Asterisk nr. 110 - April 2025 - Tema: Samtalens mulighed
Lyt til artiklen
”Jeg mener det samme som min mormor. Vi kan ikke lide københavnere.” Sådan cirka sagde en 15-årig skoleelev fra en lille provinsby på Sjælland, da han blev interviewet af Jonas Lieberkind, lektor ved DPU, Aarhus Universitet om sit politiske engagement.
Aversionen mod københavnere var de fælles om i elevens familie, og i det hele taget var de grundlæggende politisk enige på tværs af generationer. Når eleven snakkede om politik med familien, var han altså på hjemmebane blandt ligesindede.
Interviewet illustrerer et vigtigt resultat fra den seneste internationale ICCS-undersøgelse af 8. klasseelevers politiske dannelse og samfundsengagement, som Jonas Lieberkind var med til at gennemføre i Danmark. Siden Danmark første gang deltog i undersøgelsen i 2009, har de danske elevers viden om demokrati og samfundsforhold ligget i top. Det samme gør elevernes oplevelse af klasserummet som et åbent samtalerum, hvor de trygt kan dele deres oplevelser og holdninger, og hvor lærerne motiverer dem til at gøre det.
Men med den seneste undersøgelse begyndte de mørke skyer at trække op i horisonten for den demokratiske samtalekultur herhjemme. Resultaterne, der blev offentliggjort i 2023, viste, at selvom danske unge sammenlignet med unge fra andre lande stadig har stor viden om demokrati og samfundsforhold, så er denne viden faldende. Og de oplever i betydeligt mindre grad end tidligere skolen som et åbent og motiverende sted for politiske samtaler.
”De unge har mange holdninger og giver gerne udtryk for dem, men helst sammen med familien og de nærmeste venner derhjemme, hvor der bliver talt politik mere end nogensinde. Til gengæld taber skoleklassen terræn som samtalerum, og de allerfleste står af på at deltage i politiske samtaler offentligt. Der er altså en stigende tendens til, at de unge foretrækker kun at give udtryk for deres holdninger i nære, trygge og private omgivelser,” siger Jonas Lieberkind.
Den sjællandske skoleelev kunne imidlertid også lufte sin københavner-antipati over for en københavner. Så kunne de nysgerrigt og åbent spørge ind til hinandens holdninger og gennem samtale få gensidig forståelse af hinandens begrundelser for at mene det, de mener. Måske ville de ikke blive enige, men i det mindste begge blive klogere på, hvordan land/by-konflikter kan være med til at splitte befolkningen.
Sådan ville den ideelle demokratiske samtale nemlig forløbe. I hvert fald ifølge teologiprofessor og højskoleforstander Hal Koch, der i 1945 skrev Om demokrati. En bog, der har påvirket den demokratiske dannelsestænkning herhjemme, også hos Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der i et interview i Weekendavisen 30. januar 2025 fortalte, at han havde brugt weekenden på at læse bogen og var blevet inspireret til at gentænke skolens rolle i samfundet.
For Hal Koch er demokrati meget mere end en styreform. Det er en livsform, der finder næring i samtalen, hvor vi diskuterer åbent og interesseret med hinanden, ikke mindst med dem, vi er uenige med. Ikke kun op til folketings- og andre valg, men i det daglige som en grundindstilling over for hinanden.
Den demokratiske samtale er imidlertid også et offentligt anliggende. Det er ikke nok at være privatpraktiserende demokrat i samtalekøkkenet derhjemme. Samtalerne må ud i det offentlige rum, og her spiller skolen en vigtig rolle:
”Når eleverne ikke ønsker at deltage i politiske samtaler i offentlige rum, så er skolen ikke lykkedes med den demokratiske dannelse. Vi må derfor arbejde på at få nogle af de samtaler, de unge har med deres venner og familie derhjemme, tilbage i skolen og måske endda ud i offentligheden,” siger Jonas Lieberkind.
Som politisk-demokratisk ideal er samtalen i skolen ofte inspireret af Hal Koch (1904 – 1963). Han skrev Om demokrati i 1945 efter at demokratiet i Europa i 1930’erne og under 2. Verdenskrig var blevet trådt under fode. Nu skulle det demokratiske sindelag opbygges hos danskerne, ikke mindst hos de unge, gennem oplysning, opdragelse og uddannelse.
