Nyt projekt vil forebygge mistrivsel blandt børn ved at styrke samarbejdet mellem PPR, skole og familie
Når børn er i mistrivsel, kan problemer i hjem, skole og fritid forstærke hinanden, og de voksne omkring børnene kan blive fanget i såkaldte udsathedsspiraler. Et nyt forskningsprojekt ved DPU, Aarhus Universitet skal skabe viden om nye samarbejdsformer mellem PPR, skole og familie, der kan bryde disse spiraler og skabe bedre trivsel for børn i skolen. Projektet har netop modtaget en bevilling på 7 mio. kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Trods alle gode intentioner om at styrke det forebyggende samarbejde i og omkring skolen, er mistrivsel blandt børn et voksende problem. Det nye forskningsprojekt skal undersøge udfordringer i samarbejdet mellem de voksne i skole, hjem og fritid om børns mistrivsel.
”Over tid kan sådanne udfordringer i samarbejdet eskalere og udvikle sig til det, vi i projektet kalder udsathedsspiraler. Udsathedsspiraler er processer, hvor sociale, institutionelle og personlige udfordringer over tid forstærker hinanden og fører til alvorlig mistrivsel. Målet med projektet er at udvikle nye, meningsfulde former for samarbejde mellem skole, hjem og PPR, der kan bryde disse spiraler og forebygge, at mistrivsel blandt børn i skolen eskalerer,” siger Dorte Kousholt, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, der leder projektet sammen med Venka Simovska, professor ved DPU, Aarhus Universitet.
Bedre betingelser for trivsel
Udgangspunktet for projektet er, at mistrivsel ikke kun er et individuelt problem. Projektet vil derfor undersøge, hvordan samarbejdet mellem PPR, skole og familie kan styrkes ved at integrere støtten til det enkelte barn, der mistrives, med fællesskabsorienterede tiltag og skoleudvikling.
”Det kan føre til mere meningsfulde og forebyggende indsatser, der ikke kun fokuserer på barnet, men også på de sociale og strukturelle betingelser for trivsel,” siger Dorte Kousholt.
Projektet skal udvikle ny viden om, hvordan børns mistrivsel og udsathed udvikler sig på tværs af børnenes steder og i samspillet mellem skole, hjem og fritid.
”På længere sigt kan projektet bidrage til en mere inkluderende skolepraksis og inspirere til systemiske ændringer i den måde, PPR og skoler samarbejder med familier på,” siger Dorte Kousholt.
Projektet gennemføres i et forskningssamarbejde med en skole og en kommune, der arbejder med at integrere specialpædagogiske indsatser i almenområdet. Det vil følge samarbejdet mellem de voksne omkring børnene fra både børns, forældres, læreres og PPR-professionelles perspektiv.
Fakta
Projektets titel: INSPiRE: Interrupting Spirals of Vulnerability-Reconfiguring Collaboration Between PPR, School and Family.
Projektet har modtaget en bevilling på 7.085.653 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond under temaet: Ældreforskning, udsathed og mistrivsel.
Projektet ledes af lektor Dorte Kousholt, lektor ved DPU, Aarhus Universitet (PI) og Venka Simovska, professor ved DPU, Aarhus Universitet (Co-PI).
I forskerteamet deltager desuden Thomas Gylling-Andersen, post doc ved DPU Aarhus Universitet og Christoffer Granhøj Borring, lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Projektet samarbejder med Skole og Forældre og Foreningen Ligeværd.
Læs pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond:
Forskning for 34 mio. kr. skal bidrage med ny viden om udsathed og mistrivsel blandt børn og unge
Kontakt
Dorte Kousholt, lektor ved DPU, Aarhus Universitet og projelteder
T: 20 60 83 12
E: dkou@edu.au.dk