Ph.d. projektet undersøger betingelserne for at bedrive ledelse, der kan understøtte og styrke elevernes læringsudbytte i Danmark. Kan der sikres større læringsudbytte for eleverne ved bestemte former for ledelse? International forskning viser, at der er en sammenhæng mellem instruerende ledelse og elevernes læringsudbytte.
Læringsudbytte hos den danske skoleelev er kommet på dagsordenen herhjemme initieret af bl.a. Danmarks deltagelse i internationale tests PISA, TIMS m.v., Ny Nordisk Skole, af italesættelse af konkurrence på uddannelsesniveau fra lande som Kina og Japan, af positive fortællinger om skoleforandringstiltag med henblik på at højne læringsudbyttet fra New Zealand og Canada, og sidst men ikke mindst af vedtagelsen i 2013 af Skolereform med ikrafttrædelse august 2014. I denne reform understreges en fokus på elevernes læringsudbytte.
Afsætte ind i feltet er en forståelse af ledelse som et fænomen, der diskursiveres, praktiseres og skabes kontekstuelt. Og der spørges til hvordan foki og vaner leves, samt hvad som medgår som konstituerende effekt for, hvad ledelse og læringsudbytte kan blive til i ´det levede skoleliv´. Der vil således blive gennemført kontekstsensitive analyser af, hvordan forskellige former for ledelse tænkes, gøres og erfares i praksis. Formålet er at udfolde mønstre og variationer med henblik på at udvikle nye forståelser af præmisserne for, at hvordan ledelse kan få betydning for undervisning og læring. Projektet undersøger følgende forskningsspørgsmål:
Rundt i landets kommuner arbejder man med forskellige måder at organisere folkeskolens udskoling og en model i form af deciderede overbygningsskoler eller -afdelinger, hvor man udelukkende har de ældste klasser samlet, vinder udbredelse i disse år. Allerede i 2001 kom landsforeningen Skole og Forældre med et vejledningspapir om sådanne overbygningsskoler, hvori de ses som en mulig måde at afværge den skoletræthed, som ifølge papiret indtræder i 6.–7. klasse. Andre forandringer af folkeskolens udskoling end den fysiske samling af eleverne er også på den politiske dagsorden fx i den nye folkeskolereform, som vil ”give kommunerne bedre mulighed for at arbejde med udskolingslinjer, herunder profillinjer, og toninger af udskolingen” – også dette med henblik på at øge udskolingselevernes motivation. I praksis kobles overbygningsskole og ambitionen om øgede valgmuligheder ofte sammen, idet det typisk fremhæves, når overbygningsskoler oprettes, at de pga. stordriftsfordele giver flere muligheder i forhold til fx at gennemføre forskellige fag, niveauer og undervisningsformer. De elevrige overbygningsskoler organiserer sig imidlertid på forskellig vis i forhold til, hvordan eleverne deles op, og hvordan der arbejdes med forskellige elevgrupper. Mange udskolinger opdeler eleverne i klasser efter traditionelle holddannelseskriterier, hvor man tilstræber en spredning i forhold til fx kategorier som køn, tosprogede og fagligt niveau, men en organisering der breder sig i folkeskolen er linjedelt udskoling, hvor eleverne skal vælge mellem linjer som fx International, Naturfaglig, Kunst og design eller idræt. En tredje model er skiftende holddeling, hvor klassen som organiseringsprincip er forladt til fordel for en gentagende blanding af eleverne.
Mit ph.d.-projekt skal belyse, hvordan der arbejdes i forskelligt organiserede udskolinger med at forme og omforme lyster til læring hos eleverne, og min ambition er at se, om mit fokus på skolernes arbejde med elevernes affekter kan være frugtbart i forhold til at udvikle forståelsen af, hvordan social klasse og klasseulighed virker i skolen i dag – med nye styringsformer med mere valgfrihed og mere marked.
Projektet trækker på sociologisk teori om styring af uddannelsessystemer og om social reproduktion samt på forskellige retninger indenfor ”the affective turn”. Projekts empiri består af observationer med og uden videokamera på to forskelligt organiserede overbygningsskoler, et elevspørgeskema, interviews med skoleledere, elever og lærere samt diverse politiske dokumenter om overbygningsskoler.
Den nye folkeskolereform lægger op til at udvikle en ny skole, hvor eleverne møder en anden skoledag med varierede og nye læringsaktiviteter og –miljøer, som motiverer eleverne, så de lærer mere.
Med afsæt i et feltstudie på en større dansk folkeskole i hovedstadsregionen undersøger projektet, hvordan disse politiske målsætninger udfolder sig i en konkret skolepraksis: Hvad sker der når en politisk dagsorden om nytænkning af folkeskolens læringsaktiviteter og læringsmiljøer bliver taget op i hverdagens ledelse og organisering af skolen, og når skolens tid, rum og relationer gentænkes?
Projektet undersøger og diskuterer, hvordan elevers potentialer bliver til gennem forskellige (nye) elevrettede ledelses- og organiseringstiltag, samt hvilke konsekvenser det har for elever, lærere og ledelse.
Daginstitutionspædagogikken knyttes i disse år til uddannelsespolitikken som følge af tilsyneladende nødvendige reformer og transnationale samarbejdsaftaler. At daginstitutionsområdet nu anses som barnets første læringsarena og som forberedelse til hhv. folkeskole og ungdomsuddannelse i et livslanglæringsperspektiv, forandrer radikalt pædagogernes arbejde og faglige identitet. Projektet sætter fokus på hvordan reformer af daginstitutionsområdet igangsætter transformations- og translationsprocesser for pædagogisk praksis i form af nye subjektspositioner og forhandlingsfelter, som opstår i spændingsfeltet mellem konkurrerende diskurser af hvordan pædagogik kan og bør praktiseres, dokumenteres og legitimeres. Formålet med projektet er, at undersøge daginstitutionspædagogernes translationer af nye vilkår og give forklaringskraft til den udspændthed som kompetenceterminologien potentielt rummer og som pædagogen formodentlig oplever, når denne skal agere indenfor den nye daginstitutionspolitik- og pædagogik.
Projektet er samfinansieret mellem AU og UCL
