DPU

Aarhus Universitets segl

Forskningsnetværket Åben Skole

Forskningsnetværket Åben Skole

Forskningsenheden Åben Skole blev oprettet januar 2016 på DPU som et internt forskningsfællesskab, men har udviklet sig til også at indbefatte forskere fra andre universiteter og professionshøjskoler m.fl. Derfor har forskningsenheden indgået et samarbejde med Skoletjenesten – Videncenter for eksterne læringsmiljøer – og ændrer i den forbindelse navn til Forskningsnetværket Åben Skole.

Forskningsnetværket har fokus på de pædagogiske og didaktiske spørgsmål, som er blevet tydelige i den del af skolereformen (2014/2017), der hedder Åben Skole. Åben Skole handler bl.a. om, at skolerne skal samarbejde med lokalsamfundene. Musik- og ungdomsskoler, biblioteker, kunst- og kulturinstitutioner, frivillige foreninger og erhvervsliv inviteres til at indgå i og varetage undervisningsforløb på skolerne i samarbejde med lærere og pædagoger. Det giver muligheder for at udvikle skolens praksis, og det giver anledninger til at se med forskningens blik på, hvordan undervisning og samarbejde inden for Åben skole kan formuleres, forstås, praktiseres og påvirkes.

Det er netværkets formål at kaste et forskningsmæssigt blik på pædagogikken og didaktikken i den Åbne Skole og tilbyde et forum, hvor deltagere fra universiteter, professionshøjskoler, videncentre, kunst- og kulturinstitutioner og kommuner kan præsentere og diskuterer ny forskning på området.

Der afholdes årligt fire seminarer af to timers varighed. Hvert seminar indeholder en præsentation af et forsknings- eller udviklingsprojekt og en fælles diskussion af form og indhold, teori, metode, fund, perspektiver, forskningsetik og formidlingsformer samt politiske perspektiver på forskningen eller udviklingsarbejdet.

Deltagelse i netværket er muligt, hvis man kan præsentere et forsknings- eller udviklingsarbejde på et niveau med eller over en speciale- eller masterafhandling.

Forslag til oplæg og spørgsmål til netværket sendes til:

Mette Berndsen: metteberndsen@edu.au.dk

Tilmelding til netværket:

Marie Broen: mbj@skoletjenesten.dk