Det pædagogiske vidensfelt er – ganske som filosofien i øvrigt – en slagmark. Samtidens dokumentationstendens favoriserer synliggørelse i digitaliseret form og fremmer dermed det teknisk orienterede øje og en ikonografisk reduktion. Ved givne lejligheder pyntes dokumentationen nostalgisk i gevandter af normativ karakter sværgende til det særegne.
Pædagogik forbliver dog frem for alt en politisk-ideologisk affære (tarv), hvor befolkningsomsorgen (velfærd) drives via selvomsorgen (trivsel).
