DPU

Aarhus Universitets segl

Delprojekt 3 - Indre by

Betydningen af sundhedsplejens tidlige forebyggende indsatser for børn og familier - med fokus på Indre by

 

Dette forskningsprojekt er det tredje med selvstændige projekt. Det har til formål at udforske betydningen af sundhedsplejens øgede hjemmebesøg hos små børn og deres familier i Københavns Kommune, Indre by. Gennem en tilrettelagt periode på 2 ½ år fra barnets fødsel, følges 120 familier i Københavns Kommune, hvor familierne modtager en række særlige indsatser, foretaget af sundhedsplejen. Disse særlige indsatser handler om øgede hjemmebesøg i familien, der rækker ud over sundhedsplejens traditionelle besøg i en familie, såvel som en række tilrettelagte screeningsredskaber, knyttet til barnets sociale, emotionelle og sproglige udvikling. Således som sundhedsplejens indsatser for nuværende er tilrettelagt for små nyfødte børn og deres forældre, foretages en række hjemmebesøg i alle familier. Disse hjemmebesøg omfatter henholdsvis det såkaldte barselsbesøg, dernæst etableringsbesøget, 3-4 ugers besøget, et besøg når barnet er 5-6 mdr., og igen ved 8-10 mdr., hvor der foretages to screeninger, et besøg igen når barnet er 1 ½ år, hvor screening afsluttes, samt et afsluttende 2 ½ års besøg.

 

I projektforløbet udvides disse syv hjemmebesøg fra sundhedsplejen, med yderligere en række besøg, samt yderligere screening af børnenes sociale, emotionelle og sproglige/kognitive udvikling, således at der iværksættes yderligere hjemmebesøg til familien, når barnet er 3 mdr., og igen når barnet er 4 mdr. Hertil foretages endnu et besøg når barnet er 1 år, og igen når barnet er 2 år. Besøget når barnet er 2 år foregår i daginstitutionen, i samarbejde med institutionspersonale, forældre og sundhedspleje. Udover de øgede hjemmebesøg, og udvidelsen af screenings, arbejdes der endvidere med at etablere en såkaldt Named Person.

 

Inspireret af sundhedsplejens erfaringer fra Skotland, hvor alle børn tilknyttes en sådan Named Person, som er den fagperson der er familiens primære kontaktperson, hvis funktion er at koordinere og sikre den tværfaglige indsats, der eventuelt iværksættes omkring familien, etableres også i nærværende projekt en Named Person. I denne sammenhæng er det de sundhedsplejersker der er tilknyttet projektets boligområder, der fungerer som Named Person, og følger familierne frem til det sidste og afsluttende møde, når barnet er 2 ½ år gammelt og er i daginstitution, hvor planen er at en ny kontaktperson vil overtage funktionen (se også bilag nr. 2, for uddybende beskrivelse af de øgede indsatser).

 

I Danmark, såvel som de øvrige nordiske lande, er sundhedsplejens indsats til fremme af små børns sundhed og trivsel, en fast del af alle børns liv (Jansson, 1992, Jansson et al., 1998). Sundhedsplejens indsatser omfatter en række tilrettelagte hjemmebesøg, både før og efter fødsel, samarbejde med forældre, samarbejde med daginstitutioner, samt en række screeningsredskaber, der udføres i tilrettelagte perioder af spæd- og småbørnsperioden og som følger børns sundhed, trivsel og indkredsning af eventuelle fysiske og psykiske udviklingsvanskeligheder.

Netop sundhedsplejens indsatser er barnets og familiens første møde med sundhedssystemet, og danner for alvor rammen om betydningen af tidlige og forebyggende indsatser i velfærdsstaten.

 

Der mangler dog fortsat forskningsbaseret viden, der direkte udforsker sundhedsplejens arbejde og særlige indsatser, i dansk sammenhæng. I et forskningsreview (Petersen, 2014, under udarbejdelse) viser søgning i både danske, nordiske og internationale databaser, at især USA og England, har en lang tradition for at udføre forskellige former for indsatser rettet mod småbørnsfamilier – dog ikke nødvendigvis tilrettelagt og udført at sundhedsplejersker, men til gengæld fulgt op i et forskningsmæssigt perspektiv, der i nærværende sammenhæng kan medvirke til at indkredse betydningen af at tilrettelægge forsknings- og vidensudvikling på dette område i dansk sammenhæng.

Tre samtidige spor

Forskningsprojektet formål følger tre samtidige spor;

  • Fokus på sundhedsplejens arbejde med små børn og deres familier i barnets første 2 ½ årige levetid.
  • Særskilt fokus på sundhedsplejeindsatser i udsatte familier.
  • Fremlægger anbefalinger til, hvordan sundhedsplejeindsatser fremover kan styrkes.

 

Forskningsprojektets analysestrategiske forskningsspørgsmål:

  • Kan der via sundhedsplejen indfanges særlige indsatser rettet mod børn og familier, som har betydning for små børns sociale, emotionelle og kognitive udvikling?
  • Hvordan  kan disse indsatser have betydning fremadrettet i et forebyggende perspektiv i relation til støtte til småbørnsfamilier?

 

Forskningsprojektet forventer at give svar på følgende spørgsmål:

  • Hvilke indsatser foretages i sundhedsplejen når der er tilrettelagt et særligt forløb der skal følge små nyfødte børn fremadrettet i et 2 ½ årigt forløb
  • Hvordan kan de pågældende indsatser angives at støtte børnenes udviklingsmuligheder, både aktuelt i barnets livssituation, såvel som fremadrettet i forhold til barnets liv i daginstitution og skole – set i et sammenhængende uddannelsesperspektiv
  • På hvilke områder har sundhedsplejen betydning i et forebyggende perspektiv i relation til tidlige indsatser overfor udsatte børn og familier?

Tidsperiode

Forskningsprojektet forløber samlet over en periode på 3 år – fra maj 2014 til maj 2017.