Asterisk nr. 110 - April 2025 - Tema: Samtalens mulighed
Både indre og ydre uro forstyrrer undervisningen i skolen, og lærere bruger meget tid på at skabe ro i klassen for at give undervisningen bedre betingelser. Men roen trives bedst, når vi slipper den målstyrede læring, sætter elever og lærere fri til at sænke skuldrene, viser forskningen på området. Når først roen slår rod, kan klassen sagtens summe af både lyd og læring.
Debatten om at skabe ro i klasserummet kommer ofte til at handle om lærernes evner til klasseledelse, elevernes uro, forstyrrende mobiltelefoner eller skærme. Men vi kigger sjældent på konteksten – de rammer, vi vil have roen til at indfinde sig i, lyder vurderingen fra Lotte Hedegaard-Sørensen, lektor i specialpædagogik, inklusion og didaktik ved DPU, Aarhus Universitet.
”De fysiske rum og måden, vi sætter scenen for undervisningen i dem, har stor betydning for, om lærere og elever kan skabe og finde ro.” siger hun.
Uro er en udfordring, oplever Lotte Hedegaard-Sørensen. Når hun laver observationsstudier ude på skolerne, er det snarere reglen end undtagelsen, at lærerne er nødt til at bruge lang tid på at etablere tilstrækkelig ro til, at undervisningen kan gå i gang. I et af sine igangværende feltstudier følger hun syv lærere, der samarbejder tæt med et fælles mål om at udvikle nye kvalitetsstrategier for undervisningen. Fire ud af syv lærere har sat fokus på netop den vanskelige opgave, de oplever, det er, at få ro på børnene når timen starter og i overgange mellem forskellige aktiviteter.
”Lærerne arbejder med, hvordan man stiller krav om ro, hvordan man med passende autoritet får eleverne til at komme på plads i undervisningslokalet, og hvordan man som lærer sætter sig igennem på en empatisk måde, så man undgår selv at ende med at skælde ud og være med til at producere eller eskalere uroen,” forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.
”Når lærerne er tvunget til at undervise alle, som var de ens, skaber det uro, fordi børn ikke er ens og har brug for noget forskelligt for at kunne fordybe sig og lære.”
Lotte Hedegaard-Sørensen
En lærer fortalte, hvordan hun arbejder med sit eget ’arousal-niveau’. Hun går ind i klasselokalets mylder og uro og træner det at blive i roen og kanalisere roen videre til eleverne, idet hun med sit kropssprog udviser den ro, hun ønsker at smitte dem med.
”I stedet for at gå med uroen, insisterer hun på empatien som forudsætning for at etablere ro, og det virker. Det siger noget vigtigt om, hvad lærerne står i. Man forstår virkelig, at det kan være svært at insistere på og selv blive i roen. Det kræver professionel opmærksomhed og tid og ressourcer at arbejde med sin rolle i relation til sine elever,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
I de samtaler, hun har med lærerne, er det en gennemgående problemstilling, at undervisningen skal lykkes med at nå de mange forskellige børn. De har forskellige interesser, forskellige baggrunde, kulturer, personlighedstyper, måder at tænke og lære på. Flere har endda diagnoser og er såkaldt neurodivergente.
”Lærerne kommer ind i klasselokalerne alene med deres fag som baggrund og skal så nå 26-28 meget forskellige børn. De arbejder meget med, hvordan de kan skabe forskellige måder at gå ind i og tilrettelægge læringsrummet på,” forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.
I sit samarbejde med lærerne tager hun og de udgangspunkt i, hvordan lærerne kan møde børnenes opmærksomhed i deres forskelligheder ved i samarbejde med børnene at undersøge og opdage, hvad de hver især oplever som meningsfuldt, og hvordan det kan tænkes ind i undervisningen.
”Det handler ikke om bare at spørge børnene, hvad de har lyst til. Selvfølgelig skal undervisningen leve op til de fastsatte læringsmål. Metoden går ud på, at lærerne får mulighed for at lære børnene bedre at kende, og at børnene tilsvarende får mulighed for at lære sig selv bedre at kende. Så eleverne kan få større indflydelse, blive hørt og engagerede,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
”Når lærerne er tvunget til at undervise alle, som var de ens, skaber det uro, fordi børn ikke er ens og har brug for noget forskelligt for at kunne fordybe sig og lære,” lyder vurderingen fra Lotte Hedegaard-Sørensen.
Mange af landets skoler er de seneste år begyndt at eksperimentere med at inddrage meditation og mindfulness i undervisningen som et værktøj, der kan styrke elevernes fokuserede opmærksomhed, læring og trivsel.