Den danske pædagog Holger Henriksen (1931 – 2021) var optaget af, hvordan Hal Kochs tanker om samtalens betydning for demokratiet kan praktiseres i undervisningen. Hans bog Samtalens mulighed, der udkom første gang i 1993, har ligefrem undertitlen Bidrag til en demokratisk didaktik.
Den norske professor Olga Dysthe har fra slutningen af 1990’erne været en stor inspirationskilde for samtalepædagogikken i Norden, bl.a. med sine bøger om ’Det flerstemmige klasserum’ og ’Dialogisk pædagogik’.
Det kræver, at vi er villige til at se på samtalen med nye øjne. For Hal Koch kendetegner det demokratiet, at vi løser konflikter med ordet og ikke med sværdet. Men hvad med dem, der ikke har ordet i deres magt, eller hvis holdninger stikker ud? Hvordan kan vi give dem adgang til samtalen, så de ikke rækker ud efter sværdet eller griber til andre metoder – eller måske helt opgiver at deltage i demokratiet?
Det dilemma er også en pædagogisk udfordring i skolen, mener Jonas Lieberkind. En udfordring, som allerede den britiske samfundsforsker Paul Willis beskrev i sin bog Learning to Labour fra 1977.
Willis’ etnografiske studie handler om drenge fra arbejderklassen, der kan se frem til et liv som ufaglærte arbejdere ligesom deres fædre. Mønsteret kan brydes gennem uddannelse – men det har drengene ikke noget ønske om.
Klasserummet består både af privilegerede middelklassebørn, der deltager i undervisningen på skolens præmisser, og af gruppen af arbejderklassedrenge, der ikke bryder sig om skolen og udvikler en slags modskolekultur. De to grupper har ifølge Willis intet til fælles, forklarer Jonas Lieberkind.
”Arbejderklassedrengene taler nedsættende om kvinder og kommer med racistiske udmeldinger. Så går den ene pludselig på toilettet midt i undervisningen, så gør den næste det. De kommer for sent, de larmer, vælter en stol eller noget vand,” siger han.
Men Willis’ pointe er, at arbejderklassedrengene med deres adfærd faktisk giver udtryk for politiske holdninger. Drengene oplever, at deres meninger og opfattelse af verden grundlæggende ikke accepteres i skolen, og derfor bliver deres ytringer ofte hårde og bastante og får nogle gange ligefrem fysisk karakter.
”Drengenes adfærd kan ses som et modsvar til skolens forventninger om, at man skal agere og ytre sig på bestemte måder. De prøver at legitimere den form for liv, de gerne vil leve, over for det liv, skolen repræsenterer, men de gør det på andre måder end dem, skolen anser for legitime. Lærerne anerkender ikke disse ytringer som indlæg i en samtale, men afviser dem som støj og sabotage,” siger Jonas Lieberkind.
Willis’ studie er højaktuelt i forhold til de udfordringer, den demokratiske samtale står over for i dag, mener Jonas Lieberkind. Det er nemlig problematisk, når bestemte holdninger og måder at ytre sig på ikke anerkendes som legitime indlæg i debatten i samfundet eller i skoleklassen – måske fordi de ikke opfattes som ’stuerene’, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde om Dansk Folkeparti i 1999.
”Når skolens samtalekultur er trængt, er det blandt andet fordi, den potentielt udelukker bestemte typer af ytringer og holdninger. Der findes stærke holdninger derude, også i klasserummet, som vi indtil videre ikke rigtig har villet anerkende legitimiteten af,” siger Jonas Lieberkind.
”Det er jo helt klart et af demokratiets dilemmaer. At vi gerne vil inddrage alle i samtalen, men at der samtidig må være grænser for, hvilke holdninger man kan ytre og hvordan.”
Jonas Lieberkind
Der ligger derfor en stor pædagogisk opgave i at facilitere et klasserum, som reelt giver alle elever adgang til samtalen ud fra deres forskellige forudsætninger og præmisser, og hvor der ikke bare er plads til forskellige holdninger, men også forskellige måder at ytre dem på.
”Hvis lærerne kan skabe et rum, hvor alle holdninger kan komme til udtryk, og hvis de forstår, hvordan tavshed eller det at trække sig fra diskussionen, ja selv det at vælte noget vand, kan være en ytring, der har noget på hjerte, så vil det styrke den demokratiske samtale,” siger Jonas Lieberkind.
