DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mindeord for Lars-Henrik Schmidt

Af Claus Holm, Leder af DPU, Aarhus Universitet: Den 10. september 2021 døde Lars-Henrik Schmidt, tidligere rektor og professor i pædagogik og filosofi ved DPU, Aarhus Universitet efter et kortvarigt sygdomsforløb. DPU og Danmark har lidt et ufatteligt tab og vil savne en af sine absolut stærkeste intellektuelle.

10.09.2021 | Claus Holm

Foto: Ann-Li Engström

Det vigtigste er, at man får lov til at leve sig ihjel! 

Stort set sådan hørte jeg Lars-Henrik Schmidt udtale sig, da han for godt 20 år siden sad i Det Etiske Råd. For i diskussioner om sundhedsvæsenets og lægers kommunikation insisterede Lars-Henrik på, at alvorligt syge blev behandlet værdigt som levende mennesker indtil livets definitive ophør.

Nu er Lars-Henriks eget liv ophørt – efter en kortvarig kræftsygdom, hvor han til det sidste insisterede på livsglæde, oprigtighed og kærlighed til livet. Og sikke et liv. 

Lars-Henrik var tidligere rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet og professor i pædagogik og filosofi ved DPU, Aarhus Universitet. Professionelt førte han et generøst, et krævende og til tider også svært liv. Men frem for alt var det livligt og aldrig ligegyldigt. 

Særligt som rektor og institutionsbygger af Danmarks Pædagogiske Universitet var Lars-Henriks motto, at selv om han helst ville være en behageligt inspirerende rektor, så vidste han godt, at han skulle leve med også at være til ubehagelig irritation. Det hang sammen med, at det er vanskeligt at stå i spidsen for en revolution af dansk pædagogik uden at være begge dele. 

For opbygningen af Danmarks Pædagogiske Universitet var en revolution i dansk pædagogiks historie. Danmarks Pædagogiske Universitets rolle var at være murbrækker; nedbryde muren mellem to systemer – det daværende CVU-system og universitetssystemet – og altså skabe ét fleksibelt system. Det betød, at Danmarks Pædagogiske Universitet var det første universitet, der gav lærere og studerende fra de mellemlange videregående uddannelser mulighed for at studere videre på et højere niveau. Rektor Lars-Henrik Schmidts opgave var at begynde dette revolutionerende niveauskifte. Det gik ikke stille af. 

Ved flere lejligheder har jeg tænkt på, at Lars-Henriks rektorperiode måske kan sammenlignes med Winston Churchills ledelse af Storbritannien under Anden Verdenskrig. I sine ”Krigsdagbøger 1939-1945” karakteriserer den britiske militærrådgiver og feltmarskal Lord Alan Brooke nemlig Churchill på denne måde: 

”Det forunderlige er, at ¾ af verdens befolkning forestiller sig, at Winston Churchill er en af Historiens Store Strateger, en Marlborough nummer to, mens den sidste ¼ intet begreb har om, hvilken almen trussel han er og har været hele krigen igennem. Det er bedst at verden aldrig får det at vide. Uden ham var England med sikkerhed fortabt, med ham har England igen og igen været på katastrofens rand.” 

Hvis dansk pædagogik har haft en Churchill, så må det være Lars-Henrik Schmidt.    

På DPU’s vegne var Lars-Henrik Schmidt ude i farlige konfliktsituationer, fordi han forstod at træffe beslutninger i tilspidsede situationer. Beslutninger, som nogle fandt for dristige og radikale. 

Lars-Henrik var som rektor en kontroversiel konfliktkunstner. Opgaven – og opdraget – var, at han som rektor skulle vise dansk pædagogik vej til et højere niveau forsknings- og uddannelsesmæssigt – og det gjorde han (sgu!). Jeg tror, det er præcist at sige, at rektorperioden var en opløftende men også krævende tid for ham. 

For i sagens natur er det krævende og svært at skabe et universitet ved at fusionere fire tidligere institutioner (Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut, Danmarks Pædagoghøjskole og Center for Teknologistøttet Undervisning) og forsøge at skabe opbakning til helt nye organiseringsprincipper for dansk pædagogik. 

