Arbejder du med vejledning, så giver konferencen dig indsigt i og inspiration til din vejledningspraksis. Det sker med afsæt de nyeste og hotteste perspektiver inden for uddannelse og forskning i vejledning.
Årets keynote fokuserer på et tema, som optager os alle – nemlig kunstig intelligens (GAI). GAI berører alle aspekter af vores samfund – også vores vejledningspraksis. Spørgsmålet er, hvad der sker med vejledningsfeltet, når generativ kunstig intelligens (GAI) melder sig som en ny aktør i vejledningen? GAI kan ikke (og skal ikke) erstatte den menneskelige kontakt i vejledning, men kan være et supplement – men hvordan kan det være det?
Hvad betyder GAI for vores vejledningspraksis og hvilke potentialer og udfordringer medfører den nye teknologi for både vejledere og vejledte?
I sin keynote udfolder Tine Wirenfeldt Jensen etiske, teknologiske og emotionelle dimensioner af, hvad sker med vejledningsfeltet, når generativ kunstig intelligens (GAI) melder sig som en ny aktør i vejledningen. Hun tager afsæt i konkrete eksempler, bl.a. fra et projekt om brug af chatbots i vejledningsfaglig uddannelse på Aarhus Universitet.