"Søren så en so. Mette så en ko. Søren og Mette lo." Begynder læseeventyret fortsat med de to?
Læsning kom på alles læber, da danske skolebørn i begyndelsen af 1990'erne skrabede bunden i en læseundersøgelse - og har været det lige siden, selvom vi har vundet terræn i de internationale sammenligninger. To læseforskere fra DPU fortæller om den danske læsenedtur og peger på, hvad der skal til, for at statsministeren kan holde sit læseløfte til danske børn.
I 1994 gik den danske selvforståelse i chok. Vi troede, vi var verdensmestre i uddannelse og naturligvis også i læsning. Men resultatet af den første internationale læseundersøgelse viste noget andet.