Dertil kommer, at Lars-Henrik heller ikke gjorde opgaven lettere ved at insistere på, at den også skulle være interessant for ham selv. Han hverken ville eller kunne holde sig væk fra bøgerne, studierne, foredragene, interviewene, samtidsdiagnoserne etc. Han udgav i rektorperioden blandt andet bøgerne Diagnosis I-III, Om respekten og Om vreden. Med sine socialanalytiske kort så han længere end de fleste – og gav os andre adgang til at skimte hans tanker om tendenser inden for pædagogikken. 

For Lars-Henrik ville ikke kun være rektor, han ville være en intellektuel en af slagsen. Et andet af hans mottoer var, at man på DPU ikke kun skal gøre sit bedste, men sit yderste. Det gjorde ham uden tvivl til den mest inspirerende og sikkert også mest irriterende danske rektor til dato. Lars-Henrik var en mand med et tårnhøjt intellektuelt niveau, og dansk pædagogik skulle op på de intellektuelle tåspidser for at følge med.  

Jeg har – som såkaldt ’højre hånd’ for Lars-Henrik (som i øvrigt var venstrehåndet) – aldrig haft så vanskeligt og berigende et ansættelsesforhold som i hans rektorperiode. Han var som rektor såvel formynder som velynder, og hans indsats rakte langt, langt ud over, hvad rektorer i almindelighed kan, vil og skal. Tusind tak for det hele, Lars-Henrik. 

I 2007 gik Lars-Henrik af som rektor. Det skete, da DPU blev sammenlagt med Aarhus Universitet. Lars-Henrik var bogstaveligt talt dansende glad for, at DPU i sidste øjeblik kom fri af den daværende regerings skarpeste fusionsklør og for, at DPU blev en del af Aarhus Universitet. Men lige så glad han var, lige så dødssygt var det for ham ikke mere at være rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Fra talerstolen i universitetets festsal i Emdrup udtalte han ved den lejlighed: ’Det er fint, at blive en universitetsskole ved Aarhus Universitet, bare ikke fint nok til mig.’ Lars-Henriks forfængelighed var en rektor værdig – og han helligede sig herefter sit professorat i pædagogik og filosofi ved DPU, Aarhus Universitet. 

Det tog dog tid for ham at komme sig over tabet af rektorposten. For grundlæggende set var Lars-Henrik ikke rigtig god til at tabe. Hvis Lars-Henrik som knægt forudså, at han ville tabe i badminton, så stoppede han på den ene eller anden måde kampen, til stor ærgrelse for den modstander som øjnede en sejr. 

Men Lars-Henrik befandt sig i løbet af 2010’erne bedre og bedre i rollen som tidligere rektor og stadigt stærkere professor. Man mærkede tydeligt en fornyet livsglæde og munterhed. Lars-Henrik udtrykte det selv bedst i et afsluttende interview med overskriften ”Døende filosofiprofessor: Handl således, at du ville gentage dine handlinger” bragt den 23. juli 2021 i Kristeligt Dagblad:

”Jeg vågner glad og taknemmelig om morgenen, og om aftenen, når andre beder Fadervor, tænker jeg: 'Gid, jeg også vågner i morgen.' Jeg vil kysse min kone så mange gange, jeg kan nå, og jeg vil glædes over mine børn og børnebørn i haven. Min familie er det vigtigste i mit liv. Og det er dem, jeg er mest stolt af her i livet.” 

De fleste som har set Lars-Henrik med sin familie ved, at sådan var det helt til det sidste. Han levede hele vejen igennem et intellektuelt liv, men han tilhørte ikke kun DPU og universitetet. Slet ikke. Ingen er i tvivl om, at han både intellektuelt og som privatperson mente, at man – og ikke mindst han selv – først og fremmest tilhører sin familie og dens fælles liv. Mine varmeste tanker og medfølelse går til Lars-Henriks familie i denne sørgelige tid. 

Æret være mindet om Lars-Henrik, som levede sig i ihjel.


Lars-Henrik Schmidt begraves lørdag d. 18. september kl. 11.00 fra Sankt Johannes Kirke ved Sankt Hans Torv, Blegdamsvej 1A, 2200 København N.

Arts, Leder