Hjernen og pædagogikken 2: Tvivlsom hjernetest
Resultatet af neuropædagogiske screeninger styrer mange steder, hvilke aktiviteter pædagoger tilbyder mennesker med hjerneskade. Men testresultaterne er meget usikre.
»6,5 måned,« lyder pædagogens vurdering af en 34-årig udviklingshæmmet mands omverdensbevidsthed. Men en anden pædagog skyder højere: »Han svarer til 3,4 år.« Begge pædagoger har benyttet en såkaldt Kuno Beller-test, der er et af tre elementer i en neuropædagogisk screening. Metoden bliver i stigende grad brugt på bosteder for udviklingshæmmede. I testen vurderer en pædagog, hvilke færdigheder de mener, at en udviklingshæmmet med hjerneskade har på otte områder som motorik, sprog, kreativitet og omverdensbevidsthed sammenlignet med et normalt barn på 0-6 år.