Med afsæt i forskningsprojektet Diverging Paths – Educational Choices and Social Divisions dykker jeg sammen med tre kolleger ned i de sociale forestillinger og bevægelser mellem forskellighed og lighed, der gør sig gældende, når unge træffer både små, hverdagslige og større valg om uddannelse. Vi spørger blandt andet, hvordan børn og unge orienterer sig i relation til deres venner og senere i relation til deres medstuderende når de først har truffet et valg og er startet på en uddannelse.

Unge bruger hinanden som sociale pejlemærker

I løbet af de sidste 18 måneder har jeg observeret og interviewet 40 unge på tværs af tre forskellige videregående og erhvervsuddannelser om deres veje gennem skolesystemet. Jeg har derudover interviewet 10 undervisere, studie- og SPS-vejledere mm., mens mine kolleger har interviewet en lang række andre unge, børn og deres forældre på tidligere trin gennem det danske uddannelsessystem.

Vi har spurgt til de mange – store og små – valg, oplevelser og erfaringer med skolens rammer og sociale liv, som de gør sig undervejs, og som samlet set udgør konteksten for unges uddannelsesvalg.

Noget af det, vi her kan se på tværs af projekterne, er, hvordan unge bruger hinanden som sociale pejlemærker for anerkendelse og spejling, når de skal finde sig selv og finde vej i et tiltagende komplekst uddannelsessystem.

”Jeg ville aldrig gøre noget, alle de andre ikke gjorde”

De studerende, jeg har talt med, er unge, der allerede har truffet deres uddannelsesvalg og er startet på enten en universitetsuddannelse, en professionsuddannelse eller en erhvervsuddannelse. Det er alt fra fremtidige elektrikere og pædagoger til læger. Og for at blive klogere på hvad der har drevet deres valg – og i mange tilfælde også frafald og omvalg – har jeg bedt de unge se både tilbage i deres skoleliv, venskaber og sociale orienteringer og frem mod de professioner, de forestiller sig for fremtiden.

Der kan jeg se, at vennernes betydning ændrer sig over tid. I erindringerne om valg af ungdomsuddannelse er de valg, vennerne træffer, meget vigtige, mens den betydning aftager over tid, ofte i takt med at de unge udvider deres omgangskreds, og at de venner, der tidligere var de vigtigste orienteringspunkter, er søgt andre veje. Mange unge vælger fx gymnasiet og en særlig studieretning, fordi det er det, ’de andre gør’, mens andre bevidst søger væk fra de ruter, andre fra folkeskoleklassen tager. Dermed bliver de venner, som børn og unge omgiver sig med, ofte indirekte afgørende, fx fordi særlige gymnasiespor åbner for særlige uddannelsesruter og mulige fremtider, mens de gør andre valg usandsynlige.

Alligevel kan ønsket om at gøre som de andre også lede til af- eller omveje, der kan være smertefulde for den enkelte. Det fortæller Camilla, der trods dårlige skoleerfaringer og en tidlig drøm om at blive elektriker valgte at gå i gymnasiet efter 9. klasse. Hun fortæller, at bare tanken om, at en pige kunne gå på erhvervsskole, var direkte utænkelig i den by, hun kommer fra:

”Jeg ville aldrig gøre noget, alle de andre ikke gjorde, for så ville jeg være alene, og det anede jeg ikke, hvordan man kunne være. Så jeg tog på gymnasiet, for det gjorde alle de andre.”

Efter en svær gymnasietid og flere afbrudte studier både på universitetet og på en professionshøjskole begynder Camilla som 28-årig på elektrikerstudiet. Og også her bliver de andre elektrikerelever afgørende for de erfaringer, hun og hendes medstuderende gør sig med uddannelsen.

På erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser ser jeg, hvordan medstuderende optræder som vigtige sociale figurer, som de unge orienterer sig mod og bliver til i relation til: De aflæser, hvem de andre på uddannelsen er, og afprøver i forlængelse heraf, hvem de selv er og kan blive til.

Om en uddannelse er ’den rigtige for én’, afhænger derfor både af den konkrete uddannelses faglige indhold – men også i høj grad af, hvilke andre unge, der går på uddannelsen, og hvilke studenterforventninger, idealer og identiteter, som uddannelserne taler frem og skaber.

Sociale dynamikker er mere afgørende end informationsmøder

Når de unge møder andre unge på deres studier, så sker der altså komplekse aflæsninger af, om det her er et sted, hvor de selv kan opleve at passe ind. Det er en ofte uudtalt, men samtidig kompleks kalibrering af, hvem de andre er; hvem man søger nærhed med; og hvem man lægger afstand til. Og i sidste ende siger disse aflæsninger noget om den videre livsbane, de unge ser for sig selv, og som studievalget bliver en afgørende faktor i. Er jeg sådan én, der tager sådan et valg? Passer jeg ind med de andre her?

Den danske folkeskole samler børn og unge på tværs af forskelligheder såsom sociale, kønnede og etniske kategorier. Samtidig ser vi hos de unge et vigtigt arbejde i at finde sammen med andre unge, der ligner dem selv, og som de kan spejle sig i.