Nis Langer Primdahl er ph.d. og postdoc i pædagogisk psykologi ved DPU Aarhus Universitet og har forsket i, hvordan og hvorfor lærere og pædagoger bruger meditation og mindfulness i undervisningen. På en række af landets skoler har han fulgt elever, pædagoger og lærere, som han har interviewet og observeret i undervisningen for at undersøge forskellige motiver og metoder.
”Formålene er mange. Det handler både om klasseledelse og om mindfulness som didaktisk redskab, om selvværd og selvomsorg, læring og opmærksomhed, trivsel og stressforebyggelse, om kropslighed og empati. Det handler om at lære at være til stede i nuet, om dannelse og om afslapning, afspænding og pauser,” forklarer han.
Både de lærere og pædagoger, han interviewede, fortalte, at de oplever, at eleverne generelt har fået større indre uro gennem det seneste årti, og at eleverne oplever udfordringer med at skabe fokus i et konstant tankemylder.
”De forklarer behovet for mindfulness med, at elevernes indre uro er blevet større, og at eleverne skal forholde sig til flere skift i skolehverdagen og et højere tempo end hidtil. Lærere og pædagoger peger på, at eleverne har svært ved at falde i søvn om aftenen, og at de har vanskeligt ved at løsrive sig fra telefoner, computerspil mm. Her anskues meditation som en hjælp til at skabe bedre kropskontakt og mere indre ro,” forklarer Nis Langer Primdahl.
En del af lærerne bruger først og fremmest mindfulness som et redskab i deres klasseledelse for at optimere udbyttet af undervisningen. Ved at lære eleverne at meditere i overgange mellem aktiviteter håber de at give eleverne bedre forudsætninger for at fordybe sig og fastholde koncentrationen, fx under en diktat eller en anden øvelse. Ligesom de instruerer eleverne i, hvordan de målrettet kan bruge meditation til at optimere deres præstationer ved eksamen.
”Der er lærere og pædagogerr, der oplever, at eleverne har brug for en pause i mere radikal forstand - selv fra frikvartererne.”
Nis Langer Primdahl
Men der er også lærere og pædagoger, der bruger meditationen som en form for ’helle’ eller en oase, hvor formålet alene er at give eleverne en ’pause fra skolemaskinen’, som en lærer formulerer det – at give lov til at være til stede i et fysisk eller mentalt rum, hvor de almindelige skolelogikker er suspenderet.
”Der er lærere og pædagoger, der oplever, at eleverne har brug for en pause i mere radikal forstand – selv fra frikvartererne. For mange lærere er det at bruge meditation og mindfulness i skolen også et kritisk projekt, hvor de med mindfulness øver kritisk modstand mod det, de ser som et overdrevent fokus på læring, der er fulgt med skolereformen. De mener dermed, at skolereformen har skabt nye logikker og dynamikker, der gør mindfulness og pauser vigtigere end nogensinde i skolen,” forklarer Nis Langer Primdahl.
Endelig er der lærere og pædagoger, som mener, at meditationens læringsrettede formål og de trivselsrettede formål er to sider af samme mønt.
”For de fleste er kropslig ro og pause fra læring det vigtigste, men den positive sidegevinst ved at give slip på målet kan være, at den meditative pause styrker indlæringen. En pædagog forklarede det med, at hvis man har indre ro, kan man i virkeligheden meget bedre modstå ydre uro,” fortæller Nis Langer Primdahl.
De elever, Nis Langer Primdahl interviewede, oplevede, at mindfulness styrkede deres evne til at være til stede i deres krop, at meditationen netop gav dem en rar pause fra kravet om at præstere og dermed ro til at være i nu’et og fokusere på det, de var i.
En lærer formulerede det sådan: ”Jeg bruger meditationen, fordi jeg oplever, at eleverne har brug for hjælp til at skabe stunder, hvor der ikke er gang i den hele tiden.”
”Det betyder ikke, at nationale faglige mål for fagene opgives og betyder mindre. Det betyder, at der etableres flere veje til at nå samme mål i undervisningen.”
Lotte Hedegaard-Sørensen
Lærerne lykkes mest effektivt med at skabe fordybelse og ro i undervisningen, når de afviger fra fælles undervisning for alle elever i klassen med det samme faglige indhold efterfulgt af fælles arbejde med det samme i samme tidsrum. En sådan undervisning forudsætter stille elever, der lytter og er ’undervisningsparate’. Når den logik brydes op, og undervisningen bliver varieret og fleksibel og giver eleverne mulighed for at være aktive på forskellige måder, opstår en dybere ro i undervisningen, viser Lotte Hedegaard-Sørensens forskning.
