Vi er alle i transition
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 65 fra marts 2013 om transition. »De to begreber, fællesskabet og pausen, forekommer mig at være vigtige elementer i udviklingen af det, man kunne kalde en ’vendepunkt-pædagogik’, som vil kunne gøre os bedre til at støtte op om den enkeltes liv i forandring.«
Da jeg var yngre, var jeg af den overbevisning, at med alderen kom roen. Det kontinuerlige liv med faste rammer og sikkerhed for, at dagen i morgen bliver som dagen i dag. Mine forældre så ligesom deres forældre ud, som om de sikkert og støt tilbagelagde den livsbane, de havde udstukket engang i deres unge dage. Kun verdenskrige og økonomisk depression kunne ryste dem.