Den pædagogiske samtale mellem fagprofessionelle. Den tillidsfulde samtale mellem lærere og forældre. Sådanne samtaler er vigtige for børn og unges trivsel, men der er brug for, at vi nytænker dem.

Skab bedre rum for den tværprofessionelle samtale

PPR har gennem flere år arbejdet med at udvikle nye samarbejdsformer, hvor man arbejder mere praksisnært og forebyggende og fx skruer op for hverdagssparring med lærere og pædagoger. Det sker ud fra et kommunalt ønske om, at PPR rykker tættere på skoler og institutioner og samarbejder om at udvikle den pædagogiske praksis, frem for at PPR’s ressourcer bliver bundet i arbejdet med individuelle udredninger og PPV’er, som står for Pædagogisk Psykologiske Vurderinger.

PPV’erne er nogle gange helt essentielle, understreger Dorte Kousholt, men der er meget, der peger på, at der ikke er behov for den samme mængde PPV’er, hvis vi får skabt bedre rum og vilkår for de tværprofessionelle samtaler, som reelt gør en positiv forskel for børnene.

”Den overordnede ambition er, at PPR kommer ind i det forebyggende arbejde på fx skolerne, inden børnene får det rigtig skidt, og inden lærerne bliver udtrættede og afmægtige, og fokus indsnævres til individorienterede tiltag. Det er et ønske fra begge sider. Men det er svært. For skolen kan opleve, at PPR ikke kommer med det, som er relevant og hjælpsomt for dem. Og PPR oplever, at de nogle gange skal kæmpe for at få adgang til at hjælpe skoler og institutioner,” fortæller Dorte Kousholt.

Og netop dén situation og dén tendens påvirker rummet for samtalerne og ikke mindst indholdet i de fælles samtaler.

”Der er brug for at flytte indholdet i samtalen fra at handle om udfordringer hos det enkelte barn til, hvilket klasserum og hvilken pædagogisk praksis vi har skabt – og hvordan børnenes deltagelsesmuligheder i det ser ud,” forklarer Dorte Kousholt og fortsætter:

”Vi skal derfor tale om, hvordan vi kan ændre på praksis for at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn med særligt blik for de børn, som har det svært. Og dét er en anden slags samtale end den klassiske PPR-samtale, hvor lærerne kalder på PPR, fordi de har en bekymring for et barn, og så kommer der en psykolog og laver en undersøgelse med primært fokus på det enkelte barn.”

Mere hverdagssupervision giver færre indstillinger

Netop samtalerne spiller en nøglerolle, når PPR skal arbejde mere forebyggende: De korte, løbende hverdagssamtaler mellem psykologer, pædagoger og lærere og med forældre. De svære og de store samtaler. De skæve og de modige samtaler.

”Hvis vi vil noget andet end løsningerne fra i går, har vi brug for kontinuerligt at arbejde med at udvikle det tværprofessionelle samarbejde og samtalerne om, hvordan vi udvikler den pædagogiske praksis. Der er nødt til at være en villighed til den investering hele vejen rundt i systemet – fra politikere, til forvaltning, til medarbejdere i PPR og skole og dagtilbud,” siger Dorte Kousholt, som oplever, at der er stor lyst til og engagement i at gøre noget nyt.

Hun fortæller om nogle af de PPR-medarbejdere, som hun følger på dagtilbudsområdet, som har lagt deres samarbejde med dagtilbuddene fuldstændigt om.

”PPR har faste, tilbagevendende supervisionsaftaler med personalegruppen, i stedet for kun at komme, når pædagogerne er bekymrede for et barn. I PPR kan de se, at når de gør det over længere tid, så falder antallet af indstillinger fra dagtilbuddet,” fortæller Dorte Kousholt.

Hun fremhæver et tilsvarende eksempel fra en skole, som arbejder med at lægge forældresamarbejdet om. Skolen er begyndt at holde flere kontinuerlige samtaler med forældrene i et forebyggende perspektiv, og det betyder, at de oplever, at der bliver færre sager, hvor konflikter eskalerer.

”Jeg har set det her gennem hele mit forskningsliv: Det er gennemgående, at færre problemer når at vokse sig store, når man arbejder med at udvikle det almene forældresamarbejde i hverdagen og udvikler praksisser for samtaler om de almindelige udfordringer, der opstår i hverdagen, inden det kommer til ’vi skal tale sammen for at løse et problem med dit barn’. Det er samtaler, der handler om at være nysgerrig på hinandens ofte ret forskellige perspektiver på og viden om barnet," siger hun og tilføjer:

”Det er helt afgørende samtaler, der skaber en basis for at tale sammen – også når de rigtigt svære problemer opstår. Mange problemer opstår og vokser i kraft af samarbejde – og samtaler – der går i hårdknude, fordi vilkårene for dem ikke er gode nok.”

