DPU

Aarhus Universitets segl

Universitetsfusioner: DPUs bestyrelse svarer

DPUs bestyrelse udtrykker dyb forundring over regeringens udspil til et udvalgsarbejde om fusion mellem DPU og Københavns Universitet

DPUs bestyrelse har i dag meddelt videnskabsminister Helge Sander, at det er bestyrelsen, som har den suveræne ret til at indstille til en eventuel fusion.
Bestyrelsens reaktion kommer i forlængelse af videnskabsminister Helge Sanders annoncering af regeringens sigte – at DPU skal fusionere med Københavns Universitet – og et brev af 22. juni 2006 til bestyrelsesformand Kjeld Holm, hvori ministeren meddeler, at han agter at nedsætte et udvalg, at udvalgets formand skal være direktør Jens Thorhauge fra Biblioteksstyrelsen, og at de øvrige medlemmer forventes udpeget i løbet af nogle dage, samt at et kommissorium vil blive eftersendt.

"Jeg har på bestyrelsens vegne skrevet til videnskabsministeren, at hans hensigter slet ikke lever op til de forventninger, som bestyrelsen har til de videre drøftelser af DPUs muligheder for en eventuel fusion. DPU har på et tidligt tidspunkt gjort det klart, at DPU ønsker at vurdere fusionsmuligheder, der kan skabe rammer for en udvikling af uddannelsesforskning til gavn for vidensøkonomien. Hvis ikke sådanne muligheder eksisterer, vil DPU fortsætte som hidtil med at udvikle uddannelsesforskningen i Danmark. DPU er allerede nået imponerende langt. Kun en perspektivrig fusion, der fastholder sigtet med DPU som samlet enhed er relevant," siger Kjeld Holm.

Rektor Lars-Henrik Schmidt tilføjer:
"DPUs medarbejdere har allerede været igennem en række fusioner. DPU er en kombination af en sektorforskningsinstitution og en klassisk universitetsinstitution. Universitetet er et ungt og moderne universitet, hvor medarbejderne har skabt imponerende resultater på utrolig kort tid. DPU er forbilledlig, men uden forbillede. Kort sagt ser det ud til, at DPUs idéer er for visionære til det danske samfunds magthavere. Der intet sagligt belæg for en opsplitning af DPU. Derfor glæder det mig, at DPUs bestyrelse har besluttet sig for at kæmpe imod."

Regeringen har endvidere i dag, den 23. juni 2006, fremlagt et kommissorium for udvalget, der blandt andet skal overveje, om dele af DPUs ressourcer kan indpasses på andre universiteter.

"Regeringens kommissorium for dette arbejde respekterer ikke DPUs interesser i at bevare og videreudvikle DPUs identitet og profil. Det foreliggende kommissoriums overvejelser om opsplitning af DPU er uhørte. Bestyrelsen forudsætter, at et kommissorium for et eventuelt udvalgsarbejde må drøftes med DPUs bestyrelse først. Det er endnu ikke sket, og det er selvsagt skuffende," siger Kjeld Holm.