DPU

Aarhus Universitets segl

Praksiseksempel: Fra simulering til forsøgsopstillinger

 

På Rønbækskolen har lærerteamet i fysik arbejdet med desktop simulationer for at vise, hvordan induktion virker. Værktøjet PhET viser sig givtigt til at afprøve forsøg og give eleverne forforståelser af teorien og forsøgene og lave teser, der kunne afprøves med rigtigt udstyr i fysiklokalet. 

Lærerteam, Rønbækskolen

Elevgruppe: 8. Klasse

Hvad var formålet med aktionen?

“Vi håbede at højne elevernes undersøgelseskompetence, da en udfordring er, at flere har svært ved at danne hypoteser og designe deres egne undersøgelser.”

Hvilken simulering har I brugt i aktionen – og til hvad?

“Vi har brugt PhET ́s ”generator” i starten af et forløb, til at vise hvordan induktion fungerer, i stedet for at fortælle om det. Eleverne skulle eksperimentere med simulationen og lave teser om, hvad der har betydning for den inducerede spændings størrelse. Bagefter skulle de undersøge egne teser med rigtigt udstyr i fysiklokalet.”

Hvordan gik det, set i forhold til formålet?

“Det fungerede ret godt. Eleverne fik med det samme en forforståelse af, hvad induktion var, igennem simuleringen. Da de først havde fanget, at de kobberspoler de havde i simulationen, dem havde vi også liggende nede i vores fysiklokale, så var det nemt at lave forsøgsvejledningen og få en tese afprøvet.”

Vil I ændre noget hvis I skal anvende forløbet igen?

“Ja, simulationen har en del faner med flere slags udstyr. Jeg skulle have været mere skarp på hvilke faner, de skulle undersøge. Vælge nogle ud, så de ikke gik kolde i de mange muligheder. Man kan godt komme til at tænke, at når det er større elever, så jo mere åbent jo bedre. Men det er ikke altid sådan, det er.”

Er der noget andre lærere skal være opmærksomme på hvis de vil anvende forløbet?

“Man skal huske at simulationen er en model, som er begrænset i sin repræsentation. Fx kunne de ikke teste temperaturen på magneterne i simulationen, selvom det godt kan have betydning i virkeligheden.”

Aktiviteten set i 5-E modellen

Engage:

Klassen kigger på en model for fjernvarme, diskuterer hvad de ser og skriver på tavlen teser om, hvad der påvirker strømoutput.

Explore:

Eleverne undersøger nu ”Generator”-simulationen, og opstiller fem yderligere teser. Lærerne giver først eksempler på teser og gerne nogle, som alligevel ikke kan udledes af simulationens repræsentation – fx at magneters temperatur påvirker spændingen. På denne måde bliver eleven samtidig opmærksom på simulationen styrker og svagheder som model, hvilket henviser til modelleringskompetence.  

Explain:

Eleverne laver forsøgsvejledninger og designer forsøgsopstillinger for hver tese. Lærerne har gjort opmærksom på, hvilket udstyr fra simulationen, de også kan genfinde i fysiklokalet. Det er vigtigt at skabe en forbindelse for eleven mellem det simulerede og reelle udstyr, også fordi de ikke nødvendigvis ligner hinanden.

Elaborate:

Eleverne udfører deres forsøg med rigtigt laboratorieudstyr. 

Evaluate:

Eleverne kommer med konstruktiv kritik på hinandens forsøgsvejledninger og forsøgsudførsel.

Links