Skoleskyderi er dæmonisk rasen
Lars Geer Hammershøj ser nærmere på, hvad der kendetegner skoleskyderier som massakren på Columbine High School, og hvordan fænomenet hænger sammen med Søren Kierkegaards ‘dæmoniske rasen’.
Ønsker man at diagnosticere sin samtid, kan en fremgangsmåde være at lede efter sociale fænomener, der er nye, og som tilsyneladende ikke lader sig forklare. Der er i så fald mulighed for, at de er tegn på mere grundlæggende forandringer i tiden og på forskydninger i forholdet mellem selv og det sociale.