For at komme helt tæt på undervisningen, der integrerer simulationer og virtuelle laboratorier, tager faglige observatører ud til skolerne i projektet og sidder med til undervisningen. Det er en effektiv metode til at komme dybt ned i konteksten og se samarbejderne udfolde sig, fortæller specialkonsulent Karen Louise Møller, der netop har været på skolebesøg i Slagelse.

Underviseren der er i gang med at hjælpe en gruppe.

I projektet Interaktive Laboratorier bliver observationer og skolebesøg benyttet som én af de bærende metoder til at indsamle og udvikle formater, der kan inspirere skoler og deres undervisere til også at bruge virtuelle laboratorier i undervisningen. Specialkonsulent Karen Louise Møller fra Aarhus Universitet deltager i projektet som indsatsleder og observatør ude på de enkelte skoler. Vi zoomer ind på skolebesøgene og observationerne, der kan bidrage til at undersøge de mange gode tiltag, der foregår ude i fysik- og kemilokalerne og stiller Karen Louise Møller en række spørgsmål til metoden:

Hvad gør du og hvordan vil du beskrive metoden?

“I forbindelse med mit besøg observerer jeg undervisningen, der finder sted i forbindelse med aktionen ”Simulering af sneens smeltning i Scratch” i fysikundervisningen på HTX. I dette tilfælde arbejder eleverne videre på en underviser-programmeret simulering i programmet Scratch, som viser et fysikforsøg de har gennemført tidligere på året, da der var sne udenfor.

Jeg anvender en observationsguide, som hjælper mig til at huske, at være opmærksom på bestemte ting, der er relevante for projektet, fx om eleverne taler sammen om det faglige.”

Hvilke fordele ser du ved metoden i denne kontekst?

“At observere i denne kontekst giver mig mulighed for at se mere af det hele billede, fremfor hvis jeg skulle nøjes med at spørge underviseren eller eleverne efterfølgende eller kun kigge på data fra et spørgeskema. Det giver mig en bedre forståelse af hvad der foregår i undervisningen og især viden om den interaktion, der finder sted mellem eleverne undervejs.”

Elever i gang med programmet Scratch.

Hvilke værktøjer gør du brug af?

“Jeg bruger papir og blyant. Jeg bevæger mig meget rundt i lokalet, for at komme så tæt på grupperne, at jeg kan se, hvad de konkret arbejder med på computeren, og hvad de taler med hinanden om. Jeg stiller dem også spørgsmål engang imellem, fx ”hvad laver I lige nu?” Jeg noterer derfor flittigt, når jeg med mellemrum vender tilbage til mit observationspapir. Efterfølgende, når jeg kommer hjem, overfører jeg mine nedskrevne observationer til guiden i elektronisk form. Det giver mig mulighed for at reflektere over min oplevelse, og det gør nogle af mine notater mere præcise.

Jeg sender det udfyldte dokument til underviseren i Slagelse, som herefter tilføjer noget omkring hans oplevelse af elevernes overordnede aktivitet sammenlignet fx den aktivitet han normalt oplever med eleverne i denne klasse. Det kan jeg af gode grunde ikke hjælpe med, da jeg kun møder klassen denne ene gang. Det udfyldte dokument udgør en del af undersøgelsen af denne aktion, der også rummer elevernes udfyldelse af spørgeskemaer før og efter aktionen og underviserens selvevaluering.”

Elever i fysiktimen i gang med forsøget i programmet Scratch.

Hvad lægger du konkret mærke til – fx i forbindelse med dit besøg i Slagelse?

“Jeg lægger mærke til at eleverne er aktive, at de taler sammen om det faglige og at næsten alle grupper arbejder videre med simulationen. Jeg lægger også mærke til, at det er godt, at underviseren har inddelt eleverne i meget små grupper á 2-3 personer, på den måde bliver flere aktive undervejs. Der er tydelig forskel på, hvor meget behov for hjælp de forskellige grupper har.

Nogen elever har før arbejdet med blokprogrammering i deres skoleforløb og har derfor nemmere ved at komme i gang i forhold til dem, der blev introduceret til blokprogrammering for en uge siden. En enkelt gruppe har endog meget svært ved at koncentrere sig om opgaven og vil hellere snakke sammen om andre ting. Jeg lægger mærke til, at eleverne også henter hjælp hos hinanden – de spørger de andre grupper og bevæger sig lidt rundt for at se hvad de andre laver. Opgaven til eleverne har åbent formuleret, så grupperne laver forskellige ting om i simuleringen.

Denne undervisning fandt sted på første fremmødedag efter længere tids Corona-nedlukning, så undervisningen bar også præg af elevernes gensynsglæde. Det kom særligt til udtryk i pausen mellem de to lektioner jeg observerede, hvor der blev snakket og pjattet en masse.”

Hvilke udfordringer ser du i den måde, som metoden bliver udført i Interlab?

“Jeg tænker at metoden er hensigtsmæssig, fordi den kombineres med andre metoder. Underviser har ikke mulighed for i samme omfang at observere elevernes aktivitet og interaktion i undervisningen. Han har selv udarbejdet aktionen og har travlt med at undervise og hjælpe grupperne. Der kan en udenforstående (mig eller et teammedlem på skolen) nemmere koncentrere sig om udelukkende at se og lytte til elevernes dialoger. Endelig kan mit manglende forhåndskendskab til de enkelte elever også være en fordel. Men der er selvfølgelig ressourcekrævende at andre skal møde op og observere undervisningen,” slutter Karen Louise Møller.