Hånd og hoved i skolen
Ny bog i serien "Viden om skolen" er udkommet. Det nye bidrag, "Hånd og hoved i skolen -værkstedspædagogik for praktisk orienterede elever" bygger på erfaringer fra to skoler, Bavnebakkeskolen i Støvring, der er en almindelig folkeskole, og UNGAUC, der er en del af Aalborg Ungdomsskole.
Bogen fokuserer særligt på områder som:
- Selvtillid, forventninger og inklusion
- Varierede undervisnings- og arbejdsformer
- Få og faste regler
- Tæt læreropbakning
- Engagerede og relationskompetente lærere
- Ledelsesopbakning
De første fem kapitler i bogen sætter rammen på teoretisk niveau, mens kapitel seks og fremefter sætter fokus på praksis. Især er kapitel syv og otte interessante for praktikere, da der her er fokus på de to skolers pædagogik.
Serien "Viden om Skolen" udgives i samarbejde mellem Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, og Dafolo Forlag. Den har til formål at formidle forskningsbaseret viden til skolerne og påvirke, hvad der sker i klasseværelserne ved at den opnåede viden bliver gjort anvendelig i skolen til fremme af undervisningens kvalitet.
Målgruppen for serien er først og fremmest folkeskolens praktikere - ledere, lærere og pædagoger - samt studerende på Danmarks professionshøjskoler. Politikere, administratorer og forældre vil også i mange tilfælde kunne have glæde af serien.