DPU

Aarhus Universitets segl

Praksiseksempel: Arbejde med klimaændringerne på Arktis

 

På Egedal Gymnasium har naturfagslærer Thomas Ladegaard Birk sammen med sine elever målt på gletchere og regnet på klimaændringerne på Arktis via desktopsimulationer. Det har ifølge læreren givet eleverne muligheder for at arbejde med og opnå forståelse for komplekse naturfænomener og årsagssammenhænge.

Lærerteam: Egedal Gymnasium, gymnasielærer Thomas Ladegaard Birk

Elevgruppe: 2. g, Naturgeografi

Hvad var formålet med aktionen?

“Formålet var give eleverne mulighed for at opnå forståelse for komplekse naturfænomener og årsagssammenhænge ifht temaet klimaændringer på Arktis. Samtidigt ønskede jeg at nå så mange elever som muligt.”

Hvilken simulering har I brugt i aktionen – og til hvad?

“Simulationen Icefrontiers, http://icefrontiers-tool.dk/ er et satellitbaseret opmålingsværktøj, der kan vise årsagssammenhænge og tendenser ift. isafsmeltning.  Her skulle eleverne opmåle en gletcherfront over tid. Elevernes arbejde med simulationen supplerede det eksperimentelle arbejde i faget.”

Hvordan gik det, set i forhold til formålet?

“Det er mit indtryk, at eleverne fik meget ud af at arbejde med simulationen.”

Vil du ændre noget, hvis I skulle anvende forløbet igen?

“Nej, jeg synes Ice Frontiers virker rigtig fint som supplement til teori og eksperimentelt arbejde, og denne slags program/simulation kan endda udgøre en del af det eksperimentelle arbejde i NG, da eleverne selv opmåler og dermed indsamler data.”

Er der noget andre lærere skal være opmærksomme på, hvis de skulle anvende forløbet?

“Simulationen fungerede uden problemer på elevernes udstyr, med krævede tilsyneladende en del strøm, så elever skal huske deres strømforsyning til undervisningen.”

Aktiviteten set i 5-E modellen

Engage:

Eleverne har i sessionerne op til denne session arbejdet med klimaforandringer. Læreren fortæller at den grønlandske gletcher, der skal arbejdes med i simulationen, netop er den som danske politikere vælger at blive fotograferet ved, når der er klima på dagsorden.

Explore:

Læreren introducerer til simulationen http://icefrontiers-tool.dk/. Eleverne undersøger simulationen og opmåler gletcherkant i Jakobshavn 1950-2020 på egen hånd på egen computer. Undervejs snakkes med nabo. Underviser hjælper og besvarer spørgsmål undervejs. Eleverne downloader herefter pdf med data og grafer.

Explain:

Eleverne taler sammen 2 og 2 om data og grafer. Herefter opsamling på aktiviteten via plenumdiskussion i klassen.

Elaborate:

Eleverne anvender en anden simulation, hvormed de undersøger hvilke faktorer, der har betydning for en gletchers udvikling. https://phet.colorado.edu/sims/cheerpj/glaciers/latest/glaciers.html?simulation=glaciers

Evaluate:

Eleverne deltog aktivt i aktiviteterne og talte med hinanden om, hvordan de kunne anvende simulationen, og hvordan de skulle forstå data og grafer. Eleverne anvendte i første omgang meget hverdagssprog, men i dialog og diskussion med underviser efterfølgende begyndte de at anvende fagsproget mere sikkert.