Men hvis det lykkes, risikerer vi så ikke, at folk myldrer ud af ekkokamrene hjemme i familien eller på internettet og bruger deres demokratiske ret til at ytre ekstreme holdninger på ekstreme måder?
”Det er jo helt klart et af demokratiets dilemmaer. At vi gerne vil inddrage alle i samtalen, men at der samtidig må være grænser for, hvilke holdninger man kan ytre og hvordan,” siger Jonas Lieberkind.
Det er her, vi ifølge Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, må holde fast i arven fra Oplysningstiden i 1700-tallet: liberalt demokrati består ikke blot i, at alle har en stemme, men i at alle har en oplyst stemme. Hvor ’stemme’ både betyder retten til at ytre sig i politiske samtaler og retten til at deltage i demokratiske valghandlinger, selvom den almindelige valgret er af nyere dato.
Oplyste stemmer får vi gennem viden og autonomi – de to nøgleord i demokratisk dannelse, forklarer Vincent F. Hendricks.
”I skolen uddanner vi den næste generation til alt lige fra at overtage nøglerne til Statsministeriet til at arbejde nede i Netto. Og uanset om eleverne kommer til at gøre det ene eller andet, skal skolen danne og uddanne dem til personlig autonomi – til kvalificeret selvstændig beslutningsdygtighed,” siger Vincent F. Hendricks.
Personlig autonomi er et ideal, der står centralt hos den tyske filosof Immanuel Kant (1724 – 1804). Hans lille skrift fra 1784 Hvad er oplysning? rummer en klassisk definition af oplysning som ’menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed’.
Umyndighed er ifølge Kant, når det enkelte menneske ikke tør træffe selvstændige beslutninger, men overlader det til forskellige autoriteter i samfundet at definere, hvad der er rigtigt at gøre moralsk og politisk. Personlig autonomi derimod er modet og evnen til at træffe egne beslutninger og foretage egne vurderinger baseret på viden og fornuftige ræsonnementer.
Men autonomi er kun den ene side af sagen. En oplyst stemme kræver også viden, og ifølge Vincent F. Hendricks kan viden defineres som summen af kundskaber og færdigheder. Altså at vi både mestrer teori og praksis, kunne man også sige.
”Når mine studerende har læst grundbogen Moderne elementær logik, siger de nogle gange, at nu har de lært logik. Men at de har læst teksten og kan recitere nogle regler, er ikke det samme som, at de kan logik. Det er endnu ikke en færdighed. Viden er også at kunne bruge sine kundskaber,” siger han.
Og færdigheder kan ikke forceres. De skal opøves, det tager tid, man begår fejl undervejs og er nødt til at revidere sit udgangspunkt og måske starte forfra.
”Halvdelen af indlæringen ligger i at begå fejl, uanset om du er i gang med at lære et håndværk eller lære matematik, historie eller et hvilket som helst andet skolefag. Problemet er, at fejl er ildeset i det officielle uddannelsessystem, fx stimulerer den nuværende karakterskala ikke elevernes eller de studerendes mod på at begå konstruktive fejl,” siger Vincent F. Hendricks.
Derfor lægger han i sin undervisning vægt på, at det er i orden at begå fejl – ja, at vi faktisk helst skal begå fejl. Hvis undervisningen skal give eleverne viden, forstået som kundskaber plus færdigheder, er forudsætningen med andre ord, at det lykkes at skabe ’et fejllegitimerende læringsrum’, som han kalder det.
”Polarisering betyder ikke, at vi har forskellige standpunkter - men at mennesker, der i forvejen er enige om et bestemt standpunkt, bliver mere og mere rabiate i deres enighed alene ved at drøfte det sammen med ligesindede”
Vincent F. Hendricks
Det er her, samtalen kommer ind i billedet som vejen til at fremme viden og autonomi. Det er ved at tale med hinanden, lytte og spørge, at man prøver ting af, begår fejl, erkender fejlene, lærer nyt og sammen bliver klogere. Det gælder i alle de læringsrum, vi møder fra grundskolen og opefter – og det gælder som princip for den måde, vi omgås med hinanden i et demokratisk samfund.
I dag foregår størstedelen af de offentlige samtaler på internettet og de sociale medier, og det er nemt at finde sammen med dem, man i forvejen er enig med. Men den type samtaler, vi for demokratiets skyld har brug for, er dem, vi har med mennesker, vi er uenige med, og hvor vi gennem samtalen derfor kan opdage, at vi måske har taget fejl, mener Vincent F. Hendricks.
