DPU

Aarhus Universitets segl

Personaletilpasninger ved DPU, Aarhus Universitet

Besparelser på administration og forøgelse af indtjeningen på forskning og undervisning skal fjerne budgetunderskud på DPU, Aarhus Universitet.

Budgetunderskud gør, at DPU, Aarhus Universitet, gennemfører alvorlige ændringer af økonomisk og organisatorisk karakter. DPU fjerner underskuddet på to måder. Den ene er at sænke omkostningerne til administration, og den anden er at forøge indtægterne fra forskning og undervisning. 

Baggrunden for situationen er en opgaveomlægning, herunder en forandring og modernisering af den samlede administration ved Aarhus Universitet. For DPU betyder omlægningen blandt andet, at der flyttes administrative opgaver til den centrale administration ved universitetet, og at der nu fra DPU skal betales fuldt bidrag til administrationen ved Aarhus Universitet på linje med de øvrige hovedområder.

DPU skal fjerne underskuddet inden 2013 ved hjælp af administrative besparelser og forøget indtjening på forskning og undervisning. Besparelserne sker ved at reducere antallet af administrative medarbejdere svarende til 12 årsværk. Den øgede indtjening skabes ved at ændre på fordelingen af videnskabeligt personale og deres opgaver. Den ny fordeling af personale skal bidrage til en øget indtjening på forskning og undervisning.

I alt forventer DPU at forbedre sit resultat med 33 mio. kr. frem til 2013. DPU havde i 2009 en omsætning på cirka 320 mio. kr., en budgetteret omsætning på cirka 350 mio. kr. i 2010, og DPU har i dag et antal fastansatte medarbejdere, der svarer til 410 årsværk.

Dekan Lars Qvortrup siger:

"Jeg er ked af at skulle sige farvel til medarbejdere. DPU er et veldrevet hovedområde ved Aarhus Universitet med en stigende indtjening. Det skyldes ikke mindst, at alle medarbejdere har arbejdet hårdt og godt. Ikke desto mindre dækker indtjeningen ikke de samlede udgifter. Derfor må vi nu spare. Men den anden del af strategien er lige så klar, som den er offensiv: Vi vil arbejde hårdt på at blive en endnu større succes - også økonomisk set - som kraftcentret for pædagogisk forskning og undervisning i Danmark."

Den planlagte proces for personaletilpasninger for såvel det administrative som det videnskabelige personale bliver gennemført i perioden fra den 21. januar 2010 og frem til 1. april 2010. Processen foregår i overensstemmelse med principperne for AU's gældende personalepolitik for aktuelle personaletilpasninger. Blandt andet vil medarbejdere, som varsles afskediget, blive tilbudt en afklaringssamtale med en HR-konsulent og individuel jobrådgivning hos firmaet AS3 Outplacement.

Yderligere oplysninger

Dekan Lars Qvortrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet

T: 8888 9060

M: 2784 4005

E: lq@dpu.dk