Ny professor: Universitetet er altid mere end det, der lige er brug for

”Universitetet kan kun bruges til noget, fordi en stor del af det, der foregår, ikke kan bruges til noget.”

Sådan siger Søren Smedegaard Bengtsen, der er ny professor i universiteter og videregående uddannelse ved DPU, Aarhus Universitet. Han er ganske klar over, at det er et paradoks. Et paradoks, som mange overser, men som er helt centralt i hans forskningsområde og -interesse. Men det er ikke et tegn på, at universitetet har mistet sin betydning. Tværtimod.

“Det er en utrolig spændende tid at forske i universitetet, fordi der er så stor interesse i universitetet fra så mange forskellige aktører samtidig. Der er udfordringer, men der er også muligheder for samarbejde,” siger han.

Men det er også derfor, det bliver afgørende, hvordan vi taler om universitetet, og hvordan, universitetet italesætter sig selv, mener han. For hvis universitetet kun beskrives ud fra, hvad det kan bruges til her og nu, mister vi ifølge ham blikket for noget af det mest grundlæggende ved universitetet: at det altid er mere end sine umiddelbare funktioner. Et overskud — ikke i økonomisk forstand. Men som et vilkår for, at der overhovedet kan skabes noget nyt og værdifuldt:

”Michelangelo kunne kun hugge David ud af blokken, fordi der var mere marmor, end han skulle bruge for at lave skulpturen. Hvis der kun var præcis nok marmor til rådighed, så kunne han ikke have lavet den. Den træder frem, fordi der er mere end det, du har brug for”.

Spørgsmålet om, hvad et universitet er

Søren Smedegaard Bengtsens forskning handler først og fremmest om, hvad et universitet er for en størrelse. Han deler det op i tre dimensioner:

• Filosofisk: Hvad er et universitet overhovedet? Hvorfor findes universiteter, og hvorfor bliver de ved med at findes gennem århundreder?
• Samfundsmæssigt: Hvilken rolle og hvilket ansvar har universitetet som institution i dag?
• Uddannelsesmæssigt: Hvordan skaber man gode uddannelser, der giver mening for både studerende, fagområder og de eksterne partnere, som efterspørger kandidaterne?

“Noget af det, der fylder lige nu, er hvordan universitetet taler ind i mange forskellige samfundsmæssige kontekster samtidig. Der er mange interessenter, som har hver deres forventning om, hvad et universitet er, og hvad en videregående uddannelse bør være; staten, kulturinstitutioner, skoler og gymnasier, virksomheder, interesseorganisationer osv. Så hvordan kan man bruge det samarbejde og måske gensidigt tale ind i hinandens kontekster?” spørger han. Det er netop et af de spørgsmål, han arbejder med i sin forskning.

Spændinger er ikke problemet

I en tid med reformer, økonomisk pres og intens debat om uddannelsernes samfundsrelevans bliver de spændinger, der er mellem forskellige interessenter både internt på universitet og i forhold til det omgivende samfund tydeligere. Spændinger kan let komme til at fremstå som noget, der skal fjernes. Men Søren Smedegaard Bengtsen vil hellere spørge, hvad spændingerne kan åbne for.

“Jeg tænker egentlig ikke, at spændingen er problemet. Den kan være den konstruktive mulighed. Men man skal kunne rumme den forskelligartethed i sin egen forståelse af, hvad det er, man gerne vil som universitet,” siger han.

Det gælder i forskningen, hvor de mest interessante spørgsmål ofte opstår dér, hvor noget ikke passer sammen:

“Forskning er først og fremmest interessant, når der er spænding. Ellers ville det hurtigt blive fladt. Det er ofte de ting, vi ikke forstår, eller de ting, der strider imod vores forventninger, hvor der er en gnist.”

