“Det her er i bund og grund en forstørret Braille-celle,” forklarer Julia Föcker. “Børnene placerer fingerspidserne på hver knap, hvor de kan mærke haptiske vibrationer og høre forskellige lyde.”

Julia Föcker viser noget, der ligner en spilcontroller. Det er en prototype på et sanseligt læringsspil, der giver haptisk feedback - altså oplevelser med berøring og lyd, der engagerer børnene. Gennem disse føleoplevelser er børn med synsnedsættelse og blindhed i stand til at registrere Braille-bogstaver og gætte de tilsvarende ord.

“Vi kunne se, at både børnene og lærerne virkelig nød at bruge dette værktøj,” siger hun.
“De foreslog også at tilføje flere effekter, så det også kan bruges af børn med andre funktionsnedsættelser, såsom hørenedsættelse, motoriske og kognitive udfordringer.”

Værktøjet blev for omkring tre år siden udviklet og testet i samarbejde med børn med synsnedsættelse og blindhed, lærere og et tværfagligt team af forskere og tekniske specialister, mens Julia Föcker arbejdede på University of Lincoln i Storbritannien. Siden da har produktet udviklet sig og har blandt andet undergået flere designændringer fra noget, der lignede en forstørret legoklods til en håndholdt controller og en række sansespil. Nu, som professor ved DPU, Aarhus Universitet, er målet at videreudvikle sanselige, spilbaserede teknologier til børn med multiple funktionsnedsættelser - og at få dem i brug i hverdagen i klasselokalet.

“Idéen er at give børn med funktionsnedsættelser adgang til at spille sådanne spil og lære gennem leg. Det giver dem også bedre chancer for at deltage i social interaktion med andre børn i skolen ved at spille sammen,” forklarer hun.

Gamificerede aktiviteter kan understøtte læring og sociale interaktioner

Mens hendes arbejde hidtil primært har fokuseret på børn med blindhed og synsnedsættelse, vil kommende projekter også undersøge enheder, der kan anvendes af børn med andre og flere funktionsnedsættelser, herunder døvhed samt motoriske og kognitive udfordringer. Det sker i samarbejde med et tværfagligt team af ingeniører og dataloger samt lærere og børn for at kombinere teknisk ekspertise med oplevelser og erfaringer fra børnene og lærerne.

“Børnene kan også spille sammen med børn, der ikke har funktionsnedsættelser,” siger Julia Föcker. “Berøring er godt, fordi følesansen er en sans, mange børn har intakt. I min nuværende forskning vil jeg fokusere på teknologier, der bygger på den slags sanser, men selvfølgelig fortsat baseret på arbejdet vi startede i Storbritannien.”

Fra sanseopfattelser til inkluderende leg

Julia Föckers ekspertise er viden om, hvordan hjernen arbejder, især hvordan vi bruger flere sanser på én gang og holder fokus. Hun forsker i, hvordan sanserne spiller sammen, og hvordan både rige sanseoplevelser og mangel på sanseindtryk påvirker vores adfærd.

Hun har forsket i Tyskland, Storbritannien, USA og Schweiz. Hendes tidlige forskning i Tyskland fokuserede på personer med blindhed og gik ud på at forstå, hvordan mangel på sanseindtryk påvirker den måde, vi hører og mærker på. I USA og Schweiz bevægede hendes arbejde sig senere mod, hvordan computerspil med mange samtidige sanseindtryk – fx både lyd, billede og bevægelse – kan påvirke hjernen.

Dette arbejde førte naturligt til hendes nuværende fokus: forskning og udvikling af teknologier til sanseoplevelser, som kan bruges af mennesker, der har mistet – eller ikke kan stole på – en eller flere af sine sanser.

“Der findes mange spændende spil, der bygger på visuel interaktion. Der findes også spil, som er baseret på følesansen, men de er ikke udviklet i samme omfang, selvom berøring er afgørende for mange mennesker, der gerne vil bruge gamificerede aktiviteter,” siger hun.

Samskabelse og feedback fra børn

Gennem hele sin karriere har Julia Föcker arbejdet på tværs af faglige discipliner. På DPU, Aarhus Universitet vil hun nu bygge videre på dette arbejde i et forskningsmiljø, hvor uddannelsesfaglig ekspertise bringes ind i processen sammen med teknologisk udvikling.

“DPU samler førende eksperter inden for inklusionsforskning, uddannelsesantropologi, kultur- og læreprocesser, uddannelsesteknologi og specialpædagogik, og det giver virkelig gode muligheder for at løfte den fælles forskning i teknologi, deltagelse og trivsel. Her i det tværfaglige fællesskab vil jeg gerne være med til at styrke og udvikle et forskningsspor, der handler om inkluderende, multisensoriske læringsteknologier – skabt i tæt samarbejde med børn og integreret meningsfuldt i undervisningen”, siger hun.

Næste fase kommer blandt andet til at foregå i klasseværelserne, hvor børn får mulighed for at afprøve teknologierne. Forskerne vil så systematisk indsamle feedback fra både børn og lærere og samskabe værktøjer, der kan implementeres i skolerne.”

“Hvis børn synes, det er sjovt at bruge værktøjerne sammen med andre, kan det påvirke, hvordan de bearbejder sanseindtryk, hvordan de tænker og koncentrerer sig – og det kan måske styrke det sociale liv i klassen. Og det er den slags spørgsmål, vi også gerne vil undersøge nærmere,” siger hun