”Hvis du og jeg er politisk uenige, er det ikke interessant i sig selv. Det interessante er, hvorfor vi er uenige. Det kræver et stort samarbejde at nå frem til det, jeg kalder oplyst uenighed, dvs. at vi gennem samtale når frem til at forstå hinandens forudsætninger og begrundelser for at mene det, vi gør,” siger Vincent F. Hendricks og tilføjer:
”Det kan godt være, samtalen ikke ender med, at vi bliver enige. Men hvis den ender med oplyst uenighed, vil jeg kalde det en vellykket samtale alligevel. Noget af det mest centrale i demokratisk dannelse er at forstå, hvorfor mennesker har de meninger, de har. Selv hvis der er idiosynkratiske grunde til, at du har bestemte meninger, er det oplysende for mig at vide, hvordan din baggrund spiller ind på dine holdninger.”
Vincent F. Hendricks mener, at argumenter er blevet en mangelvare i den offentlige samtale:
”Debatprogrammer på TV stimulerer ikke nødvendigvis argumentet, fordi det tager tid og kræver tålmodighed, og det er dårligt for seertallene. De sociale medier gør det endnu mindre, for det er dårligt for deres forretningsmodel, der er baseret på, at vi hele tiden klikker eller scroller videre. Og det er skidt for det heterogene demokrati, for det betyder, at vi ikke bliver udfordret ved at lytte til de andres argumenter, men tværtimod blive mere og mere fasttømrede i vores egne meninger og fordomme,” siger Vincent Hendricks.
Men når medierne ikke vil stimulere argumentet, kan vores uddannelsesinstitutioner måske gøre det. Ifølge Vincent F. Hendricks bør elever og studerende fra grundskolen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet lære at opbygge, forstå og gennemskue argumenter og øve sig i at deltage i offentlige samtaler baseret på argumenter.
Det gælder ikke kun, når samtalen drejer sig om politik og samfundsforhold. Overalt, hvor der kan være uenighed om tingene, skal vi lære, at man ikke bare kan sige: ’sådan er det, fordi det synes jeg’ eller ’jeg føler det er forkert, hvad du siger’ – men at holdninger skal begrundes.
”Hvis eleverne fx arbejder med en novelle i dansk og skal fortolke de forskellige symboler, skal de jo lære at finde belæg i teksten for deres fortolkninger – og at være åbne for, at der kan være bedre belæg for én slags tolkning end for andre,” siger Vincent Hendricks.
Vores samtaler bør altså være drevet af gensidig, fordomsfri nysgerrighed. Det er både forudsætningen for at opnå viden og for at ’leve’ demokratisk.
”Jeg skal ikke være låst fast i en mening om din mening, men prøve at forstå, hvorfor du mener det, du mener. Det kræver, at jeg stiller dig spørgsmål, som du kan besvare, uden at du føler dig angrebet. Du skal have mulighed for at ridse præmisserne for dit standpunkt op, inden du skal til at forsvare det, og jeg må lytte til dig, nysgerrigt og fordomsfrit, inden jeg eventuelt begynder at gå i rette med dig,” siger Vincent F. Hendricks.
”Bullshit er gift for demokratiet. Desto vigtigere er det, at elever og studerende øver sig i spillereglerne for demokratisk samtale, så det er demokratisk dannede borgere og ikke bullshittere, vores uddannelsesinstitutioner sender ud i samfundet.”
Vincent F. Hendricks
Vincent F. Hendricks kalder denne proces for uenighedens samarbejde. Et samarbejde, der kan hjælpes godt på vej af humor.
”Humor er et vigtigt middel til at komme ind i hovedet på hinanden. Selv når du og jeg er vanvittigt uenige om noget, er det et forsonende og afvæbnende element, hvis vi kan få hinanden til at grine eller trække på smilebåndet,” siger han.
Det må det dog ikke sløre, hvad vi faktisk mener. Skal samtalen have nogen demokratisk vægt, er vi nødt til at kunne tage hinanden alvorligt. Den tyske filosof Jürgen Habermas (1929-) har formuleret tre såkaldte gyldighedskrav til samtalen. Det er krav, som vi tager for givet, at vi hver især overholder, når vi forsøger at komme til forståelse med hinanden i en samtale: sandhed, sandfærdighed og rigtighed.
