DPU

Aarhus Universitets segl

DPU ombygges for 85 millioner kroner

<P>De næste fire år gennemgår Danmarks Pædagogiske Universitet i København en omfattende arkitektonisk modernisering. </P><!--WYSIWYG-->

Ombygningen reducerer det samlede areal, men hæver kvaliteten og realiserer universitetets visioner om tidssvarende rammer for forskning, undervisning og administration.
Vinderprojektet tager afsæt i den tyskfødte arkitekt Ludwig Mies van der Rohes berømte udsagn "less is more". For DPU betyder det, at universitetets arkitektoniske helhed styrkes med enkle, effektfulde greb.
En ny hovedindgang fra Tuborgvej gør det muligt at sløjfe en række parkeringspladser til fordel for en ny campushave i universitetets grønne hjerte. Det nye ankomstområde skaber en centralt placeret forbindelse mellem bygninger, som i dag er adskilte. Medarbejdere, studerende og gæster kan fra ankomstområdet gå direkte ud i campushaven via trapper som i et amfiteater.
Danmarks Pædagogiske Universitet har i dag til huse i 10 bygninger med hvert deres tidstypiske arkitektoniske udtryk. I forbindelse med ombygningen gennemføres en renovering, så bygninger og lokaler får et mere ensartet udtryk. Desuden bevares universitetets karakteristiske stumpe tårn mod Tuborgvej.

For de studerende betyder ombygningen mere tidssvarende rammer for masteruddannelser og konferencer. Desuden samles og udbygges centret for kandidatuddannelserne med klynger af rum i forskellige størrelser grupperet omkring en tagterrasse.
Bag vinderprojektet, som blev udpeget 7. november i en konkurrence udbudt af Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger, står et konsortium bestående af Jakon A/S, ABB ventilationsanlæg, E.K. Jørgensen Rådgivende Ingeniører samt arkitektfirmaet Holm & Grut.
Holm & Grut har tidligere stået for blandt andet Københavns Lufthavn Finger A, ombygninger af Stadsbiblioteket i Lyngby, Maglegårdsskolen og Dyssegårdsskolen i Gentofte. Konsortiets forslag er blevet valg som det bedste blandt syv forslag.
Ombygningen gennemføres på usædvanlig kort tid. Allerede i  midten af 2005 vil de fleste af universitetets medarbejdere og studerende være samlet på samme side af Emdrupvej i nyistandsatte bygninger. Fra 2006 til 2007 gennemføres etape 2 af ombygningen med et budget på 18 millioner kroner.
 
Faktaboks:
Danmarks Pædagogiske Universitet blev oprettet i 2000 ved en fusion mellem Danmarks Lærehøjskole, Danmarks Pædagoghøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Center for Teknologistøttet Undervisning. Universitetet har 180 videnskabelige medarbejdere, 200 administrative medarbejdere og 1.500 studerende. Der er frem institutter på DPU, der også huser Danmarks Pædagogiske Bibliotek, Learning Lab Denmark og Center for Børnelitteratur.


Spørgsmål angående ombygningen kan rettes til chefkonsulent Thomas Møller Kristensen 88 88 91 61, tmk@dpu.dk

Grafik med ombygningsforlag – hovedbygning
Grafik med ombygningsforlag – hovedindgang