Jeg er professor i eksperimental åreforkalkning og leder Forskningsenheden for Åreforkalkning, der undersøger de cellulære mekanismer bag åreforkalkning og relaterede karsygdomme. Vores mål er at finde nye angrebsvinkler for behandling af åreforkalkning og dermed forbedre forebyggelsen af blodpropper i hjerte og hjerne.
Vi udforsker sammenhængen mellem fedme og åreforkalkning i Novo Nordisk Fonden Challenge-projektet "The adipocyte-smooth muscle cell connection", i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet og Karolinska Institutet, samt i det Leducq-finansierede internationale netværk ADAMANT med forskere fra Karolinska Institutet, New York University, University of Chicago og Rockefeller University.
Som karriere-ambassadør står jeg til rådighed for uformelle samtaler om karrierestrategier for yngre forskere ved Institut for Klinisk Medicin. Jeg kan dele erfaringer med at søge bevillinger fra DFF, Novo Nordisk Fonden, og European Research Council til at understøtte en forskningskarriere, og jeg interesserer mig bredt for karriereveje indenfor og udenfor universitetet. Du er velkommen til at kontakte mig.