Sandhed betyder, at vi taler i overensstemmelse med kendte fakta. Sandfærdighed – eller oprigtighed – betyder, at vi taler i overensstemmelse med den måde, vi faktisk oplever verden på, og det vi faktisk mener eller har til hensigt. Og rigtighed betyder, at det, vi siger, stemmer overens med alment accepterede normer og værdier.
Den værst tænkelige samtalepartner er derfor den såkaldte ’bullshitter’, mener Vincent F. Hendricks og henviser til den amerikanske filosof Harry Frankfurts (1929-2023) bog On bullshit fra 2005.
”En bullshitter forpligter sig ikke på at mene det, han siger. Han er derfor værre end løgneren, der godt nok lyver, men i det mindste accepterer den principielle forskel på sandt og falsk. Men en bullshitter er ligeglad med denne forskel, og eksempelvis er det derfor, nogle folk på den anden side af Atlanten i denne tid – ingen nævnt, ingen glemt – er så giftige for den offentlige samtale, for man ved ikke, hvad man kan forpligtige dem på. Hvis bullshit i denne betydning går hen og bliver normen for den offentlige samtale, har demokratiet ingen pejlepunkter,” siger Vincent F. Hendricks.
Det udelukker dog ikke, at det kan være et godt didaktisk greb at lade elever og studerende argumentere for synspunkter, de ikke nødvendigvis har. Tværtimod kan de på den måde lære at sætte sig ind i forskellige holdninger og de grunde, der kan være til at have dem. Vincent F. Hendricks anvender blandt andet metoden, når han underviser på sit kursus i (Mis)information og demokrati, hvor han sammen med de studerende sætter fokus på polarisering.
”Polarisering betyder ikke, at vi har forskellige standpunkter. Det betyder, at mennesker, der i forvejen er enige om et bestemt standpunkt, bliver mere og mere rabiate i deres enighed alene ved at drøfte det sammen med ligesindede,” siger han.
Vincent F. Hendricks deler fx de studerende vilkårligt op i grupper, der skal formulere argumenter hhv. for og imod vaccination og wokeness.
”Det er påfaldende, hvordan hver gruppe kan samles om og forpligtige sig på argumenterne og en fælles definition af et begreb, selv hvis de er uenige internt i udgangspunktet. Det demonstrerer polariseringsmekanismen, og det bliver de klogere af,” siger han.
For bullshitteren derimod kan et begreb defineres på én måde det ene øjeblik og på modsat måde det næste øjeblik, og argumenter for kan vendes til argumenter mod og omvendt. Der er kort sagt ingen forpligtelse på fælles spilleregler eller fælles viden, ingen forpligtelse på sandhed, sandfærdighed eller rigtighed.
”Bullshit er gift for demokratiet. Desto vigtigere er det, at elever og studerende øver sig i spillereglerne for demokratisk samtale, så det er demokratisk dannede borgere og ikke bullshittere, vores uddannelsesinstitutioner sender ud i samfundet – borgere, der samtidig kan detektere bullshit, når de møder det,” siger Vincent F. Hendricks.
Når de unge vender den offentlige samtale ryggen, handler det blandt andet om, at nogle af de vigtige politiske dagsordner for dem har fået en mere privat og intim karakter, fortæller Jonas Lieberkind.
”De allerfleste går ind for, at Danmark er med i EU og NATO, og der er grundlæggende enighed om, at vi skal gøre noget ved klimaet og styrke Forsvaret. Diskussionerne på den konventionelle politiske banehalvdel er ikke særlig interessante for de unge, for hvad er overhovedet til diskussion?”
Det er derimod meget mere interessant for de unge at diskutere identitet og selvforståelse, fortæller Jonas Lieberkind:
”Hvem er jeg i verden? Hvad skal jeg med mit liv? Hvilket køn er jeg, og hvilken betydning har det? Hvilke udfordringer oplever jeg? Det er faktisk politiske problemstillinger, som er uhyre vigtige for demokratiet. Men det er også personlige problemstillinger, som de unge ikke nødvendigvis har lyst til at samtale om offentligt – også fordi de er blevet mere ydmyge og derfor ikke oplever, at den slags diskussioner er relevante for andre end de nærmeste.”
”Selvom eleverne i en klasse kender hinanden godt, så har mange politiske spørgsmål, ikke mindst dem, der handler om identitet og selvforståelse, fået en konfliktkarakter, der gør, at de ikke længere er trygge ved at tale om dem i klassen.”
