Tiltrædelsesforelæsning
Professor Bente Elkjær holder tiltrædelsesforelæsning den 13. december.
I anledning af Bente Elkjærs ansættelse som professor inden for forskningsfeltet "Læring i relation til virksomheder og arbejdsliv" med særlige opgaver inden for forskningsprogrammet "Kompetenceudvikling med særligt henblik på unge og voksne" vil der blive holdt tiltrædelsesforelæsning i festsalen fredag den 13. december klokken 14 med titlen: "Når læring går på arbejde?". Efterfølgende vil Institut for pædagogisk sociologi klokken 15-17 være vært ved en reception på balkonen.
"Når læring går på arbejde ?"
Der har i 1990'erne været tegn på opbrud i de gængse forestillinger om, hvor, hvornår og hvordan mennesker lærer. Forestillingen om, at skoler og uddannelsesinstitutioner er de væsentligste arenaer for læring, og at læring finder sted på afgrænsede tidspunkter i menneskers liv er blevet anfægtet af begreber som "livslang læring" og "praksisnær kompetenceudvikling". I dag finder der ofte læring sted på selve arbejdspladsen som organisatoriske læreprocesser og som uddannelsesforløb udarbejdet i et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Læring er med andre ord "gået på arbejde". Læring anskuet som videnstilegnelse og som et resultat af undervisning kan ikke umiddelbart overføres som model for læring i relation til virksomheder og arbejdsliv. I "Kompetenceprogrammet" ved Danmarks Pædagogiske Universitet ser vi det som en udfordrende opgave at forske i, hvad udvidelsen af læringens tid og rum betyder for udvikling af læringsteorier og –praksis. Det betyder blandt andet, at forskningsprogrammets projekter udføres i samarbejde med institutioner og virksomheder, samt at vi arbejder med læring som deltagelse i praksis, som udforskningsprocesser med det formål at udvikle individuelle og organisatoriske erfaringer.