”Vi kan se, at de unge kommer videre med uddannelse og arbejde efter et forløb på tre måneder som matroser på Fulton, og både de unge og de voksne omkring dem peger på, at deres trivsel og ’mestringstillid’ er vokset markant. De får større tro på sig selv og deres evner til at sætte en positiv retning for deres liv”, siger Frans Ørsted Andersen, der er forfatter til en ny rapport om Fulton-projektet i Esbjerg.

Fulton er en tremastet skonnert bygget i 1915, der ejes af Nationalmuseet og drives af Fulton Fonden. De fleste over 50 år kan formodentlig huske, hvordan skoleskibet Fulton i 1980’erne med Mogens Frohn Nielsen som skipper satte faste rammer for utilpassede unge. I 2017 blev ideen om et maritimt socialpædagogisk tilbud så taget op igen, men nu med en pædagogik, som lægger mindre vægt på disciplin og mere på dialog, lytning og empati.

Mesterlære til søs

Fire unge kan komme sted af gangen på et tre-måneders togt med Fulton sammen med en skipper og tre øvrige besætningsmedlemmer. Der er altså lige så meget personale, som der er unge. Togterne starter med en uges prøvetid, så de unge kan opleve, om det er noget for dem, og så skal de unge ellers indgå i arbejdet med skibet.

”De unge på Fulton har typisk haft svært ved at sidde ned og lytte i skolen, og der er ingen bøger, PowerPoints eller digitale platforme ombord. I stedet er det sidemandsoplæring. Man lærer at lave mad ved at være i køkkenet og lave mad på skibet. Man lærer at arbejde med skibets motor og navigation ved at gøre det sammen med andre. Der er rigtig meget gammeldags mesterlære i det her, og det var en god uddannelse for nogle”, siger Frans Ørsted Andersen.

Unge med en tung bagage af problemer

Det er en bred gruppe, som er afsted på Fulton. Aldersmæssigt spænder de unge fra 14 til 30 år, og der er både mænd og kvinder. De kommer fra Esbjerg Kommune og står med en tung historik i bagagen. En del har været i specialtilbud, har været på bosteder, har været inde over PPR eller igennem børnepsykiatrien. Nogle har alvorlige koncentrationsproblemer, de har måske haft et hash-misbrug eller har udviklet mærkelige døgnrytmer, hvor hele nætter bliver tilbragt foran skærmen.

Et af de gennemgående problemer, som de unge slås med, er oplevelsen af at være ensom og ikke være i stand til at indgå i venskabsrelationer med jævnaldrende. Det, de selv fremhæver som positivt ved deres forløb på Fulton, er da også først fremmest det med relationerne.

”De synes, det er rart at være der, at de ansatte er gode, og de føler sig trygge ved skipper. Mange af de unge siger, at her er der endelig nogen, som tager os alvorligt, og her er der nogen, som lytter. De unge oplever, at de bliver set som dem, de er, og at det, de gør, har betydning for andre. Hvis ikke de laver mad, som de skal, er der ingen, der får mad, så det har virkelig store konsekvenser. Og de slipper for den bagage af problemer, som de ellers er blevet bekrevet igennem i de systemer, de har været i før”, siger Frans Ørsted Andersen og fortsætter:

”Der er ingen psykologer eller sagsbehandlere, der er ikke nogen socialrådgivere eller coaches, der har fat i dem her. Der er skipper og de andre sømænd, og de bliver udsat for sidemandsoplæring. Det er så det. Og for mange af dem er det en befrielse.”

Efterværnet er på plads

Et væsentligt element i Fulton-forløbet er, at de unge vender hjem til noget nyt, når de igen kommer i land. Fulton kan både bruges som et introforløb på FGU, og som praktik i forbindelse med erhvervsuddannelsen til skibsassistent, og der bliver lavet en plan for alle de unge, som gennemfører. Det kan være, at de fortsætter på en af søfartsskolerne i Frederikshavn, Svendborg eller på Skoleskibet Georg Stage, der også er en sejlende erhvervsskole. Samtidig har man fået lavet aftaler med forskellige rederier, så der kan være åbninger for et job som sømand bagefter.

”De unge skal i gang med det samme, når de kommer i land, for ellers synker de bare tilbage i de samme miljøer, de kom fra, og som trækker dem ned i det gamle uheldige spor. Man har formået at lave en fin ansvarskæde, og der er sikret et efterværn, så hvis bare man er der og passer sine pligter ombord, så er der sørget for en bagefter”, siger Frans Ørsted Andersen.

Ikke en mirakelkur

Et ophold på Fulton må dog ikke opfattes som en slags mirakelkur, der vil have positive effekter for alle udsatte unge, understreger Frans Ørsted Andersen.

”Der er tale om en håndholdt indsats for en lille gruppe unge af gangen. Visitationen til tilbuddet er afgørende, for det er klart, at der er mange unge, som ikke vil kunne passe til det her. Der står saltvand ind over rælingen, og der er vådt og koldt. Det er umuligt at sidde med en skærm eller en telefon, og alle skal jo være med til at holde skibet i gang. Man har tjanser med madlavning og rengøring, med motoren og med sejlene. Det er fysisk hårdt, og man spiser sundt og sover tungt, når dagen er slut. Det er et liv, som tiltaler nogle unge, der får livsmod og kan se sig selv som en, der er på søen. For dem er det et godt tilbud, men der er også andre unge, der absolut ikke ville kunne holde det ud”, siger Frans Ørsted Andersen

Han peger på, at projektet ikke desto mindre rummer nogle værdifulde elementer, som mere generelt kan videreføres i andre projekter.

”Det er væsentligt, at der er en garanti for uddannelse eller arbejde i den anden ende. Det med sejlads kan tydeligvis også bidrage med noget væsentligt, så man burde overveje, om der skal etableres flere maritime socialpædagogiske projekter. Der er noget over at være på havet i sådan et træskib, som har effekter på os alle sammen. Men det kunne også være alle mulige andre ting, der flytter de unge ud af deres vante rammer for en længere periode og kombinerer fysisk udeliv, erfaringspædagogik og sidemandsoplæring, med udvikling af positive relationer og sundere kost og søvnvaner.”

 Yderligere information

”Fulton-projektet: Forskningsrapport” er redigeret af Karen Bjerg Petersen og Frans Ørsted Andersen.

Følgeforskningen i projektperioden 2018-2021 er betalt af Fulton Fonden, der igen er støttet af Lauritzen Fonden.

• Download hele rapporten