Det kom fx tydeligt til udtryk i et undervisningsforløb, som var en del af et forskningsprojekt, hvor hun i samarbejde med en række lærere undersøgte forskellige former for elevinddragelse. I det konkrete forløb skulle eleverne lære om Egypten, og lærerne havde forberedt timen omkring tre forskellige læringskasser.
Lærerne indledte timen med en kort forklaring af, hvad de tre forskellige kasser indeholdt, og hvordan man kunne vælge at arbejde forskelligt med forløbet alt efter, hvilken kasse man valgte. Derefter var det op til eleverne at vælge og derpå gå i gang med øvelserne.
”Når eleverne på denne måde får oplevelsen af, at de selv vælger, skaber det ro. Der er børn, der er i gang, børn der griner, børn der taler, men der er ikke børn, der ikke er ’on task’. Det er tankevækkende, at vejen til at skabe ro måske er så enkel; at vi stopper med at putte alle børn ned i den samme kasse og kræve det samme af dem, når nu de er så forskellige,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen:
Giver man børn indflydelse og mulighed for at vælge det, der føles meningsfuldt for dem, skaber man de bedste forudsætninger for ro, trivsel, lyst til fordybelse og læring, vurderer hun.
”Og det betyder ikke, at nationale faglige mål for fagene opgives og betyder mindre. Det betyder, at der etableres flere veje til at nå samme mål i undervisningen,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
Derfor er vi også nødt til at bryde med dogmer og forestillinger om det ideelle klasserum som et rum, hvor læreren taler, og eleverne mestendels sidder stille og lytter. Vores udfordringer med uro udspringer af den kulturelle forestilling om det stille klasserum med læreren ved tavlen og eleverne vendt mod læreren på hver deres stol, lyttende, mener hun.
”Krav om ro kan skabe uro, fordi lærere og børn sætter sig i en situation, som forudsætter læringsparate og rolige børn, der alle synes, at det er interessant at sidde stille og lytte til, hvad læreren siger. Sådan er det jo bare ikke altid,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
”Eleverne sætter pris på og kan godt administrere at få en pause fra de instrumentelle logikker, der almindeligvis er styrende i skolen.”
Nis Langer Primdahl
I sine observationsstudier fandt Nis Langer Primdahl et spændende paradoks, som også peger på, hvordan det at slippe formålet kan fremme præstation ved at skabe ro til læring.
Selv hvor eleverne havde fået at vide, at meditationen ikke havde til formål at forbedre deres præstation, tog eleverne meditations- og mindfulnessteknikkerne til sig og brugte dem præstationsfremmende. I skolesammenhænge, men også i computerspil.
”Det er jo et paradoks, at der hvor lærerne bevidst og målrettet brugte meditationen som modvægt til kravet om, at elevernes skulle præstere, tog eleverne selv værktøjet til sig og brugte det til det, der gav mening for dem. Også meget målrettet i deres liv uden for skolen – fx til at blive bedre til at spille Counterstrike. Computerspil blev jo i første omgang udlagt som en af årsagerne til det nye behov for mindfulness,” siger Nis Langer Primdahl.
Det kan minde os om, at eleverne nok selv skal finde gode og meningsfulde måder at bruge den viden og de redskaber, de bliver præsenteret for i skolen, på. Også på andre måder end lærerne havde forestillet sig, mener han:
”Eleverne sætter pris på og kan godt administrere at få en pause fra de instrumentelle logikker, der almindeligvis er styrende i skolen. Det kan betrygge os i, at vi ikke skal være så bange for at sætte undervisningen mere fri. ”
I sin forskning er Lotte Hedegaard-Sørensen blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er for lærerne at kende eleverne godt, som forudsætning for god undervisning.
Hun fremhæver et forskningsprojekt, som handlede om at styrke børnenes engagement i undervisningen. Det viste tilsvarende, at vejen til ro og fordybelse i klasserummet går via børnenes engagement, forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.
I projektet gav hun og de involverede lærere børnene mulighed for først og fremmest selv at reflektere over, hvordan det var meningsfyldt for dem at være i skolen, hvordan de bedst kunne lide at arbejde med opgaverne – alene eller i grupper – aktivt deltagende eller lyttende osv.
