”Lige nu ser vi en kulturel transformation på speed”

Når professor Eva Gulløv sidder på en lav taburet og observerer i en daginstitution i Nordjylland, hvor hun laver feltstudier, så hører hun tit børnene tale om, hvad der er ”ægte” og hvad der er ”ikke ægte” i deres leg. For selv om daginstitutioner i dag ikke længere lader børn sidde alene med digitale medier og platforme, så er børnenes leg og referenceramme i høj grad præget af det, de oplever digitalt.

”Børn bruger jo virkelig mange populærkulturelle referencer fra spil og computere. Og de strider lidt med at finde ud af, hvad der er ”ægte” og ”ikke ægte”. For de er jo inde og ude mellem den digitale og den analoge verden hele tiden. Så figurer fra Disney eller spiluniverser blander sig med ind i lege, der har en mere hverdagslig form – det er et superinteressant mix”, siger Eva Gulløv.

Hun er professor på DPU, Aarhus Universitet, for nyligt tiltrådt som medlem af Videnskabernes Selskab, og mandag den 22. juni holder hun professorforelæsning – for 2. gang. De seneste otte år har hun nemlig været professor MSO (med særlige opgaver), og nu skal det så markeres, at stillingen som professor i pædagogisk antropologi er gjort permanent.

Barndommen som forskningsfelt 

En af de ting Eva Gulløv, med sin baggrund i antropologi og sin mangeårige interesse i og erfaring med barndomsforskning, er optaget af, er de sociale normer, børn lærer i daginstitutioner. Normer, der ser meget anderledes ud i dag, end da deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre var børn: 1950’erne bød generelt på en autoritær børneopdragelse, hvor børn skulle have respekt for voksne, i 1970’erne begyndte det at handle mere om børneinddragelse, og i dette århundrede, hvor børn ikke møder normer, der pålægger dem ærbødighed eller mindreværd overfor voksne, er de bleget meget mere frimodige.

”Til gengæld er de også meget mere underlagt nogle institutionelle normer, bekymringer og tiltag for at sikre, at de følger en bestemt forståelse af normaludvikling. I dag er der langt mere jævnbyrdighed mellem generationer, men ikke mindre kontrol ift. at tilse, at børnene passer ind i en bestemt form. Den form for bekymring og overvågning af udvikling var ikke nær så udtalt i min generation”, siger Eva Gulløv. 

De institutionelle normer vender vi tilbage til. De er eksempler på forandringer i barndommen, der er sket de seneste år. Og dem er der mange af ifølge Eva Gulløv.

”Lige nu synes jeg, man kan se en form for acceleration i forandringerne, meget presset frem af den digitaliserede samværsform - en kulturel transformation på speed, som vi slet ikke har forudsætninger og redskaber til helt at kunne forstå, og det er jeg meget interesseret i”, siger Eva Gulløv. 

Vi er til stede i flere verdener på én gang

Børns og unges brug af skærme, af computerspil, af sociale medier, af generativ AI i skolen osv. Der mangler ikke fokus på digitale mediers betydning for børn og unge kognitive, sociale og emotionelle udvikling. Men det, Eva Gulløv er interesseret i, er at se på, hvad de betyder for vores kommunikationsformer, vores vidensformer, og vores selvforståelse på et mere overordnet niveau. Og hvordan det har ændret sig på ganske få år. Fra vi for 15 år siden i høj grad kommunikerede ved, at vi mødtes eller snakkede i telefon – til man i dag hele tiden er til stede i andre rum samtidig. Vi kan hele tiden hente oplysninger ind og kommunikerer online og fysisk samtidig, som hun forklarer:

”I dag ser børn ind i en linse, før de ser deres mors øjne. De kan swipe, før de kan kravle. De vokser op med en bevidsthed om, at de selv bliver billedliggjort, og hvad gør det ved selvforståelsen og synet på andre? Der er ret stor forskel på den bevidsthed, og oplevelsen, da en syv-årig i 1200-tallet tilfældigvis kom forbi en blank skovsø og opdagede, at det var hende selv, hun så på i vandet”, siger Eva Gulløv.       

Tre spørgsmål driver forskningen

Med mere end 25 års forskningserfaring fra DPU, Aarhus Universitet i rygsækken, har Eva Gulløv en lang række projekter og publikationer bag sig, altid med fokus på barndommen og særligt de mindste børns barndom. Hendes interesse kredser sig om, hvordan vi som samfund tilrettelægger og tænker om den gode barndom og det gode barneliv. Hun ser sig selv som samfundsforsker og giver tre forklaringer på sin nysgerrighed efter at forstå barndommen som institution:

1. Hvad gør vi ved vores børn? Hvordan institutionaliserer vi betingelserne for opvækst?
2. Generationel vidensoverlevering. Hvilke værdier synes vi er så vigtige, at næste generation skal have dem med?
3. Forståelse af samfundets værdier. Der er mange debatter og følelser omkring børn, og der er værdier i spil, så det er et godt vindue til at se på samfundets kulturelle værdier. 

Institutioner former børn – og samfundet

I Danmark lægges der af historiske grunde stor vægt på, at børn kommer i dagtilbud og skole. Det er et konkret eksempel på vores samfunds værdier, som udspilles via institutionalisering:

”Som samfund synes vi, det er vigtigt, at børn skal lære nogle bestemte ting. Og som samfund har vi dybest set ikke helt tiltro til, at alle forældre kan varetage det og er ikke så vilde med hjemmepasning. Jo mere, livsformen hos familierne er anderledes end den, der knytter sig til, at forældrene går på arbejde, jo mere bekymring er der for, om børnene skulle få andre værdier ved at vokse op hjemme”, siger hun. 

Børn skal lære de traditionelle vidensområder: læsning, skrivning, matematik, it. Men der er også en masse sociale normer, vi som samfund forventer, at børn skal lære, og noget af det er faktisk skabt af de institutioner de går i; det er rettet mod at få hverdagen i institutionen til at hænge sammen:   

”De skal lære at interagere med mange forskellige mennesker, håndtere at være i en gruppe, holde følelsesudtryk og sig selv lidt nede og ikke bare råbe, men tage hensyn osv. Der er helt enormt mange tiltag for at lære børn bestemte måder at tilpasse sig og interagere med hinanden, som er helt anderledes, end da jeg var barn”. 

Og det er et eksempel på institutionelle rammer, der fylder i dag – både for børnene, for forældrene og for de mange ansatte, der arbejder med børn. Hun kalder det en kæmpe samfundsmæssig investering i at arbejde med, at befolkningen som sådan vokser op med bestemte forståelser af, hvordan hverdagslivet skal tilrettelægges, for at institutionerne kan fungere. På mange måder kan man sige, at det er børn og forældres efterlevelse af de institutionelle krav, der afgør, om de falder inden for kategorien ’normal’. 

”Der synes jeg godt, vi kan stoppe op og sige: Er vi kommet for langt i vores professionalisering af vores blik for, hvad det er for livsformer, der er de rigtige – vores ensretning i forhold til, hvordan man skal leve sit liv? Behøver det være problematisk at leve på andre måder? Kan det ikke være okay og givende og udviklende – både for den enkelte familie og for samfundet, at der er en vis diversitet i det? Det synes jeg er spændende og vigtigt at arbejde med”, siger hun.