DPU

Aarhus Universitets segl

Sammenfatning forskningsoversigt 2006

Forskningskortlægning og forskervurdering af skandinavisk forskning i året 2006 i institutioner for de 0-6 årige (førskolen)
Sammenfatning
Hvad ønsker vi at få at vide?

At kortlægge og vurdere skandinavisk forskning i året 2006 i institutioner for de 0-6 årige
(førskolen).

Hvem ønsker at vide det og hvorfor?

Opgaven er bestilt af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for Velfærdsministeriet. EVA skal anvende resultatet til udarbejdelse af et policy-paper, hvor især nye forskningsmæssige udviklingslinjer og fund ønskes betonet. Samtidig ønsker EVA at påbegynde etableringen af en database om forskning i institutioner for de 0-6 årige (førskolen), der skal være tilgængelig for praktikere, forskere, politikere og policy-makers.

Hvad fandt vi frem til?

At der i år 2006 blev publiceret 53 undersøgelser om institutionsforskning for de 0-6 årig, nemlig i Danmark 17, Norge 13 og Sverige 23. Et flertal af studierne beskæftiger sig med kvaliteten af den pædagogiske virksomhed i institutionerne. Over halvdelen af studierne drejer sig om de voksne i institutionerne, ikke om børnene. Kun syv undersøgelser belyser, hvad ?der virker??. Flertallet af undersøgelserne anvender kvalitative metoder. Hvor kvantitative undersøgelser anvendes, har de overvejende en deskriptiv karakter. Kun syv undersøgelser beskæftiger sig med interventions- eller programevalueringer.

Hvad er implikationerne?

Der bør være flere undersøgelser, der beskæftiger sig med sammenhængen mellem hverdagsliv i institutioner, økonomiske vilkår, omsorg og in/eksklusionsmekanismer, samt forældrenes rolle.

Undersøgelser, der kombinerer kvantitative og kvalitative tilgange forekommer kun i få tilfælde. Longitudinelle og komparative studier er fraværende.

Der må satses bevidst og målrettet på at etablere og udvikle forskningsbaseret viden, der kan bidrage til bedre forståelse og indsigt i, hvordan marginaliseringsprocesser virker.

Hvordan kom vi frem til disse resultater?

Projektet har haft tre hovedfaser: Først søgte vi i alle relevante kilder efter forskning, som er udkommet i året 2006.

Derpå sorterede vi de fundne undersøgelser for at sikre,
at kun relevante undersøgelser blev medtaget.

Så trak vi de relevante data ud af undersøgelserne bl.a. ved hjælp af et it-software udviklet ved London Universitet. Endelig
blev de relevante undersøgelser sorteret og sammenlignet og på den måde kortlagt og vurderet.

Hvor kan der findes mere information?

Undersøgelsen indgår i Evidensbasen, som Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning har etableret. Her kan man også finde et link til det forskningsgrundlag, Konceptnotatet, som styrer forskningsprocessen i Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.