”Vi stillede alle mulige spørgsmål og gav eleverne mulighed for at sidde og dele svarene med hinanden, mens lærerne gik rundt og lyttede til, hvad de svarede. Eleverne lærte sig selv og hinanden bedre at kende, lærerne lærte de enkelte elever bedre at kende. Forskellighederne kom frem i lyset,” forklarer Lotte Hedegaard-Sørensen.
Herefter fik nogle af eleverne lov til at være med til at planlægge, observere og evaluere noget undervisning. Og projektet konkluderede, at eleverne på de to skoler var blevet gladere for at gå i skole, mere engagerede, og at deres fællesskaber i klassen var blevet styrket, fordi de havde fået en bedre og mere nuanceret forståelse for hinanden.
”Sikke et uudnyttet potentiale. Det gav en masse viden om, hvad der betyder noget for fordybelse og læring. Det er en lavthængende frugt, som jeg synes, vi skal tale om i stedet for nye ordensreglementer og mangelfuld klasseledelse,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
En del af årsagerne til uro og forstyrrelser i undervisningen, som lærere og pædagoger kæmper imod, når de forsøger at skabe rum for fordybelse, er præstationspres og krav om tests og gode karakterer, mener Lotte Hedegaard-Sørensen.
For presset for at levere forplanter sig i undervisningens praksis, forklarer hun:
”Jeg ser det gang på gang i min forskning, hvordan lærerne, når de bliver pressede, føler sig tvunget til at undervise på en meget traditionel og tys tys-faglig måde, hvor eleverne frem for alt skal sidde stille og modtage undervisning, fordi det er det, man tyr til, når man som lærer bliver presset”.
Mange af de lærere, hun møder, fortæller om, hvor trætte de er af at føle sig tvunget til at undervise på den måde samt at teste og måle eleverne. Hun oplever lærere, der er stressede over det, politikerne forventer af dem, og at det skaber dårlige forudsætninger for ro.
”Citer mig endelig ikke for at være ’soft’. Alt dette siger jeg, fordi jeg ønsker, at eleverne lærer noget. Det er ikke det bløde eller det hårde. Jeg synes, at den offentlige samtale om skolen er alt for sort hvid. Enten læring og tests eller bløde rundkredse og følelser. Det er overhovedet ikke det, vi taler om, os der taler om at komme børn i møde og kende børnene bedre. Det er forudsætningen for at lære noget, at børnene har det godt og føler meningsfuldhed,” siger hun.
Vil det sige, at du mener, at vi kan opnå mere fordybelse, læring og engagement ved at sætte lærere og elever mere fri?
”Ja, det kan vi. Jeg har set det ske med lærere, der arbejder med at engagere børnene, hvor lærerne fylder mindre, og børnene fylder mere. Den dejlige skønne arbejdsuro med børn, der er glade og engagerede. Og jeg har set det modsatte, lærere der insisterer og kæmper for ro, og jo mere de kæmper, jo mere vokser uroen og bliver forstyrrende. Det første er roskabende – det sidste uroskabende,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
N.L. Primdahl: Taking a Break from the ‘School Machine’: Understanding the Intended Purposes of School-Based Mindfulness Amongst Teachers. In: R. McLellan, C. Faucher, V. Simovska (eds): Wellbeing and Schooling. Transdisciplinary Perspectives in Educational Research, vol 4. Springer, Cham, 2022
V. Simovska & N.L. Primdahl: Trivsel og trivselsfremme i skolen. Pædagogisk indblik nr. 24. Aarhus Universitetsforlag 2024 https
Lotte Hedegaard-Sørensen: Inklusion og eksklusion: Deltagelse eller udskillelse i undervisningen. Frydenlund, 2024
Lektor og ph.d. i specialpædagogik, inklusion og didaktik ved DPU, Aarhus Universitet. Med en kritisk etnografisk tilgang forsker Lotte i samfundsmæssige, kulturelle og historiske betingelser for læreres undervisning i grundskolen. I fokus er læreres arbejde med diversitet i klasserum, hvor relationer mellem undervisning, inklusion og specialpædagogik identificeres. Lotte underviser på Kandidatuddannelsen i generel pædagogik.
Postdoc ved Afdeling for Pædagogisk antropologi og Pædagogisk psykologi på DPU. Han forsker i forholdet mellem tid og trivsel i skolemiljøer med fokus på at gentænke tilgange til trivselsindsatser i skolen, der integrerer både objektive og subjektive tidsperspektiver. Nis underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogiske psykologi og Masteruddannelsen i trivsels- og ressourcepsykologi.
NR. 110
TEMA: Samtalens mulighed
APRIL 2025
