her fortæller Nis Langer Primdahl om forskningen på området. Du møder også Else Nyborg Christensen, der er trivselsvejleder ved Engbjergskolen i Snejbjerg i Herning Kommune. Hun fortæller om skolens helhedsorienterede tilgang, der knytter trivsel tæt til skolens hverdagspraksis: ”Trivsel skal være der hver dag - både i timerne, i frikvartererne og på hele skolen,” som hun siger.

På Engbjergskolen er trivsel og læring tæt forbundne. God trivsel kommer nemt, hvis man laver en motiverende undervisning, der inddrager børnene. Engbjergskolen vandt i 2022 årets Undervisningsmiljøpris for sit stærke fokus på elevdemokrati og -inddragelse i arbejdet med skolens undervisningsmiljø. Og derfor var det også elevrådet, der valgte, hvordan pengepræmien skulle bruges.

Hent forskningsoversigt og lyt til podcast ->