Jonas Lieberkind
Jonas Lieberkinds forskning viser også, at de unge holder sig tilbage fra politiske samtaler i det offentlige rum af frygt for offentlighedens reaktioner. Selv i klasserummet, hvor de ikke oplever den samme tryghed og åbenhed som tidligere. Måske fordi tendenserne til polarisering i samfundet allerede er trængt ind i folkeskolen.
”Selvom eleverne i en klasse kender hinanden godt, så har mange politiske spørgsmål, ikke mindst dem, der handler om identitet og selvforståelse, fået en konfliktkarakter, der gør, at de ikke længere er trygge ved at tale om dem i klassen. De frygter den ’backfire’, det kan give, hvis man mener noget offentligt. Så tilpasser de sig hellere den konsensus, der ser ud til at være i klassen eller i de offentlige rum, de nu er en del af,” siger Jonas Lieberkind.
De unges frygt for uenighed er imidlertid en tikkende bombe under demokratiet. I hvert fald hvis vores ideal er det såkaldte deliberative demokrati – eller ’rådslagningsdemokratiet’, som det også bliver kaldt – hvor man lytter til alle synspunkter i en sag og tager dem med i sine overvejelser, inden man træffer en beslutning, som alle respekterer, uden nødvendigvis at være helt enig i den.
”Dette ideal for den demokratiske samtale bygger på forestillingen om en enhedskultur: At der under det, der skiller os ad, ligger en fælles grund, der først og fremmest binder os sammen. Det ligger til grund for Hal Kochs demokratiopfattelse, og det har rødder tilbage til Grundtvig og romantikkens forestilling om det danske folk som en organisme, der er groet af den samme muld,” siger han.
Men ifølge Jonas Lieberkind står det klart i dag, at enhedskulturen er splittet, og at vi som danskere ikke længere nødvendigvis er del af det samme kulturelle ’vi’. Tværtimod er forskellene mellem os måske blevet så substantielle, at det udfordrer selve ideen om et fælles samfundsprojekt, der kan binde os sammen.
”Det får konsekvenser for den demokratiske samtale. Når de unge helst undgår politiske samtaler uden for hjemmet, er det en del af udviklingen mod, at vi primært udveksler synspunkter i lukkede kredsløb af ligesindede. Og det gør vi jo blandt andet for at undgå ubehagelige konfrontationer med folk, der mener noget helt andet,” siger Jonas Lieberkind.
Man behøver blot kigge i rapporten Angreb og had i den offentlige debat på Facebook som Analyse & Tal F.M.B.A udgav i marts, for at få en ide om omfanget af den hårde og hadefulde tone.
Desto vigtigere er det derfor at få samtalen tilbage i klasserummet. Vi må genopfinde enhedsskolens princip om, at skolen er et offentligt rum, hvor børn og unge mødes og diskuterer med hinanden på tværs af sociale og kulturelle baggrunde, værdier og holdninger, mener Jonas Lieberkind:
”Ideen om enhedskulturen er grundlæggende problematisk, fordi det altid vil være bestemte grupper i samfundet, der definerer, hvad der binder os sammen. Samtalen i skolen må derfor genopfindes på en sådan måde, at den reelt giver plads til forskellige elever, forskellige meninger og forskellige måder at ytre dem på.”
Bjarke Malmstrøm Jensen og Vincent F. Hendricks: Fra Kant til Steen. En samtale om skolens raison d’être, Hans Reitzels Forlag, 2024
Jonas Lieberkind og Jens Bruun: Politisk og demokratisk dannelse i en krisetid, Aarhus Universitetsforlag, 2024
Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks: Her er et sæt spilleregler til brug i woke-debatten. Højskolebladet, 2022
Ph.d. og lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i unges politiske og demokratiske dannelse, aktuelle tendenser blandt unge, deres syn på samfundet og deres politiske engagement. Han en del af det forskerteam, der gennemfører ICCS-undersøgelsen i Danmark. Han underviser på DPU’s kandidatuddannelse i Pædagogisk sociologi.
Professor i formel logik ved Københavns Universitet. Han forsker i informationsmarkedet, opmærksomhedsøkonomi og demokratiets vilkår i tech-tidsalderen. Han underviser i Argumentation, Logik og Sprogfilosofi på Bacheloruddannelsen i filosofi samt tilvalgskurset (Mis)information og demokrati.
NR. 110
TEMA: Samtalens mulighed
APRIL 2025