Derfor er uddannelsesvalg for de fleste unge ikke kendetegnet ved rationelle og opdelte aktiviteter så som informationsmøder og studievejledning, men snarere indlejret i en række sociale dynamikker og orienteringer imod andre: andres valg og fravalg og andres anerkendelse og legitimering blandt andet for at kunne fremstå legitim over for sig selv.

For at blive én, der kan påbegynde en vej som fx elektriker, læge eller pædagog, så skal man som ungt menneske altså anerkendes og opleve, at betydningsfulde folk omkring en legitimerer den profession eller studieretning, man går efter. Derfor bliver de sociale normer og rammer for, hvilke uddannelsesvalg der anses som legitime og værdige, afgørende for de valg, de unge træffer. Også selvom disse normer ofte ikke fremstår som noget, de unge taler direkte om, men snarere som i min empiri kommer til udtryk som automatiske valg og fravalg og pejlinger efter, hvad ’sådan en som mig’ gør.

Unges uddannelsesvalg er derfor i høj grad formet af, hvor man kommer fra, hvem man orienterer sig imod, og hvilke retninger der åbner sig for en. Og fra folkeskolens diversitet sker der i løbet af de unges mange små uddannelsesvalg en subtil indsnævring i denne diversitet med en løbende social fordeling af de unge til følge.

Kampen om status og anerkendelse

Dertil kommer, at de uddannelser, de unge vælger, langtfra udgør socialt neutrale rum. Uddannelser er fyldt med forskelssætning, værdighedskoder og grænsemarkører, der optegner skillelinjer mellem dem, der er inde, og dem, der er ude. Det kan være markører som karakterkrav og fremtidige karrieremuligheder: Hvor langt rækker mine muligheder med det her karaktersnit? Hvordan kan jeg finde en vej, hvor jeg kan skabe betydning og værdi for andre?

Men selvom alle muligheder så at sige står åbne for unge, der har høje karaktersnit, så synes uddannelser med lave optagelsessnit – så som pædagog og håndværker – automatisk at lukke sig som mulige uddannelsesvalg for mange af disse unge.

For selvom både politikere og uddannelserne selv aktivt arbejder for at tale fx erhvervs- og velfærdsuddannelsernes vigtighed og samfundsværdi op, så ved de unge godt, at der er væsentligt forskellige statustildelinger i spil i valget af at læse til henholdsvis pædagog og læge, og at der derfor for mange på fx pædagoguddannelsen netop ikke har været frit valg på alle hylder. Fx fortalte en nystartet pædagogstuderende mig, at hun blev mødt med kommentaren Hvad ville du have valgt, hvis du havde haft gode karakterer? af en fjern slægtning, da han hørte om hendes valg af pædagoguddannelsen.

På erhvervs- og pædagoguddannelserne er optagelseskravene relativt lave, og tildelingen af værdighed og status er derfor ikke givet på forhånd. Den skal forhandles og tilkæmpes, og det står i modsætning til fx medicinstudiet, der tydeligt markerer det påkrævede høje karaktersnit, og på mangfoldige måder tildeler værdi, status og vigtighed til deres studerende.

Derfor kan valget om at læse til fx pædagog også være forbundet med en oplevelse af at skulle retfærdiggøre uddannelsens værdi overfor venner og familie. Og for nogen kan det ligefrem være forbundet med en oplevelse af skam.

Uddannelsespolitisk aftale cementerer statusforskel

Her er politiske paroler, der deklarerer, at ’der er brug for alle uddannelser og alle erhverv’, ikke meget værd. Der er et stort samfundsmæssigt behov for, at flere unge vælger erhvervs- og velfærdsuddannelserne, men de unge kan godt gennemskue den ulige værdisætning, der findes på tværs af uddannelser. Og de kan godt se, at den enkeltes fremtidsmuligheder, fx i forhold til økonomisk frihed, ser meget forskellige ud på tværs af uddannelser.  

Med det in mente kan det derfor undre, at den ny reform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser, der netop er præsenteret som en anerkendelse af de elever, der ikke ønsker en akademisk vej, konkret øger karaktergennemsnittet mellem STX og den ny EPX og forkorter pædagoguddannelsen. Dermed bidrager reformen netop til at cementere den statusforskel, som allerede er en del af erhvervs- og professionsuddannelsernes ansøgningsudfordring.

Hvis vi ønsker, at flere elever skal søge mod disse uddannelser, så er der behov for, at vi lykkes med at øge uddannelsernes status i samfundet. Det gør vi ikke ved at sænke barren for, hvem der kan komme ind, for det vil reelt give uddannelser, der lukker sig for kandidater med høje karaktersnit. Snarere består opgaven i at vise, at disse uddannelser reelt er vigtige, er krævende og er højt værdisat, både i uddannelsernes konkrete tilbud og elevsammensætning, og i de fremtidige jobs og karrieremuligheder, som de unge vil møde.