Det gælder også i uddannelserne, hvor studerende både møder klassisk faglig fordybelse, krav om arbejdsmarkedsrettede kompetencer og forventninger om personlig dannelse:

“Universitetet rummer mange meninger. Det er mange ting samtidig. Det er svært at lede i, og det er svært at være studerende i, fordi der er mange forskelligartede forventninger til, hvad en videregående uddannelse skal gøre,” siger han. Han advarer mod forestillingen om, at alle forskelle skal udjævnes for at skabe fremdrift. Det mener han ikke er tilfældet. 

Søren Smedegaard Bengtsen anerkender fuld, at der er svære økonomiske og også nogle gange politiske udfordringer for universiteterne:

”Men måske handler det om at genopdage sin frihed i stedet for at italesætte hvor ufri man er”.

Her trækker han i sin forskning blandt andet på eksistentiel filosofi og især Kierkegaard til at undersøge, hvordan frihed og muligheder kan opstå i forholdet til de vilkår, man står i, og hvordan man forholder sig til de vilkår. 

“Universiteterne kan som institution vælge at ændre oplevelsen af, hvor fri de er i de vilkår. Det er ikke vilkårene selv, der skaber muligheden for frihed, men hvordan man forholder sig til dem. Jeg taler ikke nødvendigvis om politisk eller økonomisk frihed. Jeg taler om eksistentiel frihed. Det er en opdagelse af universitetets eksistentielle frihed, som jeg mener, har været meget overset i forskningen i universiteter,” siger han. 

Risikoen ved at udviske forskelle

Søren Smedegaard Bengtsen har været ansat på DPU, Aarhus Universitet siden 2020. Han har i sin forskning især beskæftiget sig med ph.d.-uddannelse og forskeruddannelse, blandt andet via et fireårigt Sapere Aude-projekt om de humanistiske ph.d.-uddannelsers samfundsmæssige betydning og værdi. 

Et af de steder, hvor han ser spændinger, er i udviklingen af ph.d.-uddannelser og videregående uddannelser. De har både i Danmark og verden over generelt bevæget sig imod en ensretning af blandt andet sproget, og det bunder i en ambition om at kunne sammenligne på tværs af universiteter. Her ser han endnu et paradoks:

”På den ene side er der gode grunde til at organisere uddannelser på tværs: Man kan skabe samarbejde, tværfaglighed, fælles kvalitetssikring og bedre organisatorisk sammenhæng. På den anden side risikerer man, at de fælles systemer og den fælles terminologi bliver så generiske, at de udvisker de faglige forskelle, som netop skulle gøre samarbejdet værdifuldt”, siger han.

Det samme kan ifølge ham ske i studieordninger, læringsmål og uddannelsesbeskrivelser. Jo mere, uddannelser skal kunne sammenlignes, overføres og styres på tværs af fag, fakulteter, institutioner og lande, desto større er risikoen for, at de begynder at lyde ens.

“Det er det store paradoks, for så kan det jo ende med, at det er lidt ligegyldigt, om det er en studerende fra kunsthistorie eller fra germansk eller fra generel pædagogik på DPU, hvis de kan cirka det samme. Det synes jeg ville være enormt trist, hvis tværfaglighed og samlæsning og sammenlægning af uddannelse kommer til at betyde, at man udvisker forskellene igen”.

Universiteter skal tage ejerskab over egen fortælling

Det er også derfor, Søren Smedegaard Bengtsen er optaget af universitetets egen fortælling.

”Universiteter har altid været udfordret og pressede på deres legitimitet. De har altid skullet forklare, hvorfor de er vigtige — over for fyrster, kirke, stat, borgerskab, arbejdsmarked, politikere eller fonde. På den måde er nutidens legitimitetskrise ikke helt ny. Men den er også aktuel i dag. Den fortælling om, hvad universitetet er i dag, den bliver universiteterne også nødt til selv at fortælle og deltage i. Fordi ellers er der nogen der fortæller det for os, og vi bliver gjort til et led i andres fortælling,” siger han.