Polernes kamp er usund for samtalen

Dorte Kousholt har gennem sin forskning fulgt mange familier i situationer, hvor børnene har det svært. Og det er tydeligt at se, at det sætter hele familien under et alvorligt pres, fortæller hun:

”Familierne har typisk brug for både at blive lyttet til og inddraget i en nysgerrig udforskning af, hvad problemet kan handle om, og for støtte til at lave forandringer. Det kan også kræve forandringer i samarbejdet med skolen. Det kalder på samtaler om, hvad det er muligt at forandre i hverdagen i både familien og i skolen, og hvilke ressourcer der er at trække på. Og de samtaler er komplekse og kræver tid, åbenhed og tillid fra begge parter.”

Når Dorte Kousholt lytter til den offentlige samtale og debat om samarbejde mellem skole og forældre, bliver hun i stigende grad bekymret for polariseringen. For år tilbage var det meget lærerne, der var i skudlinjen blandt andet i forbindelse med inklusionsudfordringer. Nu hæfter hun sig ved den måde, forældrene ofte bliver talt frem som dem, der bærer ansvaret for problemerne i skolen.

”Jeg er bekymret over den måde, forældrene bliver talt frem på. Det giver dårlige betingelser for dialog, når debatten om mistrivsel blandt børn og unge kommer til at handle primært om forældrenes opdragelse. Det polariserer debatten, og begge parter kan opleve sig som den part, der ikke bliver lyttet til og forstået. Selve måden, vi taler om både forældre, børn, institutioner og skoler på, stiller dårlige betingelser for samtalerne i det daglige, hvor forældre, lærere og pædagoger er dybt afhængige af hinanden,” siger hun.

Hverdagssamtalerne er afgørende

Som en del af sin forskning har Dorte Kousholt fulgt børns hverdagsliv i både skole, fritidsliv og hjemme i sofaen, ved spisebordet og på børneværelset. Og for hende står det helt klart:

”De her hverdagssamtaler mellem forældre og skole er med til at få skolelivet til at fungere – både for det enkelte barn og for klassen som helhed. De er afgørende, siger mange både forældre, pædagoger og lærere. Når der er vanskeligheder, bliver samtalen sværere. Derfor er det vigtigt at have opmærksomhed på, hvordan vi kan arbejde med at skabe bedre vilkår for samtalen,” siger hun og fortsætter:

”Hvordan kan forældre komme til at opleve at de bliver hørt, når de er bekymrede? Hvordan kan lærerne komme til at opleve, at forældrene bakker op? Hvordan kan der skabes en fornemmelse af, at man er sammen om en fælles sag, selv om man kan se ret forskelligt på den? Fremfor en offentlig debat, der er præget af problemforskydning og ’hvem bærer ansvaret’, må vi tale om, at vi har en kæmpe fælles udfordring, som kun kan løses gennem samarbejde, hvor begge parters bidrag er afgørende.”

Plads til den gode samtale

At skrue op for samtalen er en vigtig brik i at sikre, at flere børn og unge trives. Men vi skal forstå, hvor omfattende opgaven faktisk er, understreger Dorte Kousholt:

”Det sker jo ofte, at vi lukker nogle ude af samtalen, når vi vil løse problemerne. Og hvis vi fx ikke reelt kan lytte til de forskellige stemmer og de uenigheder, der er, så fører samtaler ikke nødvendigvis til den ønskede forandring.”

Set i dét lys er det afgørende at se på betingelserne for samtalerne i skoler og dagtilbud, pointerer hun.

”Det er vigtigt at få blik for både form og indhold i samtalerne. Ikke bare hvornår og hvordan er det, vi taler sammen, men også om hvad. Pædagoger og lærere skal have rum til samtaler med forældre om, hvad der sker i børnegruppen, fx hvad pigegruppen har af konflikter lige nu og ’hvad der var svært for netop din datter lige dér’. Det er jo nogle helt almenmenneskelige temaer i livet, hvor vi hele tiden må udvikle vores måder at håndtere livet på, når der kommer nye udfordringer.”

Men det kræver tid og rum at få øje på, påpeger hun.

”Når lærere og pædagogers hverdag bliver presset, og de står med for mange opgaver, de ikke kan eller har tid til at løse, og pres udefra fx fra ledelsen eller forældre, så kan de miste det pædagogiske blik for, hvad børnene prøver på, hvordan fællesskaberne fungerer og tiden til den ekstra dialog med børnene, i teamet og med forældrene,” siger Dorte Kousholt.