DPU

Aarhus Universitets segl

Nyt forskningsprojekt gentænker børns sprogudvikling med leg og sanselighed i centrum

Hvordan bruger og lærer børn i dagtilbud sprog? Hvordan foregår samspillet om sprog med andre børn og de voksne, og hvad betyder kropssproget og omgivelserne i den udvikling? Det skal et nyt samarbejdende forskningsprojekt undersøge.

Dagplejer, der leger med børn i Fredensborg dagpleje
Arkivfoto: Mikal Schlosser

Fem delprojekter - tre kommuner

Forskergruppen arbejder i tre kommuner og gennemfører fem delprojekter med forskellige institutionelle rammer:

  • Vuggestue og børnehave.
  • Naturbørnehave,
  • Forårs-SFO i overgangen mellem børnehave og skole.

Her er holdene allerede i gang med feltarbejde og med at planlægge aktiviteter sammen med det pædagogiske personale. De øvrige to delprojekter har en bredere systemvinkel:

  • Pædagoguddannelsen i Holstebro indgår i et udviklingsforløb, hvor indsigter fra feltstudierne skal omsættes til undervisnings- og praksisgreb.

Et delprojekt ser på, hvordan kommuner arbejder med børn med særlige sproglige udfordringer, herunder sprogkonsulenters og talepædagogers rolle.

Kontakt

Lars Holm, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
​​​E: Larsh@edu.au.dk

Helle Pia Laursen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
E: heen@edu.au.dk

Line Møller Daugaard, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
E: linemd@edu.au.dk

“Børn smager på sprog – de leger med lyd, styrke og rytme på måder, vi ofte overser, når vi kun tester det, der kan måles.”

Sådan siger Lars Holm, lektor på DPU, Aarhus Universitet. Han er en af forskerne bag det nye forskningsprojekt, ”En sanselig og legende sprogpædagogik” som skal kortlægge, hvordan børns egne sproglige udtryk formes og udfoldes i sociale og sanselige situationer, og hvad der sker, når denne sproglige kreativitet møder et sæt pædagogiske rammer, der ofte er præget af skemaer, fokus på delkompetencer og forberedelse til læsning.

I projektet arbejder DPU sammen med RUC, og VIA-UC, flere daginstitutioner og kommuner. Med en bevilling på næsten 12 millioner kroner fra Partnerskab for Børneforskning vil forskerne undersøge, hvordan sprog faktisk bruges, læres og leves af børn – i samspil med andre børn, voksne, krop og omgivelser – og udvikle pædagogiske greb, der understøtter børns lyst til at udtrykke sig.

Et af forskernes tidligere studier danner en vigtig del af det faglige bagtæppe. Her blev fire børnehavebørns hverdag fulgt tæt.

“Det var tydeligt, at det først og fremmest er hinanden, børnene har sproglig interaktion med, mens interaktionen med voksne i nogle tilfælde er meget begrænset,” siger Lars Holm.

 “Det er vigtigt, fordi læreplaner og praksis ofte beskriver sproglig udvikling som noget, der ‘kommer’ fra voksne til børn. Hvis det var hele sandheden – hvad det heldigvis ikke er – ville der faktisk ikke ske ret meget for nogle børn.”

20 år med fokus på at styrke børns læsning

Ifølge forskerne har et stærkt fokus på læseforberedelse og måling af delkompetencer gennem de seneste to årtier formet sprogpædagogikken i en retning med høj grad af styrede aktiviteter.

“En sådan sprogforståelse hviler tit på en idé om, at sprog kan opdeles i delelementer, som så trænes på bestemte tidspunkter. Ikke som en integreret del af børnenes hverdag og ikke ud fra et børneperspektiv” siger Helle Pia Laursen, lektor på DPU, Aarhus Universitet - en anden af forskerne i projektet.  

”Noget af det man ved om, hvordan børn tilegner sig sprog, det er jo meget gennem leg. De leger også med sproget – og det risikerer at glide ud af opmærksomhedsfeltet”, siger hun.

Projektet vil derfor både undersøge og videreudvikle en legende og sanselig sprogpædagogik, hvor rytme, lyd, følelser, kreativitet, bevægelse og samspil ses som integrerede dimensioner af sprog.

 “Vi interesserer os for forholdet mellem sprog og leg i et socialt og sanseligt perspektiv. Vi forsøger at se på hele barnets måde at udtrykke sig på – i børneperspektiv – for eksempel med sproglege, der er rytmiske, fyldt med lyd og styrke og alt muligt andet. Der er dimensioner af sprog, som ikke er til stede, når man er orienteret mod at lære dem noget, som ikke rigtig siger dem noget endnu,” siger Lars Holm.

Samarbejde med praksis

En central del af projektet er forskningsværksteder, hvor forskere og pædagoger sammen planlægger, afprøver og analyserer aktiviteter.

“Vi spørger: Hvad ser vi, hvis vi ser på sprog på en anden måde? Og den viden skal bruges til at understøtte sanselige og legende sprogpædagogiske tiltag og ikke mindst børnenes lyst til at udtrykke sig. For hvis børnene får en opfattelse af, at det eneste der tæller, er nogle bestemte ord, man skal kunne – så kan det gå ud over børns lyst til at udtrykke sig,” siger Helle Pia Laursen”.

Forskerne understreger, at projektet ikke er et opgør med skriftsprog eller strukturerede forløb i sig selv. Det skal mere ses som en udvidelse af fokus.

“Det handler også om at skabe rum for pædagogernes kreativitet. I en traditionel tænkning bliver pædagoger let bundet til manualer og målstyring. Vi vil i dialog finde måder, hvor styrede aktiviteter ikke dræner børns lyst, men tværtimod giver flere udtryksmuligheder,” siger Helle Pia Laursen.

Hvorfor nu?

Forskerne peger på, at de forventede gevinster af to årtiers læseforberedende fokus ikke er indfriet i ønsket omfang. Kommuner og institutioner efterlyser andre perspektiver, der kan favne sproglig diversitet – både i forhold til flersprogethed og sociale forskelle.

“Mange steder spørger man sig selv: Skal vi gøre mere af det samme, eller skal vi tænke nyt? Med den bevilling vi har modtaget, oplever vi tydeligt, at der er tillid til behovet for nye veje, siger Lars Holm.”

Om projektet

 

Titel og samarbejdspartnere:

Projektet hedder Leg, sprog og sanselighed i børns hverdagsliv. Det udføres i samarbejde mellem DPU, RUC, og VIA-UC samt flere institutioner og kommuner samt pædagoguddannelsen i Holstebro.

Fra DPU, Aarhus Universitet deltager lektor Line Møller Daugaard, lektor Helle Pia Laursen og lektor Lars Holm. Projektleder er lektor i pædagogik Annegrethe Ahrenkiel fra RUC. 

Formål:

Projektets overordnede formål er at udforske og udvikle sprogpædagogiske praksisser, der gennem sanselig og legende tilgange understøtter børns sproglige deltagelsesmuligheder.

Bevilling:

Projektet er finansieret med en bevilling på næsten 12 millioner kroner fra Partnerskab for Børneforskning

Metoder:

Feltarbejde, interventionsforløb og forskningsværksteder i samarbejde med pædagoger; interview- og dokumentstudier

Tidsplan:

Projektet afsluttes i løbet af 2028