I Danmark har vi da ikke racisme. Vi er jo alle lige. Det sikrer vores velfærdssamfund. Sådan lyder den selvfortælling om ’nordisk exceptionalisme’, som vi har bygget op gennem mange år. Men den fortælling gør os (farve)blinde over for den diversitet, det danske samfund rummer i dag og dermed også for den strukturelle racisme, vi ikke forholder os til i vores stræben efter lighed – oftest helt ubevidst.

Det er i korte træk analysen fra lektor på DPU, Aarhus Universitet, Iram Khawaja, der er aktuel med antologien (Farve)blinde vinkler, som hun har redigeret sammen med Ph.d., selvstændig forsker og konsulent, Laila Lagermann. Antologien er sammensat af centrale bidrag fra førende forskere og praktikere, der arbejder inden for feltet af diversitet og inklusion i pædagogiske og uddannelsesmæssige sammenhænge.

Antologien tager udgangspunkt i antagelsen om, at farveblindheden bliver særlig problematisk, når den finder sted i pædagogiske kontekster. Iram Khawaja uddyber, hvorfor der er behov for bogen:

”Der er brug for en større bevidsthed om, hvordan pædagoger og lærere kan arbejde professionelt med diversitet blandt børn og unge. Det kan hjælpe dem til at møde børn og forældre fra forskellige minoritetskulturer med en nysgerrighed og åbenhed og dermed tage livtag med den andetgørelse, der ofte finder sted.”

Det er netop det, antologien, som inddrager forskellige pædagogiske læringssammenhænge i daginstitutioner, skoler, gymnasier og videregående uddannelser, skal bidrage med.

Forfatterne henvender sig bl.a. til studerende, forskere, lærere, pædagoger, PPR- psykologer og ledere, som arbejder inden for feltet. Hvert kapitel afsluttes med refleksionsspørgsmål eller handleanvisninger til praktikere og studerende.

Vi fortier problemet

Antologien præsenterer analyser, der tegner et billede af et samfund, der føler ubehag ved at tale om racialiserede problemer. Iram Khawaja forklarer:

 ”Ubehaget opstår, når vi bliver konfronteret med, at en ret stor gruppe børn og unge med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund ikke føler sig set eller hørt i det her samfund, som vi ellers anser for at være både lige og inkluderende. Det kolliderer med et dansk ideal om lighed, som vi i praksis kan se, ikke holder.”

Vi skal i hendes optik italesætte den strukturelle racisme, vi ser – eller de racialiserede problematikker, som hun kalder det – med blik for, at det ubehag, det er er forbundet med, har historiske rødder og bevirker, at vi ofte associerer racisme med kolonitiden og nazismen:

”Lige nu laver vi det, der i litteraturen kaldes silencing, hvor vi fortier racialiserede problematikker i vores samfund, frem for at tage fat om dem og forholde os til, hvorfor de opstår, og hvad vi kan gøre for at forebygge, at nogle børn og unge ikke føler, de hører til i vores samfund,” siger hun og fortsætter:

”Vi er simpelthen nødt til at forholde os til, hvordan vi overhovedet opfatter forskellighed.”

Pak fordommene væk

Det er også vores ideal om lighed, der er på spil, når lærere og pædagoger udviser en særlig bekymring for piger med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund. Den bekymring bygger ofte på en forudantagelse om pigerne og bliver dermed en racialiseret bekymring, som analyseres i dybden i et af bogens kapitler.

”Omsorgen er oprigtig, men den bygger ofte på en antagelse om, at piger med minoritetsetnisk baggrund er underlagt social kontrol, og at de fx ikke selv må vælge, hvem de vil giftes med.  Selvom der er tale om en oprigtig omsorg og bekymring fra de professionelles side, virker det faktisk kontraproduktivt i forhold til målet om inklusion.”

Det er et problem, ikke kun for de unge piger, men også for deres forældre, der kommer på overarbejde i forhold til at synliggøre deres værd som forældre og modbevise racialiserede fordomme. Derfor ender forældre med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund ifølge Iram Khawaja ofte med at overperforme i skole-hjem-samarbejdet, samtidig med at der nemt opstår en mistillid i samarbejdet.

Forfatterne opfordrer i stedet til en større nysgerrighed på, hvem disse unge med minoritetsbaggrund er som personer – ikke som kategori.

Og så skal vi se kritisk på de pædagogiske tilbud, vi tilbyder dem, mener hun:

”Vi skal vi ikke kun have blik for, hvad de kommer fra, men også hvad de kommer til. Derfor skal vi blive klogere på, hvad det er for nogle pædagogiske rammer, vi tilbyder dem, og hvilke pædagogiske rum vi skaber for inklusion. Det er de rum, og ikke alene børnene og de unge, vi skal have fokus på,” siger Iram Khawaja.

For yderligere information kontakt Iram Khawaja.