DPU

Aarhus Universitets segl

Teknologi gør os rådvilde

Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 73 fra marts 2015, om hvordan teknologien påvirker de fagprofessionelle. Interaktive tavler, iPads, PDA og en masse anden ny teknologi har invaderet læreres og sygeplejerskers hverdag. Invasionen foregår ofte hen over hovedet på de fagprofessionelle, for de mangler en grundlæggende forståelse af teknologi. Konsekvensen er spildt teknologi og frustration, viser det omfattende forskningsprojekt TECHNUCATION, der står bag en ny læringsmodel for teknologiforståelse.

Eleverne er midt i en geografitime, og læreren vil vise, hvordan Afrika ser ud. Han står foran den interaktive tavle og burde egentlig bruge den. Men noget afholder ham fra det. I stedet griber han en tusch og tegner Afrika i hånden. Men hvorfor bruger læreren et forældet redskab, når nu skolen har investeret i smarte interaktive tavler? Et omfattende forskningsprojekt stiller skarpt på, hvad der sker, når teknologi griber ind i en fagprofession.