DPU

Aarhus Universitets segl

Lars-Henrik Schmidt skal lede et nyt forskningsinitiativ

Aarhus Universitet sætter yderligere fokus på den pædagogiske forskning koblet til det filosofiske område. Professor, dr.phil. Lars-Henrik Schmidt er af rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, udpeget til at lede et nyt tværfakultært forskningsinitiativ inden for det pædagogisk-filosofiske område.

- Med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole som en del af Aarhus Universitet, er universitetet nu meget stærkt inden for forskningen i pædagogik og læring, udtaler rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Med Lars-Henrik Schmidts kompetencer, blandt andet inden for det filosofiske område, kan vi styrke den tværfaglige forskning yderligere, og jeg er meget glad for, at han har sagt ja til opgaven.

Hertil kommer, at Aarhus Universitet har meget stærke, tværvidenskabelige forskningsmiljøer indenfor kognition, psykologi og neurovidenskab funktionel og biologisk hjerneforskning. Blandt andet har Danmarks Grundforskningsfonds Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN) hjemme på Aarhus Universitet.

- Aarhus Universitet får dermed mulighed for at komplettere og dermed styrke sin internationale position inden for hjerneforskningsområdet med den filosofiske dimension, som Lars-Henrik Schmidt bidrager med. Netop hjernerne er jo grundlaget for al udvikling, udtaler rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Lars-Henrik Schmidt fratræder samtidig stillingen som dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Det nye forskningsinitiativ gør det muligt for ham at yde en ekstraordinær forskningsindsats inden for sine kerneområder: filosofi og pædagogik * og dermed styrkes den tværvidenskabelige forskning inden for hjernens potentialer. Lars-Henrik Schmidt går nu i gang med at opbygge og organisere et forskningsmiljø, der i første omgang knyttes til Det Humanistiske Fakultet i Århus.

- Jeg ser det nye initiativ som en udfordrende opgave, som jeg glæder mig til at være med til at løse, siger Lars-Henrik Schmidt. Det vil styrke Aarhus Universitets profil yderligere inden for hjerneforskningen, herunder den filosofiske dimension.

Stillingen som dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, bliver slået op til besættelse snarest muligt.

YDERLIGERE OPLYSNINGER
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, tlf. 8942 1141, mobil 2899 2584, eller dekan Lars-Henrik Schmidt, tlf. 8888 9056.

FAKTA OM AARHUS UNIVERSITET
Aarhus Universitet har ca. 34.000 studerende og knap 10.000 medarbejdere. Universitetet fusionerede 1. januar 2007 med Handelshøjskolen i Århus, Danmarks JordbrugsForskning, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Pædagogiske Universitet.