DPU

Aarhus Universitets segl

Tid − kostbar, knap eller værdiløs?

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 71 fra september 2014 om tidens værdi. »Egentlig er det ret paradoksalt, at tid har stor værdi, når tid forbindes med uddannelse og arbejdsmarked, hvorimod tid ingen værdi har, når du ikke er i uddannelse eller på arbejdsmarkedet.«

Jeg forsøgte at skrive denne leder, samtidig med at jeg så en udsendelse om kokken Gordon Ramseys forsøg på at redde en restaurant og et andet tv-program om kommunikationsrådgiver Christine Feldthausen, der var til skønhedskonkurrence for seniorer i USA. Men jeg må konstatere, at det i min alder ikke lader sig gøre at udfylde den samme tid med flere gøremål – i hvert fald ikke når det gælder det at skrive en leder til Asterisk om tid. Og hvorfor overhovedet gøre forsøget, kunne man så spørge? Jo, for at se hvordan det er muligt at optimere tiden i en tidsalder, hvor netop tid som kvantificeret størrelse er et paradigme, der i stigende grad gør sig gældende inden for uddannelsessektoren.