DPU

Aarhus Universitets segl

Verdens førende uddannelsesalliance etablerer sekretariat på DPU, Aarhus Universitet

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, er blevet udpeget til at være sekretariat for International Alliance of Leading Education Institutes (IALEI). Det blev besluttet, da dekaner fra de ti uddannelsesinstitutioner i IALEI mødtes til årskonference den 5.-7. oktober på National Institute of Education i Singapore.

"Alliancen vil få et bedre fundament med et permanent sekretariat på DPU, Aarhus Universitet, for DPU har en virkelig god position til at styrke forbindelser med OECD, UNESCO, Verdensbanken og andre internationale organisationer. DPU er den bedste organisation i Alliancen til at varetage et sekretariat," siger professor Lee Sing Kong, direktør for National Institute of Education i Singapore.

Det nye sekretariat skal styrke IALEI's opgave med at være global tænketank og danne bro mellem uddannelsesforskning og internationale organisationer. En vigtig opgave for IALEI er at levere forskningsbaserede policy-anbefalinger om aktuelle globale uddannelsestemaer såsom læreruddannelse, uddannelse i bæredygtig udvikling og multikulturel undervisning.

"Det er et stort skulderklap til DPU's omdømme internationalt. Det viser, at DPU har en synlighed på verdensplan," siger Arne Carlsen, direktør for internationalisering på DPU, Aarhus Universitet og leder af det nye sekretariat.

Sekretariatet har også til opgave at fremme mobilitet af forskere og studerende på tværs af de ti medlemmer af Alliancen. Et første skridt for DPU er, at European Masters in Lifelong Learning: Policy and Management (MALLL) fremover giver studerende mulighed for at komme til Institute of Education, Melbourne University, som er medlem af Alliancen. Senere vil studerende på MALLL også have mulighed for at komme til IALEI-medlemmet Seoul National University og derefter følger flere samarbejdsaftaler trop.

"Vi er glade for den anerkendelse, der følger med det nye sekretariat. Det giver stor mulighed for at understøtte internationalisering for forskere og studerende," siger dekan Lars Qvortrup, DPU, Aarhus Universitet.

 

Yderligere oplysninger
Arne Carlsen, direktør for internationalisering ved DPU, Aarhus Universitet

Læs mere om International Alliance of Leading Education Institutes (IALEI) på